Fugleflugtens debutalbum er lyden af et breakup med følelsesmæssige bakker og dale
Den københavnske rockgruppe Fugleflugten markerede sig i 2016 med ep-debuten ‘Aftenpragtstjerne’. Instrumentationen lænede sig langt hen ad vejen op ad 90’ernes shoegaze, hvor især Ride og Swervedriver var oplagte at sammenligne med. De havde dog allerede dengang et stærkt element, der adskilte dem fra de britiske forbilleder, nemlig vokalist og sangskriver Rasmus Yde.
Hvor de fleste klassiske shoegazebands har meget afdæmpede, æteriske vokaler, der ofte går i et med det øvrige lydbillede, har Yde med sin dybe stemme en bombastisk sangstil, der læner sig mere op af andre københavnske rockbands som Iceage og Shiny Darkly, end den minder om den indadvendte stil, der typisk præger genren.
Dertil synger Yde på dansk, og hans maleriske lyrik er en central del af Fugleflugtens univers – atter atypisk for en genre, visse musikentusiaster har givet øgenavnet mumblerock som et modsvar til hiphoppens mumblerap. Lyrikken står centralt på det konceptuelle debutalbum ‘Morgenlysskær’, der omhandler seks turbulente måneder i Rasmus Ydes liv – og skal man dømme ud fra lyrikken, har et brud været en væsentlig katalysator for turbulensen.
At debutere med et konceptalbum eller et breakup-album er vovet, men det er egentlig rigtig kløgtigt. På den måde kan Fugleflugten være tro mod den stil, deres fans allerede har forelsket sig i, mens de også skubber til grænserne for, hvad denne stil kan udtrykke. Ambitionsniveauet er øget, og derfor føles ‘Morgenlysskær’ som en langt større udgivelse end ep’erne, til trods for at den kun er seks minutter længere end den foregående ep.
Der er dog en smule mere, der har ændret sig ved gruppens musikalske udtryk. Med den stigende fokus på lyrik, er Ydes vokal blevet rykket en god portion mere frem i mixet, og tit lyder det som om, bandet er begyndt at bruge et elektronisk trommesæt, hvilket da også blot giver de drømmende guitarfraseringer bedre mulighed for at flyde ud henover de behagelige basgange.
Dertil har Fugleflugten valgt at udstyre albummet med to ganske korte sange. Mens disse, ‘September’ og ‘Dagdrømme’, ikke er de store højdepunkter i deres egen ret, fungerer de rigtig godt til at skabe sammenhæng mellem de forskellige dele af albummet.
De første fire sange på albummet er generelt i den mere catchy ende, og her er tumulten og frustrationerne ved forholdet i fokus. Det kan blive lidt tungsindigt at høre på, men heldigvis er teksterne krydret med flot billedsprog, hvor naturen ofte er udgangspunkt for metaforer.
Albummet finder dog for alvor sin form på de fem sange, der runder albummet af. Her skildres jagten på forsoning og bearbejdelse af følelserne i højere grad, og det giver mulighed for mere musikalsk dynamik. I stedet for at befinde sig i en nedadgående spiral, er vi nu i et landskab af både følelsesmæssige bakker og dale, hvilket gør musikken mere uforudsigelig, mens den også er både medrivende og tematisk relevant. Især det desperate afslutningsnummer ‘Kalder vingerne’ giver et vellykket indblik i følelsernes greb om fortælleren.
Albummets store trækplaster, Rasmus Ydes vokal, ender dog også med at være den største hæmsko. Selv om han gør sig godt i store emotionelle svælg, sakker han bagud i de mere diskrete øjeblikke. Hans stemme er fortsat brusende, når musikken lægger op til noget mere afdæmpet, og det gør disse momenter knap så relaterbare.
Man kan dog ikke tage fra Fugleflugten, at sangskrivningen er fornem, så debutalbummets højtragende ambitioner bliver indfriet med en lyd, der er både stilsikker og dynamisk.
Kort sagt:
Fugleflugten debuterer med et breakup-album. Et sats, der bærer frugt, og Rasmus Ydes kraftfulde vokal svælger malerisk omkring sig med kreative metaforer, mens resten af bandet spiller stærkere sammen, end de tidligere har gjort.