KOMMENTAR Tilbage i april stemplede vi Desiigner som et talent, der var værd at holde øje med. Vi tog fejl. Dengang ræsonnerede vi på baggrund af den internationale landeplage ’Panda’, som var her, der og alle vegne. Tracket var upbeat, omkvædet infektiøst (om end noget forsimplet) og produktionen solid. Noget der dog sidenhen ikke har vist sig særlig solidt, er den Kanye West-blåstemplede rappers faktiske evner bag en mikrofon.
Det var måske præmaturt at springe på Desiigner-vognen på baggrund af kun ét hit, men det var ikke fuldstændig hovedløst. Det er ikke første gang, Kanye og G.O.O.D. Music har vist et særligt øje for at spejde talenter – se bare på Big Sean.
Men ak… Her fire måneder efter vores oprindelige anbefaling har vi mere empirisk materiale at hakke i, hvilket betyder, at en mere endegyldig dom over Brooklyn-rapperen ved navn Sidney Royel Selbi III nu kan fældes.
Sandheden omkring den snøvlende artist må ses i øjnene, så i den forbindelse udlægger vi her et rungende dementi: Desiigner er mere en joke i hiphopmiljøet end en talentfuld rapper.
’Panda’-bølgen lovede ellers godt til at starte med. Alle var øjensynligt med på den, selv om ingen rigtigt fattede, hvad der blev rappet (eller hvad sangens titel betød), men man lod det passere uden videre omtanke – netop fordi beatet og flowet begge var fængende.
’Panda’ viste sig som en ørehænger, hvor et tempofyldt flow, et radiovenligt hook og en fængslende produktion gik hånd i hånd. Selv virakken om, at Desiigner var en Future-klon blev til dels negligeret, selv om enkelte var ude med riven. Sangen føltes som et vitaliserende skud energi til hver fest, hver kedelige arbejdsdag eller trængende dansegulv. Men som ordsproget går, kan selv en blind høne også finde korn engang imellem.
Problemet ligger i, at Desiigner på ingen måde har været i stand til at toppe, eller bare komme i nærheden af, samme kvalitet som det opportune storhit. Gang på gang har han skuffet med rap-kompetencerne, der har fulgt.
Debut-mixtapet ’New English’, som meget rammende er døbt efter hans alien-agtige ordslæb, var en nitte af de helt store. Modtagelsen fra musikmedier var i bedste fald lunken, og der hersker bred enighed om, at det er et halvkvædet rod, der pakkes ind i overdramatiske gimmicks (var der nogen, der sagde ’Tiimmy Turner’?), som tjener intet andet formål end at kamuflere Desiigners manglende musikalske egenskaber.
Er man en af de få, der rent faktisk nød hele mixtapet, behøver man ikke kigge længere væk end de utallige fuckups, som Desiigner har været garant for i forskellige medier, for at indse, at han virkelig ikke er all that.
Lad os starte med tre håndplukkede eksempler:
1) Hans XXL Freshman Freestyle
Enhver hiphopentusiast ved, at man stiller op med sit A-game, hvis man får den ære at blive kåret til XXL Magazines Freshman Class, som er en slags blåstempling af kommende hiphoptalenter. I nedenstående cypher-klip med Anderson .Paak og Lil Dicky formår Desiigner at falde fuldstændig igennem med et vers, der flere gange bider sig selv i halen. Han snøvler med ordene, er offbeat mere end én gang og genbruger hovedrystende simple rim. Det gør det ikke bedre, at han højst sandsynligt har haft tid til at indøve ’improviseringen’. Det er en ommer.
2) Hans live-optræden hos Stephen Colbert
Okay, enhver rapper har haft en dårlig dag på freestyle-kontoret, men man burde som absolut minimum have styr på sine egne sange, når man optræder med dem, right? Og det kan man vel godt sige, at Desiigner har her – på sin helt egen, specielle måde. Han ser ud til at fokusere langt hårdere på sin dampagtige sceneoptræden end på rent faktisk at holde trit med beatet. Det er et varemærke, man måske fandt charmerende i starten, men når det gennemsyrer hele hans persona, er virkningen bare irriterende.
3) Hans MTV VMA-freestyle på den hvide løber
Som om en dårlig cypher-freestyle (hvis man overhovedet kan kalde den det) og en tvivlsom optræden på landsdækkende tv ikke er slemt nok i sig selv, slutter bommertlisten ikke endnu. For vi kan også fiske en rigtig freestyle op af hatten – du ved, den slags, hvor man bliver put on the spot. Læg mærke til, hvordan Desiigners ansigtsudtryk ved 0:33 går fra overgearet glæde til grueligt stenfjæs, når journalisten uskyldigt beder ham om et par prompte frivers på den hvide løber inden dette års MTV Video Music Awards. Den mildest talt tåkrummende situation, der følger, får heldigvis kun lov at leve i fem-seks sekunder, før intervieweren cutter forlegenheden, da hun godt kan se, hvor det bærer hen.
