Mariah Carey ønskede alle en vanvittig, overdrevet og pompøs jul i Royal Arena

Mariah Carey ønskede alle en vanvittig, overdrevet og pompøs jul i Royal Arena
Mariah Carey i Royal Arena. (Foto: Markus Glavind)

Før jeg tog ud i Royal Arena tirsdag aften, var jeg godt klar over, at det nok ville blive en over-the-top julet, næsten cirkusagtig oplevelse at se Mariah Carey spille julekoncert.

Men efter en god time med gospelsangere, julesange, bjældeklang, rensdyrudklædte børn, tre kostumeskift, julemænd og peberkage-visuals måtte jeg indrømme, at jeg nok ikke helt havde været forberedt på, hvor julet og overstimulerende en oplevelse, det ville være.

Man kan næsten ikke kalde det for en koncert. Det var et show. Et show, der bød på Mariah Careys egne komponerede julesange og et hav af covers af kendte juleklassikere som ‘Oh Holy Night’, ‘Hark! The Herald Angels Sing’ og en meget pompøs ‘Joy To the World’. Julefesten blev kun afbrudt en enkelt gang, hvor Carey spillede tre ikke-julede sange – nemlig ‘The Distance’ fra det nye album ‘Caution’ og Carey-klassikerne ’We Belong Together’ og ‘Hero’.

Især ‘The Distance’, som er et virkelig godt r’n’b-nummer, virkede dog en lille smule malplaceret med dansere, gaver og et kæmpe juletræ i baggrunden. Det understregede også det lidt underlige i, at Mariah Carey kom til Danmark for at spille julesange, når hun netop har udgivet et virkelig godt album for blot et par uger siden. Men nuvel, juletemaet var trods alt hele showets præmis.

På scenen fik Mariah Carey hjælp af et entusiastisk gospelkor og tre korsangere, og flere gange hev hun også sine egne syvårige tvillinger på scenen. De lod mest til at være der for nuttethedens skyld, men på sangen ‘The Star’, som Carey har skrevet til en julet tegnefilm fra 2017, sang børnene endda også med.

Af og til forlod Carey scenen i hele sange for at lade sine korsangere og andre kolleger synge for. Blandt andet indtog en lille dreng ved navn Jamie scenen for at synge et ret gakket arrangement af ‘Santa Claus is Coming to Town’, og korsangeren Trey Lorenz tog derefter over på ‘Jesus Oh What A Wonderful Child’. Det virkede en lille smule sært at sidde til en Mariah Carey-koncert uden Mariah Carey på scenen, men det tillod til gengæld Carey at lave adskillige kostumeskift under showet.

Bjælder, syntetisk mistelten og jule-rober til side, leverede Mariah Carey faktisk en ganske god live-performance. Sangerinden, der efterhånden er blevet kendt for sin lidt afmålte attitude, virkede hjertevarm og i julestemning, og ikke mindst leverede hun sit varemærke – de overmenneskelige whistle notes. Mariah Careys livevokal er næsten blevet kritiseret ligeså meget, som hendes studievokal er blevet rost, men der var sjældent slinger i valsen for divasangerinden i Royal Arena. Og ærlig talt – øjnene var næsten mere på arbejde end ørerne denne aften.

Hele showet kulminerede selvfølgelig med ‘All I Want For Christmas Is You’, hvor hele salen rejste sig i juleeufori. Her var det tydeligt, at koncerten havde levet op til sit formål: Den skulle være julet, og den skulle få folk i godt humør.

Så hvordan bedømmer man egentlig den slags oplevelse?

Det giver ikke mening at give det her show stjerner på samme måde, som man ville gøre med en ‘normal’ koncert. Mariah Carey får fire stjerner for sin performance, men hele oplevelsen i sig selv kan hverken siges at have været god eller dårlig. Den var bare virkelig julet – og frem for alt det absolut mest pompøse og overdrevne startskud til decembers julemani, man kunnet have forestillet sig.


Kort sagt:
Mariah Careys juleshow var overdrevet, pompøst, næsten syntetisk, men det indfriede fint forventningerne: Det var julet, og det fik folk i godt humør.

Læs også: En ekstremt nørdet analyse af Mariah Careys ‘All I Want For Christmas Is You’

Mariah Carey. Koncert. Royal Arena.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af