Charlotte Gainsbourg var bjergtagende i Store Vega
Charlotte Gainsbourg stillede i Store Vega op med det samme visuelle setup som til koncerten på årets Roskilde Festival. De rektangulære lysstofrør indrammede både scenen samt hovedpersonen og hendes musikere, og det var da også sjældent, at hun bevægede sig uden for de optegnede linjer.
Koncerten virkede således tydeligvis koreograferet, musikalsk såvel som visuelt. Hvilket skabte en aura af kølig og sofistikeret finesse, som dog var ganske forstærkende for det samlede indtryk af koncerten. Det skabte en stærk effekt, når blitzglimt markerede de rytmiske anslag i ‘Ring-a-Ring o’ Roses’ og lysene løb som tårer i ‘Rest’.
Det sofistikerede var netop den præmis, koncerten hvilede på, og man som tilskuer begejstret tog til sig. Som musiker væver Gainsbourg tråde mellem elektroniske pionerer som landsfællerne Daft Punk og Air, foruden at implementere de orkestrale poplag, hendes far, ikonet Serge Gainsbourg, stod for. Som en hilsen til sidstnævnte var hans ‘Lemon Incest’ (som i øvrigt var Charlottes pladedebut) aftenens sidste ekstranummer.
Koncerten lagde et fint snit mellem puls og hvile, og effektive beats, smægtende popglasur og dybe synthbas-sug indkapslede ‘Sylvia Says’, ‘Les Crocodiles’ og ‘Deadly Valentine’. Sidstnævnte var i øvrigt klædeligt udvidet med et intermezzo, hvor sanserne hele tiden blev pirret.
Selv om man i højere grad blev draget ind i Gainsbourgs univers end decideret rørt af det, og der heller ikke var de store emotionelle udsving at spore hos aftenens hovedperson, virkede den fransk-engelske stjerne oprigtig og taknemmelig i henvendelserne til publikum.
Som da hun fortalte om sine barndomsminder og dedikerede aftenens koncert til sin afdøde storesøster. Hvilket indledte koncertens afdæmpede og blåtonede sektion, hvor særligt ‘Kate’ strålede i sitrende sårbarhed kun akkompagneret af piano, diskret synth og bækkenmarkeringer.
Det var et smukt mellemspil i koncerten, som forstærkede den resterende del, der var en yderligere manifestation af Gainsbourgs blændende popmagi, hvor en medrivende puls i symbiose med et ultramelodiøst hook er de herskende faktorer. Man vuggede således både lystigt til ‘The Songs That We Sing’ og ‘Such a Remarkable Day’, ligesom man absorberede de indtagende doser af glockenspiel og cembalo.
Mod slutningen tog Gainsbourg ejerskab over mægtige Kanye West og gjorde helt ubesværet ‘Runaway’ til sin egen. Et rørende moment, inden koncerten sluttede med førnævnte ‘Lemon Incest’, den kontroversielle duet, hun som 13-årig lavede med sin far. I Store Vega denne aften vakte nummeret snarere begejstring end furore, og den klare new romantics-fernis i 80’er-nummeret smeltede fint ind i det resterende udtryk.
Kort sagt:
Med et effektivt snit mellem effektive beats og blåtonet melankoli leverede Charlotte Gainsbourg en bjergtagende koncertoplevelse, hvor hendes sofistikerede og blændende popmagi strålede.
Læs anmeldelse: Charlotte Gainsbourg ‘Rest’