Så fik vi ligesom hele freestyle- og live-balladen af vejen. Der er dog endnu en ting, der skal klargøres: Hans stjålne fundament.
Det er ingen hemmelighed, at Desiigner falder i samme mumlebås som Atlanta-stjernerne Young Thug og Future, hvoraf sidstnævnte i særdeleshed bliver anset som ophavsmanden for Brooklyn-opkomlingens stil. Og sammenligningen er i den grad berettiget. Desiigner lyder næsten umiskendeligt som Future, både i stemmen og i den slæbende udtale – i sådan en uhørt grad, at folk til præsentationen af Kanye Wests Yeezy 3-tøjkollektion med dertilhørende ’The Life of Pablo’-playback oprigtigt troede, at det var Future, der var gæst på ’Father Stretch My Hands Pt. 2’.
Desiigner ville endda selv ønske, han var fra samme narkotikainducerede delstat som Future, som han slet skjult proklamerer på den mest prominente linje i ’Panda’: »I got broads in Atlanta«.
New York, hvor han kommer fra, har ellers altid været kendt for en helt anden undergenre af hiphop, hvor netop lyrikken er et fokuspunkt – i diametral modsætning til Desiigner.
På ’New English’-projektet er lyden tilmed så uoriginal, at den ikke kan finde hoved og hale i sig selv af bar kopiforvirring. Én ting er Future-pastichen på stort set hvert track, en helt anden ting er, at hooks på ’Caliber’ og ’Overnight’ lyder så enerverende ens både flow- og tonemæssigt i al deres repetitive og visne flor, at man ikke kan undgå at høre det på første lyt. For Desiigner er det tilsyneladende ikke nok at abe Future efter – han er åbenbart så idéforladt, at han kopierer sig selv på samme mixtape med sølle 23 minutters mellemrum.
Dykker man ned i en nogenlunde vilkårlig tekst på mixtapet – i dette tilfælde ’Make It Out’ – ser det sådan her ud:
»These niggas, they just tryna hate on me
Take me out, try to put date on me
Gotta ride ‘round with that thing on me
Catch a nine slippin’ by 43, word to me
L Block 390, you heard of me?«
Hvor mange gange i streg har man lige lov til at rime på det samme ord? Fred være med det, hvis ovenstående eksempel var en enlig afstikker, men det er det langt fra – tjek bare den kvalmende sangstruktur i ’Roll Wit Me’.
Og sådan kan man blive ved. De omtalte pointer er årsagerne til, at Desiigner mest af alt skal ses som en slags ufrivillig joker i hiphop-miljøet. Hans overgearede persona, spastiske fagter, uafkodelige mumlen, utallige mærkværdige udråb og – først og fremmest – manglende rimeevner statuerer ham som noget, man bare griner overbærende af frem for at respektere og tage seriøst. I stedet for at blive anset som bidrag til hiphoppen er hans sange rettere en konkurrence i, hvem der kan forstå og tyde hans hieroglyffer bedst.
Forstå mig ret – vi kan stadig nyde en sang som ’Panda’. Nummeret er som sagt en rendyrket fest, men det gav i sin tid et skævvredet billede af Desiigner som en rapper, der havde noget friskt og nyt at byde ind med.
Det hele bliver for meget af det gode, når han på hver eneste af sine ’New English’-sange forsøger at ramme samme formular, som ’Panda’ opstod af, og på baggrund af dette udstilles hans blodfattige ordkontrol. Det er først med tiden blevet åbenlyst, at han med ’Panda’ ramte en guldåre, han på ingen måde kan gøre efter.
Selv G.O.O.D. Music-kontrakten og accepten fra Kanye West kan se suspekt ud, når man placerer det under lup. Man fristes til at spekulere lidt i, om Kanye blot lokkede Desiigner ind i stablen, så han kunne (gen)bruge både beat og lyrik fra ’Panda’ til sin ’Father Stretch My Hands Pt. 2’. Det finder vi nok aldrig definitivt ud af.
Hvad vi dog med sikkerhed kan konkludere er, at Desiigner har absurd meget at indhente, hvis han vil ændre sit tilsværtede jokeimage. Han er bare ikke, og bliver nok heller aldrig, en synderligt god rapper. Faktisk har han for nyligt sagt, at han ikke vil påtage sig titlen som rapper, hvilket vi næsten er tilbøjelige til at give ham ret i.
Hvem ved, måske har hans kommende debutalbum ’The Life of Desiigner’ noget nyt at byde på, som indtil videre har været gemt væk? På trods af, at han ikke engang kunne finde på en original albumtitel…
Mit gæt er et rungende nej.
Læs også: Quiz: Hvad rapper Desiigner helt præcist?