KOMMENTAR Overlegent. Det er umiddelbart det bedste ord, jeg kan finde for The Carters’ ’Apeshit’. En kølig, insisterende banger, der i både lyrik og levering er det helt perfekte billede på Beyoncé og Jay-Z anno 2018. Stærkere og større end nogensinde. No need to watch the throne – The Carters sidder der, og de sidder ganske udmærket, som det kan høres på ’Everything Is Love’.
Overlegenheden understreges om noget af videoen til ’Apeshit’, hvor The Carters indtager verdens mest kendte museum, Louvre i Paris. Rettelse: The Carters ejer Louvre.
At Beyoncé og Jay-Z udpeger lige netop Louvre til stedet, de vælger at eje, er et stærkt træk på mange måder. Én ting er, at Louvre med sin udsmykning af loftsmalerier, glaspyramider og karakteristiske værker som Mona Lisa, Venus de Milo og Nike fra Samothrake er såre genkendelige. Vi ved straks, vi befinder os i Paris, og vi ved, at det trods alt ikke er alle og enhver (kun dem med tilstrækkeligt tunge lommer), der knipser med fingrene og lukker hele museet for en musikvideo.
En anden ting er, at den kunst, Beyoncé og Jay-Z primært omgiver sig med, stammer fra en tid, der sætter ’Apeshit’ og parrets braggadocio i en kontekst, der giver hele værket et særdeles interessant lag – og et gedigent nøk på overlegenhedsskalaen.
It’s a (white) man’s world
En fællesnævner for langt de fleste kunstværker, Beyoncé og Jay-Z omgiver sig med, og som generelt befolker Louvre, er helt overordnet, at de er skabt, omhandler eller afbilleder den hvide overklasse. Europæisk kultur domineret af europæiske kunstnere, neoklassicisme fra kolonitiden – en kulturhistorie fortalt med den hvide mands pen.
Man kunne skrive en længere afhandling om symbolikken af alle de kunstværker, der stilles skarpt på i videoen. Men ét billede, der er særligt nævneværdigt, er Jacques-Louis Davids nyklassicistiske maleri fra Napoleons kejserkroning i 1804, som Beyoncé og hendes entourage danser foran. Traditionen dikterede, at kirkens overhoved (paven) skulle krone den nye konge. Men trods pavens tilstedeværelse ved ceremonien snuppede Napoleon kronen og satte den på sit eget hoved, hvorpå han kronede sin hustru, Joséphine.
Beyoncé og Jay-Z er ikke adelige. De har ikke royale rødder i den rige, europæiske first world-muld. At de ikke er lavet af samme stof som den hvide overklasse, der i århundreder har været selvskrevet til portrættering, er tydeligt. Det understreges i en overflod af sort-hvide kontraster fra den hvide kunst til de sorte kvinder – og helt eksplicit i Beyoncés Versace-outfit, der med sin hovedbeklædning og blottede skulder sender klare nik mod Benoists ’Portrait of a Negress’, der også vises et glimt af i videoen. Et maleri malet af en kvinde forestillende en fri, sort kvinde i 1800. Det er unødvendigt at påpege, hvor sjældent værket har været i sin samtid. Men det er der. Et sted blandt de hvide kongepar, der bader i guld, røgelse, myrraskær og alt det der.
Beyoncé og Jay var ikke selvskrevne til den trone, de sidder på. De har knoklet for at nå dertil. Om de så også selv måtte vriste kronen ud af hænderne på den hvide massekultur, so be it. Med otte Grammy-nomineringer for ’4:44’ og nul sejre er det næppe fordi Jay-Z føler, at den hvide mainstream falder over sig selv for at hædre ham alligevel.
Carter-krisen i det større billede
»I can’t believe we made it«, synger Beyoncé på ‘Apeshit’. En linje, der i kraft af den ledsagende billedside kan forstås på flere måder. Det ene øjeblik leveres linjen over et ømt, lykkeligt billede af Bey og Jay. Det næste over en sekvens, hvor Beyoncé og hendes kvindelige dansere majestætisk danser på række – in formation, om man vil. Og så akkompagnerer linjen ikke mindst en række hurtige nærbilleder af malerier med fokus på noget, der ligner reb om sort hud, afløst af en danser, der legemliggør en form for løsrivelse.
I can’t believe we made it. Beyoncé og Jay-Z. Den undertrykte kvinde. De pinte slaver. Denne her går ud til alle – hele vejen rundt og tilbage i tiden. We made it.
Jeg vil ikke nægte, at jeg også har nydt det forbudte indblik i det Carter’ske ægteskab, vi har fået gennem først ’Lemonade’, hvor Beyoncé anklagede Jay for utroskab, dernæst ’4:44’, hvor Jay undskyldte for samme, og nu på ’Everything is Love’, der forsoner parret. Men det, der har gjort Carter-krisen særligt spændende i sin fremstilling, har været måden, den undervejs har leget med en parallelisering til et svig i en langt større kontekst. Et svig af den afroamerikanske kultur og (særligt på ’Lemonade’) den kuede kvinde. Historisk såvel som nutidigt.
At ’Apeshit’ griber fat i hele denne parallelisering ved roden, at Jay sammenligner sig selv med en gorilla foran portrætterne af de mænd, der sad behageligt på toppen af koloniseringen og degraderede ’hans slags’ til samme, er ekstremt effektfuldt. I en sådan grad, at det burde få enhver crowd til at »go apeshit« over den himmelråbende uretfærdighed.
Sviget er afbilledet på Louvre i bogstaveligste forstand. ’Apeshit’ er billedet på, at den vestlige finkultur ikke har haft stemmer som Beyoncé og Jay-Z’s. Men det har den nu. The Carters dikterer den sorte popkulturs retmæssige plads i den såkaldte finkultur ved at dominere salene tilplastret med århundreders hvid dominans, under hvilken stemmer som deres har været forstummet.
Bey and Jay made it. De har gjort sig fortjent til pladsen på Louvre – også selv om det har krævet, at de har kronet sig selv.
Læs også: Spoiler alert: Det kan du forvente til Beyoncé og Jay-Z i Parken på lørdag
Læs anmeldelse: The Carters ‘Everything Is Love’