‘California’ er Diplos mindst Diplo-agtige udgivelse nogensinde
Titlen på Diplos nye ep nikker til debutudgivelsen ‘Florida’ fra 2004. Jep: 2004! I det år udgav Kanye sit første album, Britney Spears blev gift med Kevin Federline, og George Bush var præsident i USA. ’Lean Back’ var årets store hiphopsang. Diplo selv var på vej frem sammen med M.I.A., som han både var kærester med og producerede for.
Det er pænt lang tid siden med andre ord, og det siger en del om, hvor længe Diplo har formået at holde sig relevant. Men det siger også en del om, at vi ikke rigtig ved, hvem solokunstneren Diplo er, selv om han har domineret popverdenen, både som producer og i gruppekonstellationer som dancehall-mastodonten Major Lazer og Skrillex-samarbejdet Jack Ü.
De respektive projekter står bag stilskabende hits som ’Lean On’ med Mø og ’Where Are Ü Now’ med Justin Bieber, og ved siden af dem virker Diplos solokarriere lidt som en fodnote. Han har godt nok udgivet et par solo-ep’er siden ’Florida’ som twerk-hymnerne på ’Express Yourself’ fra 2012 og de ret så maksimalistiske EDM-angreb på ’Revolution’ fra 2013. Men det har mere været projekter, hvor Diplo fulgte sine maksimalistiske tendenser og overfyldte sangene med gæster, drops og en hel del kaos.
Og her skiller ’California’ sig ud. Her er ingen store EDM-drop, og de fleste sange nøjes med en enkelt gæst. I stedet får vi en række sommerlige, letfordøjelige hiphopsange, der kun vagt nikker til Diplos reggae-, EDM- og dancehall-sider.
Lil Yachty og Santigolds poprap-perle ’Worry No More’ lyder som soundtracket til årets første sommerdag, Desiigner skruer helt ned for sin normale overgearethed på det døsige ’Suicidal’, og Trippie Redd dagdrømmer ’Wish’. Det er en slags sorgløshedens æstetik, Diplo dyrker her: Her er fløjter, lyse synths og behagelige melodier. Vi tilbringer en sommerdag sammen.
På den måde er ’California’ lige så behagelig og afslappet, som de forrige soloprojekter har været larmende og overvældende. Man forstår godt, at udgivelsen er opkaldt efter den solrige stat på USA’s vetkyst. Det her er unægtelig rart at lytte til. Men også lidt ufarligt: Det er det modsatte af den uforudsigelige, genresprængende Diplo, vi troede, vi kendte.
Faktisk føles det her næsten som hiphop, der er skræddersyet til playlisteplaceringer. Det er sange til Spotify: De stikker ikke ud, de overrasker ikke, men nøjes med at behage.
Rihanna sagde engang, at hun ikke ville lave musik med Diplo, fordi hans beats lød som ’luthavns-reggae’. Det her må så være lufthavnshiphop.
Dét lyder måske meget negativt, men sådan er det egentlig ikke ment. Der er helt klart en plads til den her slags musik, især når den er så velproduceret som her. Det skyldes blandt andet, at Diplo ikke pakker kvælende mange gæster på hver sang, som han før har gjort, men i stedet får det bedste ud af en ret broget flok rappere.
For ja: Desiigner, DRAM, Lil Yachty, Lil Xan og Trippie Redd er… en spøjs samling kunstnere. Det er de mest farverige repræsentanter for ansigtstatoverings-generationen. Det gør dem på en måde til typiske Diplo-rappere: Han har altid foretrukket de her nærmest tegneserieagtige karakterer, der ofte mere minder om memes eller gimmicks end typiske rappere. Det er jo trods alt Diplo, der i sin tid signede Riff Raff.
Ep’ens største styrke er, at han får gæsterækken til at præstere over evne. Yachty-sangen er mere løssluppen og lyksalig end noget fra rapperens eget nylige album ’Lil Boat 2’, DRAM springer ud som decideret soulsanger, og Trippie Redd tøjler sin tit lidt for variationsløse råbesang og finder frem til noget lidt mere subtilt.
Den største forvandling er nok Desiigner, der finder en virkelig stærk melodisk sang på ’Suicidal’. Her har Diplo gjort det umulige: Han har fået Desiigner til at blive mere end en simpel Future-klon.
Det er virkelig godt producer-arbejde – han har gjort kunstnerne bedre end normalt og skabt nogle stærke sange. ‘California’ er samtidig det mindst Diplo-agtige projekt nogensinde. Manden der har gjort ‘for meget’ til sit kunstneriske visitkort, er rent faktisk gået less is more på en rendyrket hiphopudgivelse.
Det kan godt være, ep’en ikke ligefrem sprænger hiphopformen og langt hen af vejen er ret konventionel, men hvis lufthavnshiphop lyder sådan her, ville flyveture uden tvivl blive en del mere behagelige.
Kort sagt:
‘California’ er en efterfølger til Diplos debut ‘Florida’ fra 2004. Det er samtidig nok producerens mindst Diplo-agtige udgivelse nogensinde, for i stedet for Diplos vante maksimalisme, dyrker ‘California’ en døsig, sorgløs hiphoplyd. Udgivelsen får det bedste ud af sine gæster – et behagligt lyd, der dog samtidig føles en smule ufarligt.