Hvad kendetegner en stor lyriker i musikkens verden?
Når kunstnere som Bob Dylan, Joni Mitchell, Kendrick Lamar, Mark Kozelek, Leonard Cohen, C.V. Jørgensen, Nas og Patti Smith hyldes, fremhæves deres lyriske evner nærmest altid. Det gør den ikke, når man snakker om Daft Punk, der ellers er nogenlunde lige så kanoniserede musikere, men som mildest talt har en mere minimalistisk tilgang til tekster.
Der tegner sig en tendens, hvor det er godt for en lyriker at have et varieret ordforråd, tegne maleriske billeder, fortælle engagerende historier og være rig på detaljer i sine beskrivelser. Hvis man ikke bruger mange ord, bliver ens musik sjældent tolket som særlig tekstorienteret. I hiphop har der endda været en tendens til at kalde den knap så flashy lyrik for decideret dum.
Hvis man har noget stort og alvorligt på hjerte, skal man være klar med de helt store verbale penselstrøg. Det er dog ikke sådan Solange går til værks på sit nye album, ‘When I Get Home’. Hendes tekstunivers er minimalistisk. Hun gentager sig selv rigtig meget. Hvis vi ser bort fra interludierne, er ‘Binz’ den eneste sang, der ikke har ualmindeligt meget repetition af simple lyriske motiver.
‘Dreams’ starter med ordene »I grew up a little girl with dreams, dreams, dreams / dreams, dreams, dreams / dreams, dreams, dreams«. ‘Almeda’ bliver ved med at sige ordene black og brown i forskellige kontekstløse sammensætninger: »Brown leaves, brown keys / brown creepers, brown face / black skin, black braids / black waves, black days«. Det er ikke ligefrem fordi hun går efter at øge lixtallet. Men alligevel fungerer det. Man bliver ramt af de få velvalgte ord, hun vælger at bruge.
Men hvorfor gentager hun sig selv så meget?
Når man siger noget flere gange, lægger det op til, at betydningen bliver fordrejet, accentueret eller på anden vis fortolket i et nyt lys. Tænk blot på det nok mest berømte citat fra David Fincher-filmen ‘Fight Club’:
»The first rule of Fight Club is: You do not talk about Fight Club. The second rule of Fight Club is: You do not talk about Fight Club«.
På den måde bliver det understreget, at det er en vigtig regel. Men siden ‘Fight Club’ er et miljø for regelbrydere, sørger det også for at opfordre ekstra meget til at bryde denne regel. Anden gang bliver det også sagt langsommere og med mere alvor i tonen – det er en replik, man skal lægge mærke til. Man kan diskutere finesserne i det uendelige, men jeg tør sagtens sige, at citatet ikke ville være blevet så ikonisk, hvis ikke Tyler Durden gentog sig selv.
På samme måde leger Solange også med at gentage sig selv på flere forskellige måder.
Lyrikken på åbningsnummeret ‘Things I Imagined’ består hovedsageligt af bittesmå variationer over den samme sætning igen og igen. Men musikalsk udvikler sangen sig. Vi hører linjen gentaget over forskellige former for instrumentation, og sangen bevæger sig så småt frem og tilbage over forskellige jazzede harmonier. På den måde er der hele tiden en ny kontekst, man kan tolke linjen »I saw things I imagined« ud fra.
Har hun set noget, hun har længtes efter? Så hun noget, hun havde frygtet? Har hun set noget i sin fantasi så tydeligt, at det føltes ægte? Eller har hun set noget i virkeligheden, som korresponderede med noget i hendes fantasi? Handler det om politik, hendes personlige liv, hendes kunstneriske visioner eller noget helt fjerde? Der er intet facit. Men som hun gentager linjen, giver hun dig rig mulighed for at overveje og reflektere. Du tvinges næsten til at overveje alle nuancer af hver eneste linje, hvordan den synges, og hvordan den spiller sammen med musikken.
Men der er intet facit. Og hvis Solange går rundt og gemmer på et, er jeg ikke interesseret i at høre det. For det, der gør, at jeg allerede har lyttet til ‘When I Get Home’ så mange gange, er at albummet er spækket med øjeblikke som dette. Øjeblikke, hvor man kan mærke, at hun siger noget vigtigt, men hvor man selv skal engagere sig med musikken.
Hvorfor kan hun ikke bare sige tingene direkte?
Sproget kan være en mangelfuld størrelse, især når det gælder at udtrykke følelser. Vi har nok alle prøvet at være i vores følelsers vold, ude af stand til at kunne formulere sætninger, der forklarer, hvordan vi har det. Det er noget af det, poesi kan, som prosa ikke kan.
Solange har selv talt om, hvorfor hendes lyriske udtryk er blevet så minimalistisk, og det handler da netop om muligheden for at udtrykke følelser: »Med ‘A Seat at the Table’ havde jeg tydeligvis så meget at sige. Med dette album havde jeg meget at føle. Ord blev reduceret til det, jeg havde brug for, for at kunne føle og udtrykke mig«.
Solanges tilgang til lyrik handler derfor meget om at vælge ord og vendinger, der understøtter musikken. Dog ikke på samme måde som med eksempelvis Cocteau Twins, der bevidst valgte at skrive tekster efter ordlyd rettere end betydning. Solanges tekster har rent faktisk noget alvorligt på sinde.
Et eksempel på dette er ‘Stay Flo’. Den siger ikke meget direkte, men personligt tolker jeg det som en sang, der handler om selviscenesættelse i bandemiljøer. Om folk, der har det hele i munden, og som ender med at betale for det med livet. Hendes ordvalg er i hvert fald voldsomme. Sangen beskriver måske kun i meget begrænset omfang, hvad hovedpersonerne foretager sig, eller hvem de er, men det står meget klart, at deres skæbner er tragiske: »they feel it on they face«.
Uanset om hun rent faktisk beskriver noget på et bogstaveligt plan, har hun fat i en alvorlig tone, og hun skaber en rystet, forarget følelse, vi nok alle har haft i os på et eller andet tidspunkt.
Solange er en lyriker på sine egne præmisser. Hun har fået mig til godt og grundigt at overveje, hvad det i det hele taget vil sige at lave gode sangtekster. Hendes stil er diskret, men den kan få tankevirksomheden i gang på en helt anden måde end mere traditionelle sangtekster kan.
Læs anmeldelse: Solange ‘When I Get Home’