Logic lyder som en bifigur på sit eget album
Logics tre ‘Young Sinatra’-mixtapes viste et stort potentiale i begyndelsen af årtiet. Her viste rapperen med det borgerlige navn Sir Robert Bryson Hall II, at han var mere end blot kompetent på et teknisk plan. Han kunne ride ubesværet over stort set ethvert slags beat, og han gjorde det klart, at han trods sin unge alder allerede havde en spændende livshistorie at fortælle.
Logic har dog for længst besluttet sig for, at han ikke blot vil stille sig tilfreds med at have potentialet til at blive en stor rapper.
»Greatest of all time, no lyin«, rapper han om sig selv på ‘YSIV’, den fjerde og eftersigende afsluttende udgivelse i ‘Young Sinatra’-serien, der nu er gået fra mixtape- til albumformat.
Så dygtig som Logic nu engang er, er han på ingen måde verdens bedste. Det står meget klart på ‘YSIV’, hvor han på det ene track efter det andet bliver overskygget af enten sine gæster eller sine beats. I løbet af knap 80 minutter finder han intet, der ligner skyggen af æstetik eller artistisk identitet.
Logic er en ‘jack of all trades, master of none’. Han lyder aldrig malplaceret, men det er kun meget sjældent, at han imponerer. På ‘100 Miles and Running’ arbejder han over et mesterligt funkbeat, han selv har produceret i samarbejde med sin faste kumpan 6ix, og mens hans flow bliver vanvittigt hurtigt, spilder han desværre tracket på stort set ikke at rappe om andet end, hvor hurtigt han rapper. Heldigvis bliver sangen reddet af Wale og John Lindahl, der byder på henholdsvis charmerende levering og pragtfuld falsetsang.
På ‘Wu Tang Forever’ hiver Logic hele Wu-Tang Clan med på ét nummer, og det er fortræffeligt – men ikke overraskende ender han med at lyde som bifigur på sit eget nummer, hvor klanen totalt stjæler showet.
Når Logic ikke har gæster eller særligt stærke beats at læne sig op ad, savner sangene virkelig noget personlighed. ‘Everybody Dies’, ‘The Return’ og titelnummeret savner alle substans, sammenhæng og sticky punchlines. I stedet får vi blot mere af de samme kalorier, som alle, der har hørt de tidligere ‘Young Sinatra’-udgivelser, har hørt før.
Der er dog også punkter på ‘YSIV’, hvor Logic selv rammer. ‘The Glorious Five’ og ‘Street Dreams II’ er begge engagerende fortællinger. Afslutningsnummeret ‘Last Call’ kan næppe undgå at stå i skyggen af den Kanye West-klassiker af samme navn, som den er modelleret efter, men sangen er faktisk også en ganske charmerende fortælling om Logics karriere.
Logic er markant bedre, når han prøver at være relaterbar, end når han prøver at overbevise dig om, at han er den største rapper nogensinde – to billeder, der desuden på ingen måde stemmer overens.
Som Logic prøver at gøre det hele på én gang, ender han desværre med at blive en relativt anonym skikkelse. Det var fint i starten af årtiet, hvor han blot skulle demonstrere sit potentiale på de tre første ‘Young Sinatra’-mixtapes. Men hvis man skal påstå, at man er verdens bedste, sætter man højere standarder for sig selv. Disse har Logic svært ved at leve op til på ‘YSIV’, trods nogle gode tracks hist og her.
Kort sagt:
Logic er som altid teknisk kompetent, men hans personlighed er ikke stærk nok til, at han lyder som mere end en bifigur på sit eget album. De bedste tracks på ‘YSIV’ er rigtig gode, men det er sjældent på grund af Logic, og kvalitetsniveauet er på ingen måde konsekvent.
Læs også: Vi har rangeret alle 11 vers på Logics nummer med Wu-Tang Clan – fra værst til bedst