King Krule skabte et perfekt kontrolleret kaos
»Another disappointed soul«.
En hæs røst skar igennem salen, der var badet i blåt lys. Den dybe stemme skar som en kniv, der er lige så skarp, som den er farligt rusten. Direkte gennem mørket og ind i hjertet.
Den skuffede sjæl tilhører Archy Marshall, der under sit King Krule-alias denne aften i Store Vega lukkede sit publikum helt ind i sit personlige og musikalske kaos i sit selvudnævnte ‘bluewave’-univers. Et fuldkommen diffust univers af virtuositet, der lige fra første linje af ‘Has This Hit?’ blev udført til perfektion.
Marshall udtalte for nogle år tilbage, at han forestiller sig sin lyd som et væld af genrer. Genrerne bruger han som kød, han propper ned i en kødhakker: Hjernen. Hans hjerne kværner det til ukendelighed, og ud kommer musikken.
Uanset hvordan man griber det an at beskrive King Krules lyd, vil forsøget være mere eller mindre forgæves. Farsen er tilberedt af en kok, der fattede humlen ved umami, mens hans jævnaldrende stadig formede mudderkager i sandkassen. Du kan lige så godt droppe at forsøge at gengive hans opskrift.
Som 16-årig udgav han sine første ep’er, som 19-årig leverede han et debutalbum af så helstøbt et udtryk, så gennemgående en stilsikkerhed og så vedkommende en dybtfølt lyrik, at man skulle tro, han allerede havde et helt lille kunstnerliv af musikalsk famlen og selvransagelse bag sig.
Stil- og selvsikkerheden, der vitterligt er en gammel rockpoet forundt, gik igen på scenen. Én ting er at skabe et diffust mesterværk på plade, hvor udtrykket er forfinet om og om igen, for så at kunne bringe det til live på en scene, så det hele sidder lige i skabet. Men det er en helt anden ting at give det nyt liv, så de blåtonede musikalske fortællinger får glimt af alle regnbuens farver.
Mængden af udtryk – den medrivende melankoli fortalt med indlevet barflue-croon over alt fra tilbagelænet slackerrock og afgrundsdybe triphop-vibes til gyngende ska og freejazz-udskejelser – der udgør Marshalls kalejdoskopiske, kringlede ‘The Ooz’, kom mere end til sin ret i Store Vega, hvor Marshall leverede varen uanset hvilket format, han satte stævne.
Det var ikke blot Marshall, der leverede. Det var også hans mere end almindeligt kompetente kumpaner, der udviste så overlegent et overskud, indlevelse og oprigtig spilleglæde, at kemien blandt dem slog gnister på scenen – at der også var tid til et par Ian Curtis-værdige moves bag saxofonen, gjorde bestemt heller ikke showet mindre underholdende.
Overskuddet kan bedst forklares ud fra ‘A Lizard State’ – den lille jazzperle af frustration fra debuten ‘6 Feet Beneath the Moon’ – hvor Marshall gjorde holdt midt-freejazzjam for at tage en tår vand, hvorpå hele gruppen ubesværet samlede nummeret op igen til helt nye højder. Mage til overlegenhed skal man sgu lede længe efter.
Man kunne mærke Marshalls sjæl fra starten. Hans desperation i ‘Dum Surfer’, hans depression i ‘A Slide In (New Drugs)’, hans ulykkelige forelskelse i ‘Baby Blue’, hans nødsagede skyklapper på vejen ud af helvede på gennembrudshittet ‘Easy Easy’ – og alle følelserne i én stor, underspillet symbiose på ekstranummeret ‘Out Getting Ribs’.
King Krules diffuse univers er ét stort kaos. Denne aften blev det leveret kontrolleret, kontant og kalejdoskopisk, så hans bluewave fik tusinde virtuose kulører.
Læs også: Årets bedste udenlandske album: Top 25-11 – inkl. King Krule
Læs også: Street style: King Krule på Store Vega