Da Lil Peep på tragisk vis døde tilbage i november 2017 fik den såkaldte emorap sin første, alt for tidlige martyr. Allerede inden genren for alvor var begyndt at samle sig og blive til noget større, var dens første og største stjerne død af en overdosis. Et halvt års tid efter virker det som om, genren har fået lidt mere fodfæste med både faste kendetegn og etablerede stjerner.
Samtidig kan det være svært at overskue, hvorfra og hvortil, emorappen går. Soundcloud flyder i disse dage over med unge deprimerede rappere, der på den ene eller anden vis inkorporerer punk-, emo-, hardcore- og metalelementer ind i en rap/trap-æstetik (eller omvendt). Allerede inden Lil Peep brød igennem med sine guitarbårne, emo-vrængede, depressive trapsange, kunne man spore punk og emo-indflydelsen hos de tidlige Soundcloud-rappere, og især Lil Uzi Vert omfavnede punkæstetikken med piercinger, næseringe og depressive tekster.
Men efter, at rappere som Lil Uzi Vert, Lil Yachty, Lil Pump, XXXTentacionn, 6ix9ine efterhånden er migreret fra Soundcloud og ud i den ’rigtige’ verden, er en ny bølge af deprimerede rappere på Soundcloud-platformen begyndt at tage blandingen af emokultur og hiphop endnu mere bogstaveligt. Her trækkes lige dele på Young Thug og Panic! At the Disco, på Gucci Mane og Sum 41, på Lil Uzi Vert og Blink-182. Rappere nærmest code-switcher mellem at synge emovokaler og rappe i Soundcloud-æstetikkens karakteristiske mumblerap-flow, mens distortede guitareriffs flyder ind og ud mellem tunge 808-trommer. Alt sammen faciliteret af Soundclouds ekkokammer.
Melankolien tager over
En stor del af den tidlige bølge af Soundcloud-rap brændte igennem for fuld smadder ved at skrue aggressiviteten og 808-stortrommen op på 11, så det virkede som om hele deres verden gik op i en stor redline på mixerpulten, mens koncerterne ofte kulminerede i slåskampe. Vreden var i centrum på for eksempel XXXTentacions ‘Look At Me’, et af genrens helt tidlige hits.
Den nye emo-inspirerede rap er stadig vred, men det er nu ikke de overdrevent overstyrede trommer og mumblerappen, der fylder, men lige så meget triste guitarfigurer i mol og deprimerede vokaler, der gemmer sig bag kortslutningshøje mængder af autotune, som får stemmen til at lyde lige så knækket som de angiveligt knækkede sjæle, der synger gennem den. Der skæves nu mere til emo og nu-metal end til den smadrede punkæstetik.
Nothing, Nowheres album ‘Reaper’ fra sidste år står som et foreløbigt højdepunkt i genren (sammen med Lil Peeps ‘Come Over When You’re Sober’, emorappens sui generis), hvor guitarriffs, trap-hi-hats og emosang blandes til perfektion. Nothing, Nowheres nyligt udkomne ‘Ruiner’ formår at ramme noget af det samme (når den ikke bliver hevet ned i Logic-agtig kedsomhed).
Et bastardbarn
Men på Soundcloud kan man finde et væld af kunstnere, der på den ene eller anden vis gør det samme. Lil Lotus’ ‘Bodybag’ starter med et melankolsk, repetitivt guitarriff, inden trap-hi-hats og 808-trommer sætter ind cirka halvvejs og gør opmærksom på, at vi ikke er tilbage i de tidligere 00’eres MTV, men på 2018’s Soundcloud.
Lil Tracy, der også har samarbejdet med Lil Peep (og ja, det er stadig en ting at kalde sig Lil), har smidt guitarerne overbord, men synger/rapper med samme depressive og vrængende kvalitet som i emo og nu-metal. Og så er der Shinigami, der på sit mixtape ‘I Will Never Be a Memory’ mere end noget andet lyder som Owl City på Xanax blandet med soundtracket fra ‘Sonic the Hedgehog’ (og så må man selv bedømme, om det er noget, der er værd at lytte til).
