Da jeg begynder at spørge ind til de forskellige indflydelser, man kan spore i Jadas musik, slår sangerinden ét faktum fast: »Jada er pop. Det kan godt være, der er noget artpop eller r’n’b over det, men helt grundlæggende er det her min idé om pop. Det er pop, jeg elsker«.
Emilie Molsted Nørgaard, som hun hedder i civil, er nemlig meget bevidst om, hvilken musik hun vil lave – og om, hvad hun ikke er. Og Jada er netop hendes idé om pop – og netop ikke nogen andres.
Derfor producerer hun også selv sin musik, instruerer sin nye musikvideo og er generelt inde over alle dele af projektet. Jada-projektet er på den måde Emilie Molsteds idé om pop, men det er en idé, der udforskes på hendes egne præmisser. Hun er ikke interesseret i at synge andre folks sange over en hitproducers beats i en musikvideo et pladeselskab har arrangeret.
I stedet organiserer hun selv alle elementerne i Jada-projektet, så de passer til hendes overordnede idé. Og det projekt er så stærkt, at det er blandt vores bud på nye kunstnere, der kommer til at præge 2018. Vi mødte Jada til en snak om hendes tour med Phlake, den nye musik – og om hvordan et Odense-publikum tabte kæben, da de så, at hun havde hår under armene.
I 2017 udgav du din første single ’Sure’, spillede dit første soloshow til Red Bull Sound Select og var på tour med Phlake. Hvordan var det?
»Det var et specielt setup at være support for Phlake. Til min egen koncert i Pumpehuset havde folk købt præmissen om, at det handlede om en ny kunstner med ny musik. Til Phlake stod jeg pludselig på scenen og var nødt til at overbevise folk om, at de skulle lytte, selv om de ikke kendte mig. Det lærte jeg vildt meget af«.
Hvordan håndterede du den lidt akavede situation?
»Til den allerførste koncert i Odense tænkte jeg: Du tager den, eller også gør du ikke. Altså enten leger du, at det er dit show i 30 minutter, eller også gør du det modsatte. Man er nødt til at vælge. Det var to meget forskellige størrelser, der skulle møde hinanden til den koncert, og den endte med at blive rigtig fed, efter at jeg og publikum lige havde mærket hinanden og forstået hinanden«.
Var der et tidspunkt, hvor du kunne mærke forskellen mellem dig selv og publikum?
»Kun det første show i Odense. Folk freakede ud over, at jeg havde hår under armene. Det sker egentlig aldrig, eller i hvert fald kun sjældent. Jeg kunne se det, fordi jeg løftede armene op og kunne se alles øjne rette sig mod mig. Jeg tænkte, at der måske var noget med mine bryster – men så tænkte jeg ’åh, det er under armene’«.
Hvordan havde du det med det?
»Jamen, jeg forstår det godt. Det er jo sjældent, folk har hår under armene. Jeg blev ikke provokeret eller noget, jeg dansede bare resten af koncerten med armene over hovedet. Så kunne de jo se lidt mere på det og vænne sig til det«.
Nu skal du på turné på egen hånd igen, ikke?
»Jo, vi skal spille til by:Larm i Oslo, til Where’s The Music i Sverige og til Vegas Udvalgte. Det glæder jeg mig meget til. Jeg udgiver også ny musik den 26. januar«.
Og du producerer stadig den nye musik selv?
»Ja. Det er mig, Morten Winther Nielsen og så Awinbeh Ayagiba fra bandet Silvester, der arbejder sammen. Jeg er med helt fra bunden af i det kreative. Sådan har jeg det også med mine musikvideoer – jeg har for eksempel instrueret og filmet den nye musikvideo, der kommer, sammen med Stephanie Stål. Jeg har tit en idé i mit hoved om, hvordan det skal være, så føles det mærkeligt at melde sig ud«.
Der er tit mange fordomme omkring kvindelige musikere, fordi mange ikke tror, at de producerer selv.
»Der er sindssygt mange kvinder, der producerer efterhånden, og som er fucking gode til det. Jeg er lige startet på Rytmekonservatoriet, og der er vi seks piger ud af 11 i klassen på komponistlinjen. Det vigtigste er repræsentation. Jo mere man ser, at det her er noget man sagtens kan som kvinde, jo bedre. Repræsentation er fucking vigtigt«.
Du virker til at have et meget umiddelbart og intenst forhold til musikken. Har du altid haft det sådan?
»Ja, for da jeg var lille, var det sådan, at hvis man ville høre musik, måtte man selv lave det. Så vi lavede rigtig meget musik og rigtig mange sange. Det var bare noget, man gjorde: Vi trommede og spillede og sang. Vi havde også mange instrumenter derhjemme, så det var nemt bare at gå i gang. Mig og min søster elskede at lave musik sammen«.
Så I hørte slet ingen musik udefra?
»Jo, vi opdagede jo, at andre hørte radio, og faktisk hørte vi også P1 derhjemme. Det var ikke sådan, at vi levede en eller anden helt amish livsstil. Det får det til at lyde helt isoleret, og det var ikke sådan jeg oplevede det. Der var bare ikke de medier derhjemme. Men jeg hørte for eksempel Aqua, fordi jeg havde et VHS-bånd med deres musikvideoer. Jeg græder stadig, når jeg hører Aqua, fordi det er så godt«.
Dine forældre blev ikke skøre af at have trommende, spillende og syngende børn over alt?
»Jeg tror ikke, min mor opfattede det som larm, hvilket var sindssygt privilegeret for os. Min mor her heller aldrig kommenteret på min stemme, når jeg har sunget. Det har givet mig stor frihed til at udvikle mig og virkelig undersøge min stemme«.
Hvordan specifikt?
»Engang skulle jeg synge en koncert på en musikskole, hvor min mor arbejdede, og de manglede en til at synge nogle sange. Det var første gang, jeg skulle synge med mikrofon. Da jeg øvede til koncerten, sang jeg konsekvent en kvart tone over, og det lød helt fucked up. Det kan jeg tydeligt huske. Jeg havde bare fået sindssygt meget grineren over, at jeg kunne synge alle sange præcist falsk. Altså falskt, men på en præcis måde. Så min store lykke har aldrig været, at nogen sagde til mig, jeg sang godt. Sangen var altid bare min egen glæde«.
Hvordan har du det med din musik i dag?
»Jeg har øvet mig i at synge falsk, så på en måde kender jeg min stemme fucking godt. Jeg ved, hvordan den lyder smukt, og hvordan den lyder grimt. Det har jeg også med mig i Jada-projektet. For det projekt er jo mig. Derfor skal der stadig være frihed og plads, så jeg kan være mig. Det er som Oprah sagde til Golden Globes: Speak my truth! Det er det, jeg vil«.
Læs også: Breakin’ Sound 2018: De 15 mest lovende danske navne