Mariah Carey synger sig tilbage til toppen af poppen med himmelsk r’n’b
Okay… Jeg har selv set min del af hoverende ‘Mariah Carey isolated vocal fail’-videoer på Youtube og krummet tæer til hendes pinlige Times Square-optræden fra nytårsaften i 2016, hvor hun nærmest opgav at synge med på det tætpakkede backtrack og skabte aldeles akavet stemning med sin opgivende attitude.
Derfor er det med stor glæde, at jeg uden at blinke kan konstatere følgende: ‘Caution’ gør alle de hoverende ord og pegede fingre til skamme.
Det er nemlig et særligt vellykket album på flere planer. Det er et tilbagelænet, virkelig velskrevet r’n’b-album, og så formår det på yderst elegant vis at være både poptrendy og samtidig yde Mariah Careys alder og lange karriere stor respekt. Det bør man virkelig ikke tage for givet.
Mange popstjerner, hvis karrierer har strakt sig over flere årtier, kæmper hårdt med netop dét problem: Hvordan forbliver man en del af poplandskabet, når yngre kræfter og nye toner kommer til? Se bare Madonna, Britney Spears eller Christina Aguilera, der med sit comeback-album ‘Liberation’ fra juni i år fór vild i poptrends, hun ikke kunne gradbøje, så de passede til hendes karakter. Men her triumferer Mariah Carey.
Sangene på ‘Caution’ er bløde, læskende r’n’b-numre, som i høj grad skæver til Careys ‘The Emancipation of Mimi’ fra 2005 – hvilket takket været hittet ‘We Belong Together’ stadig er hendes bedst sælgende album til dato. Der er både inkorporeret tidstypiske trap-hi-hats og 808-bund i hende poppede r’n’b-univers, men på en måde, hvor Carey styrer de nye virkemidler, mere end de styrer hende.
Fra den subtile flødeåbner ‘GTFO’ til den afsluttende klaverballade ‘Portrait’ er der dømt vellyd, catchy sangskrivning og overraskende velfungerende gæsteoptrædener fra hiphopartister og stjerneproducere. Den Skrillex-producerede ‘The Distance’ byder på rap og ’yeah’-ad-libs en masse fra Ty Dolla Sign, og med sin tunge bas og glitrende synthfigurer er det et af albummets absolut bedste numre. Hvem havde troet, at en Carey/Skrillex/Dolla Sign-cocktail ville gå op i en højere enhed?
‘Giving Me Life’ er også et af albummets højdepunkter med en mørkere, melankolsk stemning, sørgelige guitarriff og gæsteoptrædener fra ingen ringere end Blood Orange og Slick Rick.
Selv om hendes enorme vokalregister ikke længere er, hvad det har været, og hendes karakteristiske, lyse whistlenotes kun optræder svagt i baggrunden på et par numre, er der stadig tale om en Mariah Carey, der er på toppen af sit game. Hun lader sit dybe, luftige vokalleje fylde mere, og de velklingende r’n’b-numre bliver peppet up med fine detaljer som den underspillede fløjte på ‘Stay Long Love You’ og det skarpe omkvædsriff på ‘A No No’.
Tekstligt kredser ‘Caution’ om kærlighedsrelationer i både dybere og lettere forstand. Et nummer som ‘One Mo’ Gen’ er et rendyrket sextrack, mens sange som ‘The Distance’, ‘8th Grade’ og ‘Portrait’ dykker dybere i sangerindens følelsesliv. Især ‘Portrait’ er et enestående, sårbart nummer, der med sine flotte akkorder, simple klaverinstrumentering og Careys vokal er en ægte Mariah-ballade i bedste 90’er-stil. Den perfekte afslutning på et album, der netop balancerer perfekt mellem trendy og tilbageskuende.
De færreste havde nok troet, at Mariah Carey skulle komme igen med et album af denne kaliber efter et ret anonymt musikalsk output henover de seneste ti år, men hun har på overraskende vis formået at genetablere sin relevans og sit overlegne musikalske talent på ‘Caution’s ti stilrene r’n’b-sange.
Kort sagt:
‘Caution’ er særligt vellykket på flere planer; det er et tilbagelænet, virkelig velskrevet r’n’b-album, og så formår det på yderst elegant vis at være både poptrendy og samtidig yde Mariah Careys alder og lange karriere stor respekt.
Læs også: Mariah Carey giver julekoncert i København