Det kan det ene øjeblik virke genialt og oplagt, men det næste virke påtaget og klodset, når de larmende guitarriff konkurrerer med 808-trommer og synth-leads, og når de vrængende vokaler ikke fungerer sammen med det hurtigere rapflow. Det er tydeligt, at der er tale om en genre, der er en blanding af to andre genrer.
Sikkert er det, at lyden af emorap på én gang indkapsler det nye, der aldrig er hørt før, og det gamle, der er hørt 100 gange. På én gang nyskabende og uendeligt uinspireret og ligeglad – meget lig de kunstnere, der laver den. Nostalgi er en tryg pude at lægge hovedet på og et tegn på, at tingene lige nu ikke går lige så godt som de burde, hvorfor man finder tilbage til det allerede kendte.
Den store depressionen
For de introverte, generte og identitetskriseramte teenagere, som man (blandt andet) kunne forestille sig blive tiltrukket af denne form for bevægelse, giver internetfællesskabet et frirum, hvor man kan få lov at være sig selv og acceptere de lidt sværere følelser. På internettet er der ikke langt fra tanke til handling, og måske gør det det lidt nemmere at snakke om de lidt sværere ting. Teksterne kredser om angst, vrede og usikkerhed, og både Lil Peep og Nothing,Nowhere. har været meget åbne omkring psykiske problemer, så der kan ikke være tvivl om, at det er i genrens dna.
Mange går endda så langt at være åbne omkring selvskade og selvmord i deres tekster og æstetik. »I can’t resist yeah / blood on my wrist yeah«, synges der på førnævnte ‘Bodybag’, mens coveret til ‘Beautiful Bloodsuckerr’-ep’en af ITSOKTOCRY (Soundcloud bio: »‧º·(˚ ˃̣̣̥⌓˂̣̣̥ )‧º·˚ 27club«) forestiller en noget morbid tegneseriefigur med en stiplet linje og teksten »Cut Here« tatoveret på halsen. Et af emorappens store hits, ‘Red Roses’ af Lil Skies og Landoncube, kunne sagtens være en normal Soundcloud-rapbanger, hvis ikke det var for linjer som »I roll up the Mary Jane, no they can’t feel my pain«. Lil Skies selv siger om linjen, at han nemt kommer i »…depressive ways where I just be down on myself«.
Det er nemt at begynde at tro, at det er blevet hipt at have psykiske problemer, men at reducere depression og selvmordstanker til en trend er en fejlslutning. For mange af de kunstnere og fans, der driver rundt i det store Soundcloud-ocean lige for tiden, er disse problematikker nok (desværre) helt reelle, og det er efterhånden alment kendt, at ’selvmedicinering’ med Xanax er et udbredt fænomen inden for scenen (selv om der efter Lil Peeps død også har været en modreaktion mod glorificeringen af stofbrug).
Det lader til at være eviggyldigt, at teenagere er ængstelige, usikre på sig selv og har nogle voldsomme humørsvingninger, som muligvis i vores post-social-media- og på-randen-af-afgrunden-samfund kun er blevet mere udtalte, siden dengang teenagestjernerne hed Limp Bizkit og Sum 41 frem for Lil-et-eller-andet. Flere og flere undersøgelser peger på, at depression rammer flere og flere, og at især de unge er hårdt ramt. DR3 kører i disse dage tema om angst. Emorappen er ikke kun et modefænomen, men tegner også et (lidt dystert) billede af, hvordan unge har det i denne opbrudstid.
Det digitale ekkokammer
Det fascinerende ved emorap er, hvordan alting lader til at blive lynhurtigt forstærket gennem internettets stadigt voksende ekkokammer. Nærmest inden man har set sig om, er Soundcloud overbelastet af horder af unge drenge med ansigtstatoveringer, der krænger hjertet ud over guitartrap-beats. Og det er ikke bare en enkelt ansigtstatovering under højre øje. Det er en hel maske af blæk som for at skjule hvem man er. Det er ikke bare tekster om, at man måske har det lidt dårligt lige nu, men om ikke at ville vågne om morgenen, fordi man hellere vil være død og hader sit liv og verden. Følelser, lyde og ideer kører rundt og rundt i et stort feedback-loop.
