Noname glemte melodien i Store Vega
Da Chicago-rapperen Noname udgav et af sidste års bedste album med ’Room 25’, markerede hun sig for alvor som både selvstændig rapper og talerør for en sprudlende hiphopgeneration i hjembyen.
Lørdag aften i Store Vega markerede hun sig på mange måder også som sprudlende rapper. Men med rapper-identiteten i forgrunden, medbragte hun også nogle af de største svagheder ved hiphopkoncerter, og hun fik i den grad også bevist, at hun på ingen måde kan synge live.
Det er efterhånden de færreste, der har himmelske forventninger til, at rappere kan synge live – desværre. Og med den nye moshpit-kultur, hvor det handler langt mere om energi end teknisk dygtighed, kan halvfalske omkvæd og udeblivelser til dels tilgives.
Men det er synd, når noget af det mest karakteristiske ved Nonames rapstil netop er den skiftende balance mellem melodier og flow over de jazz-soulede lydsamlinger – og det er synd, når den musikalske eksplosion af vellyd i sammenspillet mellem rap, melodier og jazz udgjorde styrken på ‘Room 25’, mens mange af sangene er bygget op omkring rapperens melodiføring.
For der var ingen tvivl om Nonames manglende sangtalenter; de mindste melodibidder fra omkvædene blev overladt til tomandskoret, og når ikke Noname selv forsøgte at dirigere de falske toner, blev det til talerap over omkvædsteksterne, hvilket i de fleste tilfælde skabte rod i dynamikken fra det ellers velspillende band – måske på grund af det i forvejen lidt skæve lydbillede og den skingre vokallyd fra teknikken.
På aftenens mest vellykkede numre fik rapflowet enten lov til at smyge sig op ad de fremadskubbende trommerytmer, eller musikken blev trukket tilbage for at give plads til lyrikken. Det var tilfældet på den hektiske ‘Prayer Song’, hvor raptalentet foldede sig ud over de skæve trommerytmer og overflødiggjorde melodibehovet. I de mere blide numre som ‘Window’ og ‘Don’t Forget About Me’ var rodet udvasket, og den lille, skrøbelige vokal kom faktisk til sin ret, som den svævede i det sparede lydrum.
Aftenens vigtigste og stærkeste øjeblik var en perfekt symbiose mellem Nonames finurlige, halvakavede person og hendes enorme ordkløvertalent. I en a cappella-freestyle med 90’er-tema legede hun kækt med publikum og fik dem til at klappe af indholdsløse fraser for bagefter at påpege trivialiteten i de linjer, hun ellers skarpt leverede – det tvang publikum til at lytte til ordene. Og med opmærksomheden på plads sprang bandet ind med perfekt timing og forvandlede freestylen til den jazzrappede fest, som manglede hele aftenen.
Hvis man var kommet for at suge finurligheden til sig, gik man ikke forgæves. Men problemet opstod, når den afslappede attitude overgik professionalismen og medbragte nogle af de mest ærgerlige tendenser ved hiphopkoncerter. Et pragteksempel var koncertens start, hvor de første fem numre blev kørt igennem på bare ti minutter (!) – inklusiv hittet ‘Diddy Bop’, som ellers med musikalsk tålmodighed og omsorg kunne have fyldt rummet med varme og bølgende bevægelser. I stedet blev den skåret efter et enkelt vers og et omkvæd.
Nonames halvhjertede forsøg på et ekstranummer opsummerer på mange måder koncertens helhed. Med krav fra publikum vendte Noname – med opsat modvillighed – tilbage til scenen, efter lyset og baggrundsmusikken allerede var sat i gang. Snublende på balancebommen mellem charme og manglende professionalisme leverede hun en a cappella-version af ‘Shadow Man’ og opfordrede – med god grund – publikum til at synge med uden at være bekymret for at synge forkert, da hun indrømmet selv knap kunne teksterne.
Her cementerede hun sit manglende sangtalent, og de pivfalske og halvmumlende forsøg på melodi blev nærmest grinagtige. Men det var til gengæld også her i koncertens sidste krampetrækninger, at Noname endelig formåede at sætte tiden i stå, da hun i de sidste 20 sekunder, alene på scenen og alene med ordene, fortryllede hele salen med sin imponerende, skrøbelige freestyle-rap, der i en kort stund viste, hvad Noname kan, når hun er bedst.
Kort sagt:
Noname markerede sig som rapper i Store Vega, og i glimtvise øjeblikke fortryllede hun med sine ord. Men de skrøbelige flows og den finurlige personlighed blev overdøvet af en manglende professionalisme og især en manglende evne til at levere de melodier, der ellers udgør en vigtig del af hendes lydunivers.
Læs anmeldelse: Noname ‘Room 25’