Harmdirrende protestmusik har sjældent klinget så sexet
U.S. Girls’ sjette plade handler om overgreb, pilskæve magtbalancer og rummer også et opgør med Barack Obama – den lækre, evig-cool præsident, der mellem sine tårefremkaldende, smukke taler gjorde dronebombninger af fjerne, fattige lande til et af sine realpolitiske varemærker.
Heavy shit, med andre ord. Også for dem, der mærker en vis overmæthed, når #MeToo i den kreative klasse igen-igen sætter sig hårdt på dagsordenen. Men tyngden ophører, når nålen rammer vinylpladen. For ’In a Poem Unlimited’ er faktisk en triumf af mousserende synthpop, der i en række veloplagte sange kalder på referencer til disco, funk, tidlig Madonna, Blondie og Cindy Lauper.
Meg Remy kunne have rimet ’hjerte’ med ’smerte’ og ’love’ med ’above’ på samtlige 11 skæringer, og vi havde stadig siddet med en lækkert produceret popplade, der giver tro på genrens berettigelse post-’Man of the Woods’.
»Man kan have det sjovt og tænke på samme tid«, har Meg Remy sagt i et interview op til pladen. Ambitionen virker fuldt forløst hele vejen til det funky, pailletglimtende rocknummer ’Time’. Afslutningsnummeret slipper tøjlerne på de gnistrende guitarer, frenetiske saxofoner og slagtøj oven på en groovy funkbas, der lyder som løftet fra klimakset i en gammel blaxploitation-film.
U.S. Girls har mig bekendt aldrig lydt så selvsikker og sexet som på denne politisk vækkede stribe numre. En slags Sly & The Family Stones ’There’s A Riot Goin’ On’ for det 21. århundrede med flere funklende synthesizers. ’Pearly Gates’ – hvor Skt. Peter tager sig betalt gæt-selv-hvordan for at lukke kvinder ind i Himmeriget – lyder som Warren G’s ’Regulate’ genopført som elektronisk englepop.
Overalt på pladen er der fornemmelsen af en kunstner, der som aldrig før har lukket verden ind, trukket en streg i sandet og fundet de helt rigtige legekammerater – Torontos tydeligvis potente funkkollektiv The Cosmic Range er med næsten fra start til slut – til at skabe en inkluderende festplade, der trodsigt finder sin højoktanbenzin i verdens opbud af vold, uretfærdighed og undertrykkelse.
Det er U.S. Girls’ andet album på legendariske 4AD, som oprindeligt var bastionen for ekspansiv hvid artrock med nattesort eyeliner som Bauhaus, This Mortal Coil og Cocteau Twins. Med kunstnere som den canadiske komet Grimes og nu i lige så høj grad U.S. Girls er selskabet trådt overbevisende ind i en ny farveeksploderet virkelighed, hvor skel mellem stilarter og tilhørsforhold bliver stadig mere udvisket.
Musik kan bruges til debat, refleksion og intelligent markerede spørgsmålstegn i margenen omkring den daglige status quo – også når den egentlig bare giver dig lyst til at vrikke med hofterne. ’In a Poem Unlimited’ er et fuldbyrdet bevis, og det giver frodiggrønt håb for 2018 både på den (køns)politiske og musikalske arena.
Kort sagt:
U.S. Girls har lavet et lille pragtværk, der forbinder en insisteren på tidens sværeste emner med groovy synthpop. Alle sange fylder lærredet helt ud og er flere steder instrumenteret, så de lyder overvintret fra 70’ernes mest overdådigt pimpede disco og funk. Det er længe siden, harmdirrende protestmusik har klinget så dansevenligt og sexet.