Unknown Mortal Orchestras neopsych trænger til fornyelse
Ifølge Ruban Nielson er det fjerde album fra Unknown Mortal Orchestra gruppens mest ekspansive album, og han har da også været vidt omkring under tilblivelsesprocessen. Albummet er skrevet og indspillet i så forskellige afkroge af verden som Sydkorea, Island, Vietnam og Mexico.
Det virker snarere som om disse destinationer har fået hovedarkitekten til at miste kunstnerisk fokus frem for at skabe en klar vision. Newzealænderen har kreeret et flagrende patchwork af lyd med vokalen vanligt ornamenteret med alskens effekter, der giver fortsat turbo på den neopsykedeliske sanseoplevelse.
Det er da heller ikke svært at lade sig indtage af de kalejdoskopiske detaljer og anerkende, at Nielson og co. har skabt en unik lyd, som er deres egen. Ikke desto mindre tager man ofte sig selv i at kvæde den gamle ‘form frem for indhold’-vise.
Hvor Unknown Mortal Orchestra førhen havde både melodiøse guitarriff og mindeværdige keyboardhooks til overflod, synes de nu at have valgt disse fra i en stræben efter produktionsmæssig staffage.
Der har med andre ord været fri leg i studiet, hvilket ikke er et succeskriterium. Trommemaskine-collagen ‘A God Called Hubris’ er et redundant instrumentalnummer, ligesom man har svært ved at se, hvad den overlæssede ‘Major League Chemicals’ bidrager med.
Dele af materialet er desuden reminiscenser af ideer, Unknown Mortal Orchestra har udført langt bedre tidligere. Man okser rundt i den fuzzguitar-dominerede ‘American Guilt’ som i en sump uden retning, staccato-fraseringerne i ‘Not In Love, We’re Just High’ er en sølle gentagelse af ‘Multi-Love’, og ‘The Internet of Love (That Way’) er så traurigt tørvetrillende, at man hurtigt distraheres af alt andet.
Er den kreative kilde så udtørret?
Heldigvis ikke. Groovet i ‘Hunnybee’ er en bekræftende påmindelse om bandets fineste stunder, ligesom det klæder Nielson at pryde sine sange med enkle elementer, så de netop står i kraft af sig selv, hvilket er tilfældet i ‘Chronos Feasts on his Children’ og ‘If You’re Going To Break Yourself’, ligesom stenerballaden ‘Ministry of Alienation’ elegant svæver af sted på den vekslen mellem modulation-svøbte akkorder og en effektiv guitarfigur, som Nielson mestrer til perfektion.
Fornyelse er i visse tilfælde tiltrængt. Det er ærgerligt, at man føler større trang til at lytte til tidligere triumfer fra et så talentfuldt band fremfor deres aktuelle udgivelse, men det kreative dødvande lurer.
»Handing in my resignation«, synger Nielson i ovenstående ‘Ministry of Alienation’. Sådanne yderligheder behøver han trods alt ikke at gå til, selv om ‘Sex & Food’ er Unknown Mortal Orchestras hidtil svageste udgivelse.
Kort sagt:
Efter fire album har neopsych-bandet ramt et kreativt dødvande. Selv om der er fine momenter i de afdæmpede sange, synes Ruban Nielson og co. at have forvildet sig ind et morads af studio trickery og genbrug af gamle tricks frem for at udnytte deres vanlige tæft for melodiøse riffs og hooks.