Stortalentet Moses Sumney fusionerede intimitet og kække bemærkninger på Haven
Det var en anelse ironisk. Moses Sumneys overlegne falsetvokal spiller den uomtvistelige hovedrolle i hans spirituelle univers, hvad end den smyger sig om en intim guitarmelodi eller strækker sig mod himlen over maksimalistiske trommer og blæsere. Men under leveringen af ‘Don’t Bother Calling’, der åbnede den 28-årige musikers Haven-koncert, gjorde en slukket mikrofon, at vokalen fremstod som en noget bleg udgave af sig selv.
Heldigvis var den undervældende intro kun med til at forstærke indtrykket, da Sumney med hjælp fra publikum fik hul igennem og snart lod sin kraftfulde røst matche det tykke røde lys på festivalens mindste scene.
Den amerikansk-ghanesiske præstesøn havde tre musikere med til at oversætte det raffinerede lydbillede fra sidste års glimrende debutalbum ‘Aromanticism’, der lyrisk sætter spørgsmålstegn ved det romantiske forholds status, men musikalsk lyder som én lang henført forelskelse.
Koncerten stod dog ligeså meget i eksperimenternes tegn, når Sumney under en udsyret version af ‘Make Out In My Car’ lod de tunge, tilbagelænede trommer dominere og udforskede sin vokals grænser med Prince-værdige hvin, eller når han under præsentationen af en spritny sang først lavede en stemmeøvelse med det fugtige publikum og dernæst skruede op for stammerytmer og dybe horneffekter. Også et personligt cover af den gamle Björk-sag ‘Come to Me’ blev der tid til.
Størst indtryk gjorde Moses Sumney imidlertid, når han vægtede bagkatalogets mere ømme øjeblikke, som den helt nedbarberede ‘Worth It’, hvis samplede stemmelag indgik i smuk symbiose med Sumneys autotune-vokal. Ligeså vel som ‘Plastic’ udgjorde en nærværende finale og en kommentar til »recycling in Denmark« på én og samme tid. Koncerten skortede ikke på kække bemærkninger som denne, men med et talent som Sumneys ville andet næsten også være underligt.
Læs anmeldelse: Moses Sumney ‘Aromanticism’