Man tager ikke munden for fuld, hvis man sætter David Byrne derop med de største alternative pop- og rockkunstnere, denne planet har fostret. Hans mange aftryk på musikken kan ses gennem hans tid som frontmand for ikoniske Talking Heads, hans mange soloalbum og ikke mindst hans utallige og genreoverskridende samarbejder som musiker.
Når Byrne til næste år spiller på Roskilde Festival, kommer publikum til at få hele pakken: Både solomateriale og klassikere fra Talking Heads-kanonen. Men hvad var det egentlig, Byrne gjorde med Talking Heads, som var så banebrydende?
Talking Heads var minimalistisk, afro-dubbet disco-funk, eller noget…
Da David Byrne sammen med Talking Heads debuterede i 1977 og derefter gled ind i 80’erne med deres første fire album, var det svært at sætte en finger på meget. Talking Heads var fra starten sig selv. Men fra at være et, mere eller mindre, new-wave-band, voksede de hurtigt og på vildeste og voldsomste vis ind i en fuldstændig egen og kompleks lyd.
I en tid, hvor tjalden og progrocken stadig hang relativt brunt over 70’erne, satte newyorker-bandet en stram minimalisme sammen med verdensmusikkens komplekse polyrytmik og skabte en personlig afart af musik, der formåede at være artsy, dansabel, funky, punket, disco, eklektisk og fuldstændigt egenrådig.
Talking Heads lugtede nyt og progressivt, som de overskred musikkens grænser med øredøvende kvalitet. Ikke mindst takket være Brian Eno – en af sin generations største alternative musikere og producere – hvis øre og ambition perfekt matchede det enorme talent i Talking Heads. Et talent, de sammen kronede med mesterværket ‘Remain In Light’ fra 1980 – et af årtiets definitivt bedste album.
Byrne: En vitalt rablende performer
Forrest stod Byrne, hvis ranglede hvide krop dansede overgjort og insisterende til de varme melodier, som var smurt ind i hans tekster, der som lussinger hakkede ud efter lytteren i en pågående, perpleks og fremmedgjort strøm, der satte verden i nye perspektiver. Ofte ud af kritiske og eksistentielle tangenter. Udover musikkens kvalitet var Byrne med sin tilstedeværelse og sine tekster endnu to grunde til at blive Heads-fan.
Siden Talking Heads gik i opløsning i 1991 har Byrne fortsat sit produktive output solo og holdt sig aktuel igennem sine egne, stadig udkantssøgende album med plads til lidt mere ro og stille fordybelse. Men han har også holdt sig aktiv i en lang række af samarbejder, der vidner om en legesyg, 65-årig pioner, der søger musikkens creme de la creme for at skubbe sig selv nye steder hen.
Det er sket via samarbejder med for eksempel St. Vincent, hiphopgruppen De La Soul, Dirty Projectors og selvfølgelig hans gamle ven Eno.
Gode udsigter og et ‘men’
Har Byrne og band bare noget af tidernes kunstneriske vildskab og energiske live-charme med til Roskilde Festival, hvor der som sagt er lovet både Talking Heads og solomateriale, kunne det meget vel blive en af de koncerter, man ganske enkelt ikke kan undvære. En dansefest med historiske aner, hvor popmusikkens grundpiller står til fri fortolkning.
Skal der være et men, og det skal der altid, er det, at Byrne kan skræddersy en koncert som han vil – alt efter dagsformen og lysten. Og for en ’pensionist’ er en fest ikke altid en selvfølgelighed. Men mon ikke…
Tre essentielle nedslag i David Byrnes karriere – alle gode grunde til at glæde sig til Roskilde Festival
1. ’Remain In Light’ – album af Talking Heads (1980)
Det hele ramler (og rabler) stramt sammen i et varmt og kakofonisk værk, der vil det hele og kan det hele. Perkussion, riff, elektronik, trommer og lyrik. Det her er mesterværket. I sin sammensatte natur kan det ikke fastholdes i én lyd.
Det er tid- og grænseløst, med blikket vendt mod Afrika, og har man først fået åbneren ‘Born Under Punches (The Heat Goes On)’ på hjernen – og det gør man! – er sangen umulig at flygte fra. De små, næsten skødesløst hakkede riff og Byrnes lag-loopede kor, der ironisk men uafviseligt melodisk synger »and the beats goes on«, kæmper om opmærksomheden, mens fødderne tripper og rytmerne sitrer.
Og sådan er alle sangene: Den ultimative bro mellem skæve produktioner og uendeligt smittende dansemusik. I sin samtid solgte albummet dårligt. Som Byrne selv har sagt rammende, lød det »too black for white radio and too white for black radio«.
Én ting er sikkert: Når Byrne sætter gang i Talking Heads-sangene på Roskilde Festival, er der dømt danseorgie!
2. ‘Love This Giant’ – album af David Byrne & St. Vincent (2013)
Det perfekte match i alternativ dansepop, kunne man meget vel kalde dem. Byrne ved stadig, hvem han skal hive fat i. På denne plade var samarbejdspartneren artpoppens ukronede dronning Annie Clarke, der, ikke mindst med sit seneste album, har cementeret sig som en af sine generations mest vital fornyere af den slags genrefusioner, Byrne altid har været garant for.
Ikke mange andre steder i popland laver to kunstnere et album, hvor tunge blæseinstrumenter er hjertet på hele molevitten. Byrne og Clarke gør. Hvordan de gør det, så det er funky, poppet, teatralsk, storladent og r’n’b’et på samme tid er dog et mysterium, vi må leve med, mens vi lytter og krydser fingre for, Byrne har en eller flere små som store gæster med på scenen til sommer.
3. ’Stop Making Sense’ – koncertfilm med Talking Heads (1984)
‘Den mest indsigtsfulde mand i en spændetrøje’, er han blevet kaldt. Performeren David Byrne har altid haft smag for det sære og iscenesatte. Smag for kunstens virkemidler. Det var derfor passende, at det var den alternative filminstruktør Jonathan Demme – som blandt andet vandt en Oscar i 1991 for ‘Silence of the Lambs’ – der forevigede Talking Heads’ ambitiøse Stop Making Sense Tour med en koncertfilm. Det gjorde han eminent.
I den legendariske koncertfilm bliver scenen og koncerten bygget op omkring en dragende og selviscenesættende Byrne, og det hele ender med stort band, et væld af lys, lyd og visuals i et kunstorigie.
»Fighting fire with fire«, synger på ‘Burning Down the House’, og man får lyst til at råbe »play that funky music white boy« tilbage. Koncerten kan læses som en postmoderne kommentar i Byrnes ånd, eller bare nydes som en magtdemonstration af et af 80’ernes bedst spillende liveorkestre, der ligeså godt kunne lægge Arena ned i 2018, som Los Angeles i 1983.
Læs også: Roskilde Festival afslører 11 nye navne – Gorillaz på Orange
Læs også: Roskilde Festival: Her er de fire største scoops i dagens annonceringer