Nothing,Nowheres emorap omsluttede Ideal Bar i ét stort gruppekram
»Jeg er ikke vant til at spille steder som det her«, sagde Nothing,Nowheres Joe Mulherin på et tidspunkt med henvisning til Ideal Bars ikkeeksisterende skel mellem artist og publikum. »Normalt er der en barriere foran mig. Men det her er nærmest som ét stort fælleskram«.
Dén betegnelse indkapslede faktisk koncerten meget godt. Det var nemlig en intim og næsten terapeutisk oplevelse at være til koncert med rapperen/emosangeren fra USA’s østkyst. Han talte åbent om den angst og depression, som hans musik handler om, og forsøgte samtidig at give publikum en form for katharsis fra de sorte tanker.
Publikum kvitterede med overvældende deltagelse. Der var tydeligvis en form for tæt knyttet lidelsesfællesskab, der fandt sammen om musikken her.
Netop lidelse og trøst er nok kernekræfterne i Nothing,Nowheres emorap. Eller var det her overhovedet stadig emorap? Hiphopdelen var i hvert fald skruet meget ned til fordel for et decideret liveband, der skyllede moody poppunk og emorock henover publikum.
Og det fungerede faktisk rigtig godt i livekontekst. Hvor livetrommer har smadret flere hiphopkoncerter end jeg kan tælle, gav det løsslupne, aggressive spil sange som ’Skully’ og ’Letdown’ en næsten brutal kontrast til det ømme guitarspil. Andre steder, som på den nye single ’Dead’, gav guitaren sangen en kant, den slet ikke har i studieversionen.
Til gengæld krævede det fulde band en del af frontmand Joe Mulherin, der (især i begyndelsen) kæmpede lidt med at få et ord indført. Rap-passagerne skar ikke altid igennem, og mange omkvæd blev leveret af backtrack.
Men i forhold til rappere som Juice WRLD, der slet ikke magter at synge, var det her alligevel et kæmpe skridt frem. Og faktisk magtede Mulherin at give sin vokal samme dynamik som bandet gjorde på lydsiden, da han skiftede fra såret emovokal til smerteskrigsudbrud, som på åbneren ’Clarity In Kerosene’.
Her lød han næsten som begge vokalisterne fra Linkin Park samtidig: Halvt skrigende Chester Bennington, halvt reflekteret rappende Mike Shinoda.
Okay, selvfølgelig havde han langt fra Chester Benningtons vokalstyrke. Men ambitionen var skyhøj, der var momenter af ægte skønhed, og på en aften, hvor publikum var så hengivne som denne, var det mere end nok.
For selv om publikum på Ideal Bar var en exceptionelt broget flok af unge hiphoppere, ældre emoer og nørdede musikfans, var stemningen præget af en speciel form for følelsesfælleskab. Da koncerten nåede sit klimaks med ’Deadbeat Valentine’ og ’Hammer’, var det svært ikke at overgive sig.
Til sidst takkede Joe Mulherin alle dem med angst og depression, der var kommet til koncerten. »Jeg ved, det kan føles svært at gå ind i et rum fyldt med fremmede mennsker«, sagde han. Men i løbet af koncerten fik han faktisk overtalt alle de fremmede mennesker til at kaste sig ind i gruppekrammet.
Kort sagt:
Nothing, Nowhere. omsluttede hele Ideal Bar i ét stort gruppekram. Den amerikanske emorapper havde et fuldt liveband med, hvilket gjorde, at showet mindede mere om Linkin Park end Soundcloudrap. Og det fungerede fint live – selvom frontmand Joe Mulherin nogle gange havde svært ved at få sin vokal igennem. Men en blanding af åbenlyst engagement fra Nothing, Nowhere. og stor hengivenhed fra publikum gjorde, at gruppekrammet lykkedes, og koncerten endte i katharsis til ‘Deadbeat Valentine’ og ‘Hammer’.