Fra det øjeblik, den første guitarstreng blev slået an sammen med de allerede buldrende 808-trommer, var lyden dømt til med lysets hastighed at tilbagelægge internettets snørklede motorveje og blive blæst ud af bilhøjttalere og iPhone-earbuds lige så hurtigt, som den af nye aspiranter bliver uploadet til Soundcloud. Strømmen løber – indtil videre – begge veje.
I tiden fra denne artikel er skrevet til den er udgivet kan man være sikker på, at der er dukket ti nye mixtapes og fem nye rappere op, som også vil være en del af scenen. Kun en håndfuld af de rappere, der uploader sange på Soundcloud i et væk i disse dage, vil flyde ovenpå og adskille sig fra mængden, men samtidig virker det heller ikke som om, målet nødvendigvis er at ’bryde igennem’ i traditionel forstand. Mere end nogensinde før lader det til, at de folk, der uploader deres sange til Soundcloud, bare gerne vil være en del af noget større. For emorappen virker Soundcloud mere som et fællesskab end et udstillingsvindue – ikke kun et sted forbeholdt forbrug, men også interageren. Et sted, hvor man kommer ud med noget fremfor at tage noget ind – uanset om man lytter eller skaber.
Noget så simpelt som muligheden for at skrive en kommentar på Soundcloud er mere engagerende for lyttere end eksempelvis Spotify nogensinde har været. Fællesskabet trives bedre her. Paradoksalt nok for en genre, der handler så meget om ensomhed og isolation. Og så er Soundcloud stadig gratis, nok ikke uvæsentligst, når vi snakker om en genre, der produceres og konsumeres af et meget ungt publikum.
Fremtiden
Men hvad lover fremtiden for en genre som emorap, der er opstået nærmest inden, man har set sig om? Lige nu virker det som om, det stadig er en Soundcloud-boble. Men allerede inden boblen er sprængt, er der tegn på, at emorappen er klar til at diffundere ud uden for Soundclouds fire internetvægge.
Princess Nokia udgav for nylig ep’en ‘A Girl Cried Red’, som bærer tydelige præg af rappens emobølge, og hun poserer på coveret i Slipknot-t-shirt og nittearmbånd.
Diplo nyeste ep ‘California’ er spækket med melankolske beats, og både Lil Xan og Trippie Redd medvirkede. Selv streaming-kongen Post Malone har på ’Beerbongs & Bentleys’ sat hårdt ind på de melankolske beats og tekster, og selv om guitaren ikke er til stede som mere end en åndelig accessory, er der måske en forbindelse mellem det seneste års emorap og Posts sørgelige tekster og hjerteskærende melismer.
Også i Danmark har vi fået vores første lille emorap-stjerneskud i form af K-phax, der med sit nummer ‘Rebellions’ tydeligvis kører i samme spor som Soundclouds emorap-bølge. Og så er der hele metalrap-bølgen med navne som Ghostemane, ho99o9 og Scarlxrd, som ikke skæver til emo og nu-metal, men black metal og goth-æstetik blandet med de allestedsnærværende 808-trommer – altså også en rockgenre, der bliver filtreret igennem 2018’s noget mere rap-farvede briller.
Tiden vil vise, om emorap i sig selv kan blive til mere end en internetgenre. Soundcloud, internet-platformen hvor det hele sker, står lige nu på et ret usikkert fundament, og selv om den ser ud til at overleve indtil videre er det ikke til at sige, om vi har Soundcloud de næste et, to eller fem år. Det sætter naturligvis også spørgsmålstegn ved de genrer, som i de seneste år har fundet sin plads der. Vi lever i en tid defineret af forgængelighed, hvor ting går hurtigere end nogensinde før. Genrer kan opstå og dø igen, inden man når at spise sin morgenmad, og måske er det netop det, emorappen også har opdaget. Det er ikke til at sige, hvor længe vi er her, så det handler om at få uploadet sine sange (og følelser) til The Matrix, inden Soundcloud forsvinder.
»Give a fuck about a soundcloud rapper / give em’ two years, and the clout won’t matter«, synger Nothing,Nowhere. på ‘Funeral Fantasy’. Og måske er det sandt, at emorap ikke betyder noget om to år. Men i disse hyperspeed-tider er to år måske lige akkurat længe nok til at være noget.
Læs også: Lil Peeps musik var ét stort råb om hjælp – hvorfor blev det ikke hørt?