The Rolling Stones i Parken: Rocklegender i slowmotion
Tirsdag aften rullede verdens mest sejlivede karavane atter op til Parken og leverede endnu en opvisning i usleben rockmusik. Aftenens hovedpersoner er 55 år inde i karrieren, og havde man tippet på, at koncerten på Roskilde Festival i 2014 vitterligt var sidste gang, vi fik dem at se i Danmark, så odds umiddelbart gode ud.
Men Rolling Stones vil det tilsyneladende anderledes, og Mick Jagger bemærkede da også på sit gebrokne dansk – oplæst på teleprompteren – at det var gruppens 25. visit i Danmark, ligesom han gav den på lokalcharmen med en kæk bemærkning om at tage limousinen til Christiania for at ryge tjald og spise hindbærsnitter.
Den karismatiske frontmand ved godt, hvordan man arbejder med en tusindtallig skare, og sine 74 år til trods svajede han fortsat rundt og ildnede publikum til stor begejstring. En prisværdig indsats, hvor hans nærvær og interaktion var magisk dragende allerede i ‘Sympathy For the Devil’, der både var et overraskende, men også selvfølgeligt åbningsnummer: »Please allow me to introduce myself, I’m a man of wealth and taste«.
Selv om Jagger tilsyneladende ikke kerer sig om sin fremskredne alder, kunne man alligevel mærke, at tiden er ved at hale ind på de gamle rockdrenge. Flere sange var sat mærkbart ned i tempo, og selv om det gjorde ‘Paint It Black’ hypnotisk dragende og klædte den blæserrige ‘Doo Doo Doo Doo (Heartbreaker)’, fremgik det alligevel med tydelighed, at den adstadige slowmotion var af hensyn til, at Keith Richards kunne følge med.
Han fik sine to obligatoriske solospots med ‘Happy’ og ‘Slipping Away’, hvoraf sidstnævnte tegnede for aftenens lavpunkt. »Well, it’s just another song, but it’s slipping away«, sang han, og det føltes vitterligt også sådan. Et dræbende kedsommeligt moment i den to timer lange seance, og man kunne ikke undgå at føle en smule vemod ved at bevidne den evidente skrøbelighed i det legendariske guitarikon.
Stones har aldrig handlet om at spille perfekt, og det var bestemt en koncert med mange skønhedsfejl og bump undervejs. Omend Parkens notoriske lydforhold ikke var katastrofale, var der en udtalt ubalance mellem instrumenterne, hvor særligt Richards’ guitar momentvist bragede voldsomt højt og uskønt ude af takt. Det sejlede løs i ‘It’s Only Rock (But I Like It)’, ‘Tumbling Dice’ og ‘Honky Tonk Women’.
Desto mere glædeligt var det, at rytmesektionen leverede en disciplineret og fokuseret indsats med Darryl Jones’ groovy bassolo i ‘Miss You’ og Charlie Watts, der med et dynamisk afvekslende trommespil holdt sammen på løjerne i en medrivende ‘Midnight Rambler’.
Selv om det er en kliché at påpege, at Rolling Stones ikke længere er årsunger, er de immervæk nået dertil nu, hvor det uundgåeligt kan mærkes. De vil utvivlsomt kaste kul på rock’n’roll-lokomotivet indtil de segner, og koncerten i Parken var business as usual – men denne gang på nedsat blus.