Nikolaj Nørlund og Naja Marie Aidt mødes i en sitrende symbiose mellem ord og musik
Efter et par engelsksprogede album i bandregi med Trains and Boats and Planes og Rhonda Harris, solodebuterede Nikolaj Nørlund i 1996 med ‘Navnløs’ – et album, hvor han satte musik til en række af Michael Strunges digte.
Nu væver han atter sine melodier ind i litteraturens fintmaskede tonesprog. Denne gang med den prisvindende og kritikerroste forfatter Naja Marie Aidt, som blandt andet også var med til at skabe H.C. Andersen-hyldestalbummet ‘Andersens drømme’ i 2005 sammen med Nørlund.
Og det er tydeligt, at de to atter har fundet en kreativ harmoni, der ubesværet og elegant bevæger sig gennem 12 nye sange på modersmålet.
Et kosmopolitisk skær dvæler over albummet, hvilket blandt andet skyldes det faktum, at Aidt skrev teksterne fra sit nuværende hjem i New York. Fraregnet konkrete lokaliteter som den døsige og fremragende ‘Prospect Park’ og Katinka-duetten ‘Q-tog til Brooklyn Bridge’, er sangene nu ligeså meget udtryk for stemninger, man kan sanse i enhver storby.
Få kan som Nørlund give pondus til byens særlige poesi og romantiske energi. Samarbejdet med Aidt får det bedste frem i begge parter, hvilket åbenbares i det stemningsmættede åbningsnummer: »Havnens sorte vand er din musik og gadelys i sne / dine månevers / latteren er springende fra hus til hus i lykkerus / sorgerne er svingende og alt forladt en vinternat«.
Albummets kosmopol-vibe skal også tilskrives lydbilledet. Med den faste kapelmester, tangentspiller Adi Zukanovic, som musikalsk medarrangør, er flere af albummets sange smagfuldt draperet i analoge keyboards. Fremhæves bør den synthbas-skurrende ‘Søster, broder’, den dragende ‘Huset brænder’ og ‘Den bløde milde nat’s mørke road movie-stemning.
De elektroniske elementer går glimrende i spænd med de rustikke elementer, der ligeledes præger ‘Housewarming’ og giver albummet en indbydende varme: Blandt andet på den nedbarberede ‘Sommerfuglevinger’, der handler om Aidts afdøde søn (et tab, hun også bearbejdede i bogen ‘Har døden taget noget fra dig, så tag det tilbage’ fra 2017), i de smukke strygere og det blide el-piano på ‘Åh, Love’, og på den twangede ‘For nedrullede gardiner’.
Det lægger et skær af tidløshed på et album, hvor formatet og materialet er af en sådan kaliber og med et niveau, at det allerede nu tegner sig til at blive en Nørlund-klassiker.
Det er næsten forfladigende at bringe en sproglig kliché i spil om et udspil, der er kendetegnet ved en sådan sitrende symbiose mellem ord og melodier. Men ‘Housewarming’ udstråler altså med al tydelighed, at Naja Marie Aidt og Nikolaj Nørlund er lige børn, som leger bedst.
Kort sagt:
Med en sitrende symbiose mellem stemningsrige tekster og indtagende melodier har Naja Marie Aidt og Nikolaj Nørlund begået et album af tidløs karakter.