Ikke engang et skævt scenestyrt kunne stoppe Billie Eilish og hendes storskrigende fans
Jeg har aldrig i hele mit liv hørt et publikum skrige så højt. Det var som om, hele salen fik én, altomsluttende stemme, som den brugte til at udstøde et skrig af Nazgûl-dimensioner. Som om vi befandt os inde i én stor hjerne, der havde verdens højeste tinnitus. Hvis Store Vega havde haft vinduer, er jeg pænt sikker på, de var sprunget. Der stod, bogstavelig talt, folk og holdt sig for ørerne, fordi de ikke kunne klare presset.
Hvis der endnu herskede tvivl om, hvor magtfuldt Billie Eilish-fænomenet er, var den her tsunamistore lydbølge det endelige bevis. For den rebelske 17-årige popsanger fra USA har vundet hjerterne hos et ungt, overvejende kvindeligt publikum. Og den udsolgte koncert i Store Vega viste med skrigende tydelighed, at Eilish-kulten er tidens største musikalske teenagebevægelse overhovedet.
Alle gestikulationer eller begivenheder på scenen blev mødt af samme, altomsluttende skrig. Stroboskoplys bliver tændt? Skrig. En lydmand betræder scenen? Skrig! Nogen rækker Billie Eilish en ukulele? SKRIG!
Publikumsreaktionerne definerede i høj grad koncertoplevelsen, og det er også derfor, den her anmeldelse starter med at beskrive skrigene og ikke Eilish’ vokal. For når 1000 halse ikke prøvede at smadre decibelskalaen, sang de med på Eilish’ sange. Og ikke kun hits eller omkvæd: Stort set alle sange blev leveret i fællesskab med salen.
Det gjorde, at Billie Eilish nærmest blev en slags dirigent for masserne, lige så meget som hun var en ung kunstner på en stor scene. Hun stod foran (og stedvis oven på) en gigantisk edderkoppeskulptur, der samtidig fungerede som et spektakulært lysshow. Det blændende setup virkede næsten som om, det var bygget til en større scene end Store Vega.
På en måde var det imponerende, at Billie Eilish ikke forsvandt i skrigene fra publikum og lysshowet, der strålede ud fra edderkoppen. Hun var en stærk tilstedeværelse på scenen: Hun vidste, hvornår Store Vega skulle køles af med en ballade og bedes om at pakke mobiltelefonerne væk, og hun vidste hvornår, hun skulle bede alle om at bevæge sig.
Hendes personlighed formåede også at stråle igennem i nogle ret spøjse intermezzoer, hvor sange blev indledt med hiphop-remixes. Det var som om, hun nogle gange tog 30 sekunder fri, som da hun halvt fjoget dansede rundt til en version af rapperen Chief Keefs ’Faneto’ eller Jay-Z’s ’Hard Knock Life’. Det var som et at se en ung teenager danse for sig selv foran spejlet på værelset derhjemme.
På samme måde var der et glimt af Eilish’ umiddelbare og ret frygtløse personlighed, da hun nærmest karikerede den stille ’Happy Birthday’ ved at ad-libbe linjen »you just want what you can’t have« med et improviseret »me, bitch!«.
Nogle af de her momenter gav den unge popstjerne noget kant, der viser, hvorfor hun er et ikon for så mange unge outsider-piger. For ellers startede koncerten med en række af de mere stille sange, der har vakt sammenligninger med Lana Del Rey: ’Idontwannabeanymore’, ’Bored’ og Khalid-samarbejdet ’Lovely’.
På de sange har Eilish en svævende, stedvis næsten hvisket kvalitet, der omsluttede publikum ret perfekt. Selv om sangene ikke er de mest dynamiske, etablerede de en fælleskabsfølelse, der senere eksploderede i mere energiske sange som ’You Should See Me in a Crown’ og slutnummeret ’Copycat’.
Men man mærkede i virkeligheden næsten ikke den progression fra afdæmpet til euforisk, der tydeligvis var planlagt gennem setlisten. For publikumsniveauet var ekstatisk hele vejen igennem.
Skrigene og sangstemmerne svigtede aldrig. På et tidspunkt måtte Eilish endda lave en form for meditativ øvelse på scenen, hvor hun bad alle om at huske at trække vejret og slappe af, hvorefter hun sang ’6 Feet Under’, mens hun loungede på sin edderkop. Men så snart det moment var slut, startede stemmestormen igen.
Jeg har ikke hørt en lignende reaktion på en så ung artist nærmest nogensinde. Det var overvældende.
Det føltes som en kvindelig pendant til Soundcloudrap-bevægelsen: Mens de unge drenge klasker panderne sammen i moshpit-shows eller dyrker fællessang til emorap-koncerter, finder pigerne sammen om Billie Eilish. Hendes ballader indkapsler samme teenageangst, som man kan finde hos Lil Peep eller Juice WRLD, mens hendes euforiske, bastunge bangers sagtens kunne udløse en moshpit eller to. Musikken dyrker, med andre ord, en blanding af sårbarhed og selvhævdelse.
Men i modsætning til mange af de jævnaldrende teenage-rapstjerner kunne Eilish faktisk levere et show. Hun var en magnetisk tilstedeværelse på scenen, og hun kunne fylde salen med sin stemme. I hvert fald indtil hun faldt.
For ja, det var selvfølgelig uheldigt, at hun skulle skvatte totalt, lige da storhittet ’Bury a Friend’ skulle til at indlede koncertens klimaks. Billie Eilish kom egentlig nogenlunde hurtigt op på fødderne igen, men efter episoden virkede hun en smule fra den. Hun kom til at fnise i ny og næ, hvilket knækkede den ellers højtidelige stemning.
Altså: Når en hel sal skråler »I wanna end me«, er det pænt forstyrrende, når hovedpersonen ikke kan holde masken.
Men okay, hun er 17 år, og hun kunne ikke lade være med at grine af sit fjollede fald. På en måde gjorde det hende kun mere menneskelig. »I took a tumble«, konstaterede hun, og salen kvitterede (selvfølgelig) med øresplittende skrig.
Kort sagt:
Koncerten i et udsolgt Store Vega viste, hvor stor Billie Eilish-bevægelsen er. Publikum skreg nemlig så højt, at man frygtede, vinduerne kunne sprænge, og hendes fans kunne alle (og jeg mener alle) teksterne. Aftenens hovedperson orkestrerede den ekstatiske energi perfekt. I hvert fald indtil hun væltede under storhittet ‘Bury a Friend’, hvilket slog hende lidt ud. Det fik dog ikke publikum til at elske hende mindre. Snarere tværtimod.
Læs også: Billie Eilish er popstjernen til en generation af piger, der ikke gider smile til kameraet