Sigur Rós leverede frostklar patos i Forums betonkolos

I år er det tyve år siden, at det sælsomme debutalbum ‘Vón’ udkom. Siden har Sigur Rós været på en forunderlig rejse, som altså senest bragte dem til København lørdag aften, hvor ca. 7000 koncertgængere havde indfundet sig. At den islandske trio næsten kan fylde Forum vidner noget om den status, gruppen har indtaget som en supertanker på alternative musikscene.

Udtrykket er så mærkbart filmisk, langstrakt og repeterende, at det kræver en fordybelse, det kan være svær at hensætte sig i på et betongulv i en sportshal. Det lykkedes ganske glimrende ved aftenens koncert, der var delt op i to sæt med en intermission på 30 minutter, hvilket bevirkede at man undgik rastløshed og manglende koncentration blandt publikum.

Sigur Rós er ikke just berømt for den store interaktion med publikum. De lader konsekvent musikken kommunikere gennem dens kraft og ynde. Hvilket var ganske tydeligt symboliseret med både det fintmaskede net, hvilket bandet spillede bag, og de yderst flotte visuals, der accentuerede kompositionernes bevægelser gennem stemninger.

Koncerten skulle dog lige i gang, og de indledende ‘A’ og ‘Ekki Mukk’ var noget generiske. I sidstnævnte lød det sågar som om, Jonsi Birgissons særegne stemme lå som et playbacksample blandt instrumenterne.

‘Glósóli’ blæste bekymringerne bort som et nærmest apokalyptisk højdepunkt tidligt i koncerten og understregede den voldsomt indtagende vekslen i quiet-loud-dynamik, Sigur Rós mestrer blandt de ypperste. ‘Vaka’ er et tindrende smukt moment i bagkataloget, og denne aften var den fortsat gåsehudsfremkaldende, ligesom man nærmest satte sit åndedræt på pause, da Jonsis dirrende falset hang helt alene i rummet inden den storladne afslutning på ‘Festival’.

Det var i øjeblikke som disse, at trioen foldede formatet fuldendt ud og drog os ind i deres frostklare patos.

Desuden viste den gamle betonkolos på Frederiksberg og trekløveret fra Reykjavik sig at være et overraskende godt match. I ‘Daudalagid’ faldt Orri Páll Dyrasons bastante trommeslag effektfuldt og velklingende, ligesom de transparente klangflader og det inciterende piano i den porøse ‘Fljótavik’ havde ideelle arbejdsvilkår.

‘Kveikur’ bjergtog med en vuggende tribal-rytme og tegnede sammen med ‘Popplagid’ for aftenens klimaksbetvingende finale. I takt med, at feedback-infernoet ringede ud, viste bandet deres påskønnelse ved at komme tilbage på scenen og klappe af publikums tålmodighed og dedikation. Selv om det er nogle år siden, at Sigur Rós med deres udgivelser har været en åbenbaring på den alternative rockscene, kunne magien bestemt stadig mærkes og musikken åbne for følelseskanalerne.