Man savner nytænkning på WhoMadeWhos sjette (og solide) album
De tre veteraner i WhoMadeWho har gennem en lang turnékarriere banket fast med syvtommersøm, at de er et live-band af højeste klasse – også internationalt. Med et hav af remix-udgivelser og album har bandet et stort bagkatalog at dykke ned i, og uden på nogen måde at springe egne rammer, bevæger det nu sjette officielle album sig alligevel langsomt fremad.
Mens ‘Dreams’ fra 2014 var opbygget omkring elektrificerede, mere polerede melodier, så bevæger ‘Through the Walls’ sig på flere numre over i nærmest dronede techno-tilstande uden den store kompositoriske udvikling og med et mindre organisk udtryk. Der holdes heldigvis stadig fast i velfungerende disco-tendenser og catchy melodier, der i andre numre bryder trancen. Men der er ingen grundlæggende nytænkning eller særlig grad af eksperimenteren, og her efter snart 13 år savner man lidt et nummer eller to, der stikker i en helt ny retning og bryder igennem en helt ny mur.
En mærkbar ændring – på godt og ondt – er produktionens detaljegrad, som kan have noget at gøre med samarbejdspartnerne i Kenton Slash Demon, der har co-produceret albummet. Detaljerne skinner klarest igennem på ‘Crystal’, som i en veksling mellem en svævende synthpuls og en hård, dyster kælderklubstemning hæver produktionsniveauet fra tidligere udgivelser. Især i overgangen fra nedbrudt midterstykke og tilbage til verset opstår der små lækre detaljer med stor effekt.
Men detaljeringsgraden kammer også over i flere numre. Som på ‘Surfing On a Stone’, hvor melodien surfer fint af sted over bølgen, mens der under vandoverfladen foregår alt for mange ting, der i sidste ende oversvømmer resten. Det gør dog også det uventede og tiltrængte akustiske guitarstykke det mere effektfuldt.
Den akustiske guitar er måske den eneste reelle overraskelse, og flere af albummets 12 numre fremstår i forlængelse for langtrukne. Heriblandt ‘Belong’, hvis dronede udtryk ikke udvikler sig det mindste, ‘Goodbye To All I Know’, der gentager samme kedelige melodistykke, og outroen på det poppede titelnummer, der i duet med Nina Kinert fortsætter i unødig lang tid uden stor ophidselse.
En anden vokalpræstation, der derimod fungerer hele vejen igennem, er de halv-metalliske og konstant skiftende harmonier i åbningsnummeret ‘Neighbourhood’, hvor den simple energi flere gange trækkes op på ny af de knastørre og dansable maskintrommer.
De dansevenlige rytmer optræder flere gange og udgør nogle af albummets bedste numre – eksempelvis med det velfungerende falset-hook i førstesinglen ‘Dynasty’ og dens drømmende disco-feel. I samme stil rammer ‘Funeral Show’ helt rigtigt med en enkel opbygning, en barnlig synthmelodi, tamburin og god dansebas.
Jeppe, Tomas og Tomas brød i sin tid igennem på et grundlag af viljen til at eksperimentere og hermed en unik sammensætning af forskellige genrer. Med den nutidige mangel på udskejende eksperimenter kan man derfor undre sig over, om trioen har muret sig inde i sin genreblanding, eller om det blot er discoen og technoens påtrængende stædighed, der spiller ind.
Kort sagt:
‘Through the Walls’ bevæger sig på flere numre over i nærmest dronede techno-tilstande med et mindre organisk udtryk, men der holdes også stadig fast i velfungerende disco-tendenser og catchy melodier, der i andre numre bryder trancen. Dog er der ingen decideret nytænkning eller særlig grad af eksperimenteren, og man savner lidt et nummer eller to, der stikker i en helt ny retning.