Lightwave Empires solskinsfyldte synthpop kommunikerer håbefulde tanker i en mørk verden
I 2016 udgav danske Lightwave Empire deres første ep, ‘Kill Me With Love’. Popgruppen har en del medlemmer til fælles med hedengangne Spleen United, herunder frontmand Bjarke Niemann, og på visse punkter kunne det let høres – der var catchy synthlines, mindeværdige melodier og en klar tendens til at blande rockmusik med elektroniske virkemidler.
Men alligevel stod det klart, at Lightwave Empire ikke blot var en ny mærkat for flere Spleen United-sange. Væk var de hårdtslående, dystopiske riffs og den næsten nihilistiske sangskrivning, og i stedet blev man mødt af et solskinsfyldt udtryk, der befandt sig et sted mellem A-ha og The Beach Boys – dog stadig med en underlæggende melankoli.
Den tråd følger de meget nøje på deres første album i fuld længde – samtlige fire numre fra ep’en optræder nemlig atter en gang på ‘Heart of Noise’, og resten af sangene lyder som snydt ud af samme univers.
Disse fire – ‘Pleasure & Pain’, ‘Here Comes the Sun’, ‘Better Days Ahead’ og ‘Kill Me With Love’ – er dog stadig glimrende popsange. Faktisk lyder de næsten bedre med et par års distance, da de nu omgiver hele albummet med en kær lille aura af nostalgi.
Albummet er spækket med kærlighed, og målsætningen for projektet er da ifølge Niemann også at »skabe en lyskilde i en mørk tid«.
Niemanns svigermor begik selvmord juleaftensdag i 2012, og ‘Heart of Noise’ er således et album skrevet til Niemanns kone. Han har sigtet efter det »opløftende og håbefulde« – og dette er lykkedes rigtig godt. Der er ikke ét track, der ikke rammer denne stemning, og samtidig er der heller ikke noget sted, hvor man ikke kan mærke det underlæggende mørke, der i første omgang ligger til grund for den optimistiske lyd.
Billedet af lysglimt i mørket dukker også meget op lyrisk – det er næppe et tilfælde, at knap halvdelen af sangene nævner ordet »sun« i omkvædet. Mange soniske virkemidler lader da også til at være trukket fra 60’ernes sunshine pop; især vokalstilen, der lyder som noget lige ud af The Beach Boys-albummet ‘Sunflower’.
Ideen med albummet er altså virkelig velkommunikeret. Men det kniber desværre med sange, der kan måle sig med de oprindelige fire.
‘Too Close to the Sun’, ‘Turn on the Machine’ og ‘Still Breathing’ er de bedst komponerede af de nye numre, men de opnår ikke noget, som ‘Here Comes the Sun’ eller ‘Better Days Ahead’ ikke allerede formåede at gøre lige så godt. De er charmerende, catchy og fulde af hjerte, men det er svært at pege på nogen virkemidler, der får dem til at stikke ud.
Der er dog også sange som ‘I Need You Sundown’ og ‘In My Universe’, der kører i lang tid over uinteressante grooves, hvor strukturen er henholdsvis for stiv og for udefineret. De har i det mindste mere karakter end ‘Homes of Steel’, der hverken har en definitiv lyd eller et stærkt hook.
Hvis ét nummer viser potentiale for gruppens fremtid, er det det afsluttende titelnummer. Intensiteten er øget, og der bruges nogle ambitiøse kompositionsteknikker, der ikke bruges nogen andre steder på albummet. Det er langt fra hele nummeret, der rammer, men det viser Lightwave Empire udforske territorier, som de ikke gjorde på ep’en – noget, der desværre er svært at sige om resten af albummet.
Kort sagt:
På ‘Heart of Noise’ fortsætter Lightwave Empire den opmuntrende synthpoplyd, der var til stede på deres indledende ep, og den er stadig glimrende til at kommunikere håbefulde tanker i en mørk verden. Desværre sidder sangskrivningen meget fast i rillen fra tidligere, og det er begrænset, hvad albummet har at byde på, hvis man allerede har hørt ‘Kill Me With Love’-ep’en.