Elton John sagde passioneret og værdigt farvel i Royal Arena
På fransk opererer man med to udtryk for farvel: ‘Au revoir’ og ‘adieu’, der henholdsvis betegner et på gensyn og den endegyldige afsked. I denne kontekst kan man implementere dem til engelsk som værende ‘goodbye’ og ‘farewell’. Det har Elton John i hvert fald gjort i forbindelse med sin omfattende afskedsturné, som forløber over mere end to år og lørdag aften slog vejen forbi Royal Arena.
Selv om ‘Farewell Yellow Brick Road’ (som turneen altså hedder) naturligvis strålede gennem nostalgiens prisme, havde den flamboyante legende absolut tænkt sig at lade tæppet gå med manér og fremstod veloplagt, nærværende, taknemmelig og passioneret i løbet af den knap to en halv time lange koncert.
Med anekdoter om alt fra sin første danske koncert i Tivoli til en længere tale om AIDS og nutidens politiske landskab, mærkede man en passioneret Elton, som var i nuet og ville det bedste for alle. Hvilket blandt andet blev udtrykt i en indfølt ‘Believe’, som fulgte umiddelbart efter en flammetale.
Det var i det hele taget dejligt at overvære en superstjerne, som ville mere end blot servere den forventelige flodbølge af hits. Således var det et modigt valg at placere den grandiose og delvist instrumentale suite ‘Funeral for a Friend/Love Lies Bleeding’ halvvejs i sættet, som med ildevarslende torden og kaskader af røg havde anstrøg af 70’er-progrock.
Elton har brugt de samme musikere gennem det meste af karrieren, og omend der var afløser for Davey Johnstone på guitaren, var det en fornøjelse at bevidne trommeslager Nigel Olssons overskudsagtige og bundsolide spil og ikke mindst elskværdigt excentriske Ray Cooper.
Den særdeles ekspressive percussionist havde sit eget podie, hvor tamburin, congas, pauker, wind chimes og klokker blev taget i brug med en koncentration og indlevelse, som gjaldt det livet. Hvilket løftede ‘Indian Sunset’, som var en duo-performance mellem Cooper og Elton, til et tidligt højdepunkt i koncerten.
Bandets tætte samspil var også udslagsgivende for, at der i øjeblikke gik jam i materialet, og det fungerede både godt og skidt. Hvor man blev revet med af hovedpersonens blændende boogie-piano i ‘Levon’ (som desuden blev ekspanderet med en snas af ‘Saturday Night’s Allright For Fighting’), meldte trivialiteten sig i ‘Rocket Man’s retningsløse postludium.
Med vanlig sans for extravaganza var Elton Johns koncert ligeledes akkompagneret af et visuelt overflødighedshorn, man kunne fortabe sig i. ‘Someone Saved My Life Tonight’ bød på en gennemført animationsrejse ind i Captain Fantastics psykedeliske univers, og de unikke filmsekvenser til ‘I Guess That’s Why They Call It the Blues’ og ‘Tiny Dancer’ stjal næsten al opmærksomheden. Da vi nærmede os finalen, blev der sat turbo på nostalgien med et vue gennem 50 mildt sagt farvestrålende år i show business under ‘I’m Still Standing’.
Hvilket han altså gør lidt endnu – og gudskelov for det.
Den 72-årige legende var fast besluttet på at give sit publikum en værdig afskedssalut i et gavmildt mix mellem hits og deep cuts, og da Elton vinkende steg til vejrs og forsvandt ind i bagtæppet efter ‘Goodbye Yellow Brick Road’, var det umuligt ikke at knibe en tåre.
Kort sagt:
Afskedsturné eller ej: Den flamboyante superstjerne var fast besluttet på at lade tæppet gå med manér og give sit elskede publikum en aften at mindes og glædes over. Nostalgiens prisme strålede passioneret gennem et veloplagt og gavmildt mix mellem de forventelige hits og velvalgte deep cuts.