Miriam Bryant på Roskilde Festival: Svensk pop, så man næsten kunne smage snusen under overlæben

Det er ikke hvem som helst, der kan leve op til at blive kørt i stilling som den nye Adele. Men når man lytter til Miriam Bryant, er sammenligningen ikke så overilet endda. Den svenske sangerinde leverer skarptskårne popballader med øm inderlighed direkte fra sit – som oftest knuste – hjerte, og så har hun frem for alt en vild, dyb vokal med en imponerende stor spændvidde ikke ulig Adeles.

Da Miriam Bryant en halv time for sent indtog Countdown-scenen, tog det desværre en rum tid, før hun – modsat det noget mere ukritiske og 90 procent svenske publikum – fik overbevist mig om, at vokalen, der går så klokkeklart igennem på plade, var lige så sikker på scenen. Til at begynde med kæmpede Bryant med et ringe afvejet lydbillede, der gav guitaristens sporadiske korstemme en unødvendig dosis opmærksomhed, hvilket druknede hovedpersonens vokal en kende.

Heldigvis fandt Bryant fodfæste undervejs, så hun mere selvsikkert og ubesværet nåede ud over scenekanten med ’OAOAE vi förlorade’ – et popnummer efter så klassisk svensk en opskrift, man næsten kunne smage snusen under overlæben.

Hen ad vejen stod både Bryant og lydbilledet langt skarpere, og mod slutningen gav hun pokker i lydens sidste skønhedsfejl og dedikerede sig med langt større overbevisning til sin koncert, så de catchy poptracks forførte, charmerede og smittede.

Bryant sluttede af med det melankolske pophit ’Black Car’, der var et klart eksempel på hendes såvel største styrke som svaghed: Hendes evindelige og festfordrende flakken omkring på scenen gav hende ikke plads til den fordybelse, hendes skønne vokal fortjener – men når hun holdt fokus og gav sig helt hen til øjeblikket, var hendes talent ubestrideligt.

Læs også: Roskilde Festival: Fem koncertanbefalinger til mandag