Dvsn i Pumpehuset var en vokalsymfonisk magtdemonstration
En dygtig r’n’b-producer kan få enhver til at lyde som en velfraserende soulsanger – selv Drake! Og netop Drakes indflydelse har skabt et langsomt og trappet r’n’b-univers, hvor signede kunstnere under Drakes brede vinger (i form af pladeselskabet OVO Sound) kan få lov til at boltre sig i ræsende falsetter og melankolske stemninger. Heriblandt tæller kunstnere som PartyNextDoor, Majid Jordan og Dvsn.
En essentiel kvalitet for en r’n’b- og soulkunster er, at vokalen flyder lige så let live, som den gør i produktionen. Daniel Daley er den ene halvdel af den canadiske duo Dvsn, og med en teknisk magtdemonstration gjorde han sig fortjent til sin plads under OVO-vingen fra den første tone i Pumpehusets fyldte sal lørdag aften. Der var intet vokalt backingtrack, og alligevel svævede de sjælfulde toner præcis som på indspilningerne. Med sig havde han en række velskårne produktioner fra duoens anden halvdel, produceren Nineteen85, der dog på intet tidspunkt viste sig til koncerten. Aftenen var derfor fokuseret omkring en enkelt ting: vokalen.
Imponerende ubesværet besteg Daley de højeste vokaltinder med stor præcision i numre som ‘Keep Calm’ og ‘Think About Me’ fra duoens nyeste album, ‘Morning After’. Trods en manglende partner var den halverede duo dog ikke helt alene, da han havde medbragt tre eminente korsangerinder, der gennem a capella-stykker, soloplads og knivskarpe harmonier udgjorde et solidt grundlag for Daleys udfoldelser.
Scenen blev endda overladt fuldstændigt til den ene korsangerinde, så hun med stor overbevisning og opbakning fra publikum kunne agere forsanger på hele to numre, mens Daley selv trådte tilbage.
En stor anerkendelse, der bekræftede Daleys nærværende og karismatiske sceneoptræden, som især fik fat, da han efter en time endelig smed sine store, runde solbriller, der koncerten igennem genspejlede det gennemførte lysshow. Som noget af det første blev Daley opslugt af et rødt lys i ‘Nuh Time / Tek Time’, der udvidede den ellers lille scene, og – i perfekt overensstemmelse med teksternes omkredsende tema – forvandlede Pumpehuset til et lokalt red light district over den tungt rungende bas, der fastholdt de langsomme bevægelser.
Trods vedligeholdelsen af de langsomme beats fra pladerne var der et småt stressende tempo over sangskiftene i den første del af koncerten. Mange sange blev kørt hurtigt igennem, og i midten af koncerten startede en mindre geværsalve af udefrakommende samarbejdsprojekter som Drakes ‘Hold On, We’re Going Home’, Miguels ‘Adorn’, ‘Redbone’ fra Childish Gambino og deres egen mere dansable ‘Morning After’.
De mange hits satte gang i en mindre fest, men tempoet var ikke nær så klædeligt som aftenens sidste numre, hvor der tålmodigt blev smurt et perfekt, tykt lag lummerhed op og ned ad væggene på det udsolgte spillested, hvor Daleys jakke langsomt forsvandt og håndbevægelserne havde tendens til at cirkle omkring skridtet et par gange til begejstring for store dele af publikum. Tålmodigheden mundede ud i en intens afslutning, hvor opbyggende korarrangementer og falsetfraseringer i ‘The Line’ skabte en energisk og sjælfuld stemning, der til sidst udløste høj jubel og respekt fra publikum efter en indiskutabel flot teknisk præstation fra de fire sangere.
Kort sagt
Daniel Daley besteg imponerende ubesværet de højeste vokaltinder med stor præcision og energi koncerten igennem. De afdæmpede, sexklingende lydbilleder var vedligeholdt og endda udvidet med et eminent kor, der fik rig plads til udfoldelse. Unødvendigt hurtige sangskift i starten af koncerten blev til sidst kompenseret gennem et tykt lag kådhed og stor tålmodighed, der ramte perfekt ned i Dvsn’s døsige kærlighedsunivers og afsluttede koncerten med stor intensitet.