Kraftwerk på Haven: Statisk kling-klang af trætte pionerer

Det er altid et sats at bette på gamle mænd. Kraftwerk er gamle mænd. Siden Ralf Hütter og resten af Düsseldorf-drengene brød gennem lydmuren i 70’erne med deres definerende og banebrydende elektroniske eksperimenter, har de indtaget en plads i legendernes liga. Og en velfortjent en. Det var på grund af Kraftwerk, at mange midaldrende mænd og kvinder begyndte at høre og lave techno, electro, lave beats og lege med synthesizere. Og ja, kræfter, der skaber nye musikalske sprog og inspirerer skal altid hædres. Og det er Kraftwerk blevet i årtier.

En hædersplads indtog de også på Haven, hvor de var sat til at lukke festivalen med deres store tog af en 3-D-turné. Og her startede problemerne.

Første problem var brillerne. Når man uddeler mange tusinde plastikbriller til et forventningsfuldt publikum, bygger man en forventning op. Når forventningen så kulminerer i rigeligt blåt lys, en træt 3D-ufo og klip fra gamle cykelfilm – for at nævne nogle af de ordinære visuals showet bød på – falder man træt på maven og imponerer i hvert fald ikke generationen af digitalt indfødte. Det virkede forældet og støvet, ikke mindst hvis man netop kom fra Den Sorte Skoles opbyggelige og omhyggelige elektronisk dynamikker, svedende og overvældet. Kunne Kraftwerk have fucket mere med deres altmodisch techno, italo og ravede flader? Sparket mere til metaldåsen? Selvfølgelig.

Men de lagde sig ikke ned, de gamle mænd i selvlysende sci-fi-uniformer. ‘Computer Love’, ‘The Man Machine’ og ‘Autobahn’ var med deres melodiske præ-techno lunt hyggelige og opbyggelige, lyden var god, og det hele var ok. Men netop ‘hyggelig’ kunne stå som et mantra for koncerten: Kraftwerket formåede kun rigtig at ulme, som brændte de på vådt kul.

Det var tungt i røven, og publikum døsede passende hen, indtil ‘Tour de France Etape 1 og 2’ rykkede lidt ved nostalgien og fik lidt jublen frem, men heller ikke rigtig formåede at skabe den fest, man kunne have håbet. Det var som om, vi hele tiden stod og ventede på det tog, der aldrig rigtig kom.

Det krævede faktisk næsten tre kvarter og det tørre, insisterende mash af ‘Geiger Counter / Radioactivity’, før hænder og hoveder rettede sig drømmende mod den nattehimmel, der var klaret op og gav os månelys.

På scenen sang de fire gamle mænd »we are the robots«, mens et støvet logo med mantraet ‘Kling-Klang-musik’ (navnet på deres tyske studie) blinkede. Og ja, det var faktisk ret spot on: Det føltes lettere robottet, uempatisk og kling-klang’et, desværre.

Summen blev et show, der virkede sløvt, kitschet og gammeldags. Det, der skulle have været båret hjem, blev tabt af fire unisone pionerer, der lænede sig op ad et show, der var for småt og uimponerende til at støtte dem.

Der, statiske ved deres podier, mindede de fire nærmere om deltagere i en gang Jeopardy, hvor ingen rigtig buzzede sig ind.

Læs også: Kraftwerk: Tre måder hvorpå pionererne har ændret populærmusikken