Novelist skaber endelig sit store grime-værk på debutalbummet ’Novelist Guy’
Novelist har været fremtidens grime-stjerne i lang tid. Siden han kom frem side om side med Stormzy i 2014, har de to rappere været kåret til frontløbere for genrens anden generation – en slags arvinge til Wiley, Skepta og de andre pionerer.
Spådommen blev sand for Stormzy, der nok er scenens største skikkelse lige nu. Men Novelist vendte sig i stedet mod at producere beats, og når han endelig rappede, var det tit over ekstremt eksperimenterende produktioner som hans fællesudgivelser med den elektroniske producer Mumdance.
Fair nok, tænkte man. Novelist må da selv vælge sin vej. Vi kan jo heller ikke tvinge ham til at være grime-stjerne, vel?
Man så, lige da vi havde afskrevet ideen om grime-stjernen Novelist, sker det her: Årevis efter den oprindelige hype, har London-rapperen alligevel udgivet det, man håbede på for år tilbage. Et stort, helstøbt, hårdtslående grime-værk.
Det er det første album fra den stadig kun 21-årige artist, og han har skrevet og produceret det hele selv. Og det, han har skabt ene mand, er faktisk lidt af en magtdemonstration. For mens den nyeste generation af UK-artister omkring folk som J Hus er gået helt væk fra grime, har Novelist tilsyneladende tænkt sig at genindføre genren ene mand.
’Man Better Jump’ og ’Now Wait Stop Wait’ er de mest klassiske grime-bangers på udgivelsen. Her følger Novelist den klassiske opskrift, der har præget genren siden starten. Der er meget bas, hektiske, hurtige beats og hektiske, hurtige rim. Det er maskinegeværsmusik.
Men albummet er faktisk stærkest, når Novelist udvider grime-genrens horisont. Som på de nærmest gotisk-dystre ’Afro Pick’ og ’Gangster’, der sætter tempoet betydeligt ned fra klassisk grime, eller den optimistiske ’Smiles’, der er et lille lysglimt i det ellers ret dystre lydbillede og den tunge teksttematik.
’Smiles’ har nemlig en næsten Houston-rap agtig chopped’n’screwed-lyd, der kunne lyde som et midt-00’er nummer af Slim Thug eller Paul Wall. Det fungerer virkelig godt til Novelists Skepta-lignende vokal – og ja, forbilledet Skepta har jo også ladet sig inspirere af ASAP Rockys Houston-inspirerede lyd på det seneste.
Den usandsynlige amerikanske inspiration er også til stede på sange som ’Wait Wait Wait’, der (ligesom ’Afro Pick’ og ’Gangster’) trækker på Memphis-crunk a la Three 6 Mafia.
Det er en lyd, der har haft en mindre revival de seneste år: Prøv at hør Denzel Currys undergrundshit ’Threatz’ og sammenlign det med Novelists grime-fortolkning af lyden her. Det viser faktisk, at der er en lighed mellem Memphis-lydens staccato flows og de hurtige, lidt mekaniske grime-flows.
Protestsangen ’Stop Killing the Mandem’ er også et stærkt øjeblik, der nok er det tydeligste eksempel på Novelists politiske side. Rapperen har nemlig en lidt Kendrick Lamar-agtig persona: Han kender til ghettoens skyggeside, men er ikke selv for alvor en del af det. I stedet er han en slags nuancernes og fornuftens stemme i gadebilledet.
Der er et tweet, der er blevet delt en del på det seneste, der beskriver Novelist som »den gode engel på skulderen af enhver roadman«, og det beskriver ham faktisk meget godt.
’Stop Killing the Mandem’ er en dybtfølt sang, og den fungerer som protest. Men den har også nogle problemer: Produktionen slår ekstremt hårdt, men den er også en anelse monoton. Især fordi albummet også tager repetition til et nyt niveau, som når Novelist simpelthen gentager sangtitlen seksten gange i omkvædet. Det giver i alt 52 gange på samme sang. Lidt udmattende.
’Wait Wait Wait’, ’Whole 9 Yards’ og en række andre sange har lignende gentagelsestunge omkvæd, og mens det selvfølgelig knytter an til klassiske grime-sange, så mangler der måske lidt innovation eller variation her.
Novelist har skrevet og produceret hele albummet selv – men måske et samarbejde eller to havde inspireret lidt flere uventede øjeblikke i nogle af de hårdere sange.
Og der er visse steder, hvor Novelist faktisk vælger andre løsninger end den helt hårde lyd. Det korte nummer ’Clocking the Game’ er et melodisk mellemspil, der adskiller bangerne ’Gangster’ og ’Afro Pick’, og ’Better Way’ er en slags eftertænksom, stille afslutning på albummet.
De fungerer som små åndehuller i et album, der på trods af stedvis monotoni står som et ekstremt stærkt grime-værk, der viser, hvorfor Novelist i sin tid blev kåret til genrens fremtid.
Kort sagt:
Novelist galdt i flere år som grime-scenens fremtid – en slags arving til Skepta, Wiley og de andre pionerer. Men han valgte en anden, eksperimenternede vej. Indtil nu, hvor han pludselig har skabt det store grime-værk, alle vidste han var i stand til. Det er en magtdemonstration, der udvider grime-genrens horisont – også selvom omkvædene og produktionerne ikke altid er lige varierede.
Oplev Novelist live på fredag den 20. april, hvor han spiller til den nye omgang Red Bull Music Presents i Pumpehuset, hvor også Rosegold og Krept & Konan er på plakaten.