1. Stemmen
Der er flere x-faktorer i spil, når en legende bliver til. Ikke alene besad Freddie Mercury en magnetisk tiltrækningskraft over for ethvert publikum, han var også en utrolig kraft- og udtryksfuld sanger, der spændte over fire oktaver.
Selv om Rami Malek til Entertainment Weekly lettere tvetydigt har udtalt, at »vi kommer til at bruge så meget af Freddies stemme som muligt og så meget af min stemme som muligt«, er det dog et ønske herfra, at musikscenerne i ‘Bohemian Rhapsody’ hovedsagligt kommer til at indeholde Mercurys oprindelige vokalspor. For godt nok har Malek ud fra trailerne den fysiske lighed, og han har tydeligvis indstuderet the moves, men at imitere en så markant sangstemme synes alligevel for meget at forlange.
Der findes mange eksempler på Mercurys fraseringer, betoning og magi som sanger, men at høre hans isolerede leadvokal og korharmonier i ‘Love of My Life’ får virkelig gåsehuden frem. Og det var altså i 1975, hvor autotune og andre tekniske studietricks til at pitch-justere en sangstemme ikke var opfundet endnu. Ikke én tone rammer ved siden af. What a voice! Den skal altså serveres i original tilstand i filmen.
2. Sangskriveren
I traileren ses skabelsen af det banebrydende megahit, filmen er opkaldt efter. En jaw-dropping sang, der viser Mercury som Queens kreative hovedkraft, der ofte tog teten, når bandets musikalske udtryk skulle ekspanderes. Den dybt originale og umiddelbart utænkelige fusion af multi-trackede korharmonier, sofistikeret popballade, opera-parodi og headbangende hard rock er med rette blevet en udødelig klassiker.
Dog vil det være fedt, hvis ‘Bohemian Rhapsody’ netop retter fokus på diversiteten i Mercurys sangskrivning og hans genremæssige spændvidde, som fremgår tydeligt i Queens deep cuts. Under et besøg i The Late Show with Stephen Colbert fremhævede Malek ‘Lily of the Valley’ (fra ‘Sheer Heart Attack’, 1974) som en af sine Queen-favoritsange. Man kan håbe, at filmholdet har taget dette til efterretning, så vi får mere end ’bare’ de store hits.
Herfra vil der blive klappet henrykt i hænderne, hvis den intrikate kammerpop-hvirvelvind ‘The Fairy Feller’s Masterstroke’ (fra ‘Queen II’, 1974), kraftværket af verbal konfrontation og tunge guitarriffs ‘Death on Two Legs’ (fra ‘A Night at the Opera’, 1975) og den åbenhjertige ballade ‘Jealousy’ (fra ‘Jazz’, 1978) får opmærksomhed. Sange, der illustrerer nuancerne og virkemidlerne, der gjorde Freddie Mercury til en fremragende og unik sangskriver.
3. Showmanden
»EEEH, OOOH!«
Hvor mange sangere siden Live Aid har brugt et fyldt stadionpublikum til at assistere sig i stemmeopvarmning? Endsige turdet eller haft formatet. Ikke så mange, vel? Freddie Mercury var muligvis rockhistoriens mest karismatiske frontmand, og det kræver sin skuespiller at portrættere en showmand, der i den grad kunne sætte de fleste til vægs.
Et af de første spørgsmål, der meldte sig, da Rami Malek blev annonceret som ‘Bohemian Rhapsody’s hovedrolleindehaver, var naturligvis, hvorvidt ‘Mr. Robot’-stjernen kan udfylde rollen med den storhed, det kræver for et fyldestgørende portræt. Heldigvis tyder meget på, at Malek til fulde formår at fremstille Mercurys larger-than-life karaktertræk på en scene.
»Man vil ikke bare efterligne Freddie, men virkelig forstå, hvorfor han gjorde, som han gjorde«, har skuespilleren udtalt, hvorfor Malek også allierede sig med en decideret movement coach, Polly Bennett, som hjalp med at perfektionere hvert et blik, hver en bevægelse og hvert et svirp med mikrofonen.
Det skal naturligvis også være et essentielt fokus i filmen, så man fornemmer det, der med Brian Mays ord var evnen til at få personen, der stod allerbagerst på et stadion, til at føle sig fuldkomment forbundet og inkluderet.
4. Mennesket
Ligeså ekshibitionistisk, han var på scenen, ligeså privat var Freddie Mercury, når spotlyset blev slukket. I betragtning af sin stjernestatus gav han overraskende få interviews. Denne agenda gav desværre bagslag i takt med, at Mercurys kamp mod AIDS blev sværere at skjule, og den engelske tabloidpresse og paparazzier forfulgte ham og fyldte ugebladene med sensationel sladder.
Offentligheden fik således kun et delvist billede af den karismatiske Queen-forsanger, mens han levede. Hans seksualitet var de færreste dog i tvivl om: I ‘Don’t Stop Me Now’-videoen flasher han en t-shirt for The Mineshaft – en berømt bøssebar i New York – ligesom sangene ‘Get Down, Make Love’ (fra ‘News of the World’, 1977) og ‘Body Language’ (fra ‘Hot Space’, 1982) efterlader meget lidt til fantasien.
En af de få, som kendte ham bedst og forblev hans fortrolige lige til det sidste, var Mary Austin, som Mercury dannede par med, før han erkendte, at han var bøsse. Eftersom både Austin og Mercurys sidste kæreste, frisøren Jim Hutton, fremgår af rollelisten til ‘Bohemian Rhapsody’, vækker det forventninger til, at vi får et fyldestgørende indblik i mennesket bag rockstjernen.
5. Banddynamikken
Selv om Mercury leverede en stor portion af det musikalske materiale, og fokus i høj grad hvilede på den flamboyante forsanger, var Queen et demokratisk band, hvor alle fire medlemmer bidrog kreativt.
Faktisk har både Mercury (‘We Are the Champions’, 1977), guitarist Brian May (‘I Want It All’, 1989), trommeslager Roger Taylor (‘Radio Ga Ga’, 1984) og bassist John Deacon (‘I Want To Break Free’, 1984) hver især skrevet en hitsingle, der gik top fem i England. Derfor bliver det også spændende at se, hvordan banddynamikken fremstilles i ‘Bohemian Rhapsody’, og hvor meget plads, der tildeles de tre andre vigtige roller i Queen.
Et offentliggjort klip fra filmen giver et fingerpeg, idet man ser Gwilym Lee i skikkelse af Brian May præsentere sine bandkammerater for ‘We Will Rock You’. Det vil klart løfte filmen med flere af sådanne momenter – for eksempel, hvis vi ser John Deacon komme op med de øjeblikkeligt genkendelige basfigur i ‘Another One Bites the Dust’ og ‘Under Pressure’. Eller hvis filmen viser Roger Taylors input, som havde betydning for, at Queen implementerede trommemaskiner og synthesizere i deres udtryk og fik stor kommerciel succes med album som ‘The Works’ (1984) og ‘A Kind of Magic’ (1986).
Læs også: Historien bag Queen-filmen ’Bohemian Rhapsody’: Et helvede uden lige