Rolling Stone har bragt et fyldigt interview med Tinderbox-aktuelle Jack White. Det er langt, så vi har samlet nogle af de vigtigste og sjoveste indslag.
Interviewet kommer blandt andet ind på et møde med komikeren Chris Rock. White skulle angiveligt have vist Rock alt sit udstyr og udpenslet sin metodiske tilgang til at lave musik, hvortil Chris Rock svarede »Ingen går op i hvordan det bliver lavet!«.
Denne lille bemærkning ændrede Jack Whites tilgang til musik. Hvor White tidligere havde kaldt musikbearbejdningssoftware som Pro Tools for »snyd«, bruger han det nu med glæde, hvilket let kan høres på elektronisk orienterede sange som ‘Respect Commander’ og ‘Corporation’ fra det kommende album, ‘Boarding House Reach’. Jack White siger om det kommende album, at det er »kulminationen af en ‘jeg er ligeglad’-mentalitet. Jeg vil have det til at lyde sådan her. Jeg er går ikke op i hvordan det blev lavet«.
White fortæller også, at det nye album får besøg af musikere, han aldrig har arbejdet sammen med før. Han tog til Los Angeles og mødte blandt andet nogle live-musikere, der typisk backer rappere til koncerter, heriblandt nogle fra Kendrick Lamars liveband. »Nogle af sangene har tre til fire trommeslagere«, siger Jack White, der så senere skal klippe det hele sammen.
En af de mest spøjse historier, White fortæller, er om et banjopartitur, han havde købt, der var skrevet af ingen ringere end Al Capone, mens han sad inde i Alcatraz. Partituret er skrevet over en gammel Dvořák-komposition ved navn ‘Humoresque’ (‘Humoresker’ i danske udgaver af Dvořáks værker). White beskriver det som »en blid, smuk sang«, og han har valgt at lade Capones partitur være grundlag for afslutningsnummeret på ‘Boarding House Reach’, da det fascinerer White, at en så voldelig person som Capone kan føle sig rørt af en så følsom sang som denne.
Jack White snakker også om en gang i 2009, da han og Jay-Z prøvede at indspille musik sammen. Blandt andet forsøgte de at indspille en udgave af det nyligt udgivne track, ‘Over and Over and Over’, der oprindeligt var tiltænkt The White Stripes. I udgaven med Jay-Z skulle teksten i hooket angiveligt være forsøgt ændret til »under my Ray-Bans«. Bare at forestille sig dette kan man både lidt krumme tæer og grine over.
Vi bliver i familien, for han kommer ligeledes ind på sit arbejde med Beyoncé. Han dukker som bekendt op på Beyoncé-tracket ‘Don’t Hurt Yourself’ fra 2016-albummet ‘Lemonade’. White afslører i interviewet, at han også fik lavet mere til albummet, som dog ikke endte med at blive brugt. Her siger White, at Beyoncé fik ham til at lave et alternativt, mere rootsy arrangement til ‘Daddy Lessons’. Det må Beyoncé meget gerne dele med sine fans en dag, for eksempel som bonus-track på en hypotetisk deluxe-udgave af ‘Lemonade’.
Naturligvis kommer det obligatoriske spørgsmål om, hvorvidt han nogensinde ville gendanne The White Stripes med sin ekskone Meg White. White svarer ganske simpelt: »Jeg tvivler stærkt på, at det nogensinde ville være en ting«. Han siger endvidere, at han tvivler på, at han nogensinde vil blive gift igen, og at det er meget besværligt både at være far og musiker.
Lad os slutte af med Jack Whites dybt sarkastiske lille rant om DJ Khaled: »Det var så fedt af DJ Khaled at sætte sig ned for at skrive, opføre og indspille [Wild Thoughts] – det var godt gået af ham! Han er en utrolig talentfuld mand. Der er ingen tvivl om det. Han foretager sig så meget! Han sagde engang ‘De fortalte mig, at jeg aldrig ville optræde til Grammys’. Virkelig? Sagde de ‘Hey, mand, sådan, jeg ved at du er på vej til frokost, men jeg vil lige sige til dig, at du aldrig kommer til at optræde til Grammys’?«.
Ja, der er meget spændende, der kommer ud af Jack Whites mund, og dette er kun et lille udpluk af højdepunkter.
Læs hele interviewet hos Rolling Stone HER.