‘Gods of Rap’-turneen fejrer runde fødselsdage for tre vaskeægte hiphopklassikere: Wu-Tang Clans ’36 Chambers (Enter the Wu-Tang)’ fyldte 25 år i 2018, Public Enemys ’It Takes A Nation of Millions to Hold Us Back’ kunne fejre 30-års jubilæum samme år, mens De La Souls ’3 Feet High and Rising’ i marts 2019 også kunne bryste sig af at have hele 30 år på bagen.
Men hvorfor er det nu lige, at de her støvede plader fra hiphoppens såkaldte guldalder er så pokkers vigtige, at det kræver en hel turné? Og hvad kan vi egentlig forvente, når alle tre grupper 21. maj går på scenen i Royal Arena?
Vi giver her en hurtig gennemgang af de tre legendariske jubilæumsalbum og kommer herefter ind på, hvad man kan forvente til hiphopbraget i Royal Arena. Så læs selvfølgelig ikke de nederste afsnit, hvis koncertens forløb skal være en overraskelse.
Fødslen af politisk rap
»Bass! How low can you go? Death row, what a brother knows.« Det kommer til at gå fuldstændig bersærk, når de her linjer forlader Chuck D’s læber og brager ud af Royal Arenas lydanlæg. Længere er den ikke – det bliver et af koncertens højdepunkter. Men Public Enemy kan så meget mere end ’Bring the Noise’, og deres andet udspil ’It Takes A Nation of Millions to Hold Us Back’ er et nær-perfekt mesterværk. Læs bare vores anmeldelse fra dengang vi genbesøgte mesterværket i anledning af et tema om politisk hiphop.
Public Enemy slog for alvor igennem med det her album, som er en milepæl for den aktivistiske og politiske rap, der den dag i dag er et essentielt element i hiphopgenren. Hvem kan nu forestille sig hiphop uden kritikken af det undertrykkende system?
De var selvfølgelig ikke de eneste, der gjorde det – på vestkysten havde især N.W.A med ’Straight Out of Compton’ samme virke – men det her er det mest arketypiske eksempel på politisk hiphop.
Wu-Tang Forever
Wu-Tang Clan, bestående af (dyb indånding) RZA, Method Man, Ol’ Dirty Bastard, GZA, Raekwon, Ghostface Killah, Inspectah Deck, U God og Masta Killah, udsendte deres famøse debut i 1993, og det er et af den slags album, som man bare skal have hørt på et eller andet tidspunkt. Vi snakker samme kategori som Nas’ ’Illmatic’, altså absolut klassikerstatus og en kandidat til bedste hiphopplade nogensinde.
Hvorfor var ’36 Chambers’ banebrydende? Det er en af forfaderne til den hårdkogte subgenre kaldet hardcore rap, der opstod i New York og blev en dominerende lyd i den scene i 90’erne. RZA’s cinematiske produktioner var på et nyt niveau og universet helt originalt med dets samples af gamle kung fu-film og shaolin-æstetik.
Og så har vi altså et crew på hele ni rappere med vidt forskellige udtryk og tekstindhold, som på en eller anden måde alligevel ender med at komplementere hinanden i en perfekt symbiose.
Hardcore møder hippie
Alle tre jubilæumsalbum har tidsperiode og klassikerstatus til fælles, men stilistisk stikker ét af dem totalt ud. De La Souls ’3 Feet High & Rising’ er nok så langt fra Wu-Tang Clans benhårde posse cuts og Public Enemys nævesvingende revolutionsrap, som noget kan komme. De her drenge var golden age-hiphoppens hippier, og det er egentlig ret interessant, at vi skal se dem i selskab med nogle af periodens hårdeste negle.
Denne humørforskel er også en af grundene til, at ’3 Feet High & Rising’ står som en milepæl. De La Soul var nemlig pionerer for en positiv og alternativ rapstil sammen med andre i Native Tongues-kollektivet som A Tribe Called Quest. Lige fra hittet ’The Magic Number’ til tracks som ’Eye Know’, ’Potholes In My Lawn’ og den umiskendelige ’Me, Myself and I’ er viben ekstremt positiv og nærmest på grænsen til lalleglad og komisk.
Det var mere undtagelsen end reglen i 1989, hvor grupper som netop Public Enemy og Run D.M.C. lavede hardcore rap, mens N.W.A var ved at gøre vestkystens voldsforherligende gangsta rap til det nye store.
Og så blev en undervurderet innovation født her: the skit. Altså de der små comedy-sketches og korte dialogbidder, der har prydet utallige hiphopalbum siden. De La Soul opfandt det. Sandsynligvis. Bum.
Så hvad kan vi forvente i Royal Arena?
Lad os starte med at få en lille skuffelse af vejen: Der mangler to hovedpersoner.
Heller ikke denne gang er det nemlig lykkedes det at få et fuldtalligt Wu-Tang Clan til Danmark, for Method Man deltager åbenbart ikke i en eneste koncert på ‘Gods of Rap’-turneen. Det tweetede han én dag før turnéstart og skrev også (da han følte sig forpligtet til at forsvare sig mod skuffede engelske fans), at arrangørerne efter sigende havde vidst det i månedsvis. De tweets er dog siden blevet slettet.
Endnu et let down er, at Public Enemy-hypeman Flavor Flav ikke kommer. ‘Gods of Rap’ indebærer nemlig ikke Public Enemy, men Public Enemy Radio, som for de uindviede altså er et ændret lineup med Chuck D og erstatningen MC Jahi samt DJ Lord på turntables. Det er lidt ærgerligt.
Men så til det gode: De britiske medier har været overvejende positive i deres anmeldelser af de tre første shows i London, Manchester og Glasgow. NME fyrede hele seks ud af seks stjerner af og giver udtryk for, at den snart 60-årige Chuck D leverede en intens optræden. Derudover er der roser til De La Soul som åbnere, og så udtrykker anmelderen stor begejstring for Wu-Tangs setliste og Young Dirty Bastards nærmest perfekte kopi af faderen.
Sceneshowet ser, ud fra billeder og videoer, ikke ud til at være noget specielt, men til en aften i hiphoppens tegn gør det måske ikke så meget – fokus skal jo være på rapperne.
Setlisten
Selv om det er en fejring af de tre jubilæumsalbum, afslører de første koncerter i Storbritannien, at alle grupperne er mere end gavmilde, når det kommer til at dele ud af materiale fra deres øvrige bagkatalog.
Ballet åbnes af De La Soul, og her er der desværre ikke dukket en fuld setliste op – men mon ikke vi kan regne med obligatoriske klassikere som ‘Me Myself & I’ og ‘The Magic Number’. Herefter Chuck D og Public Enemy Radio, som holder sig til fire tracks fra jubilæumsalbummet ‘It Takes A Nation of Millions…’ og ellers leverer en blandet pose bolsjer med numre fra ‘Yo! Bum Rush the Show’, ‘Fear of a Black Planet’ og lidt andet.
Wu-Tang Clan optræder forventeligt sidst og har en enorm setliste, som antyder, at de spiller betydeligt længere end både De La Soul og Public Enemy Radio. Setlisten har varieret en smule fra koncert til koncert, men kigger man på London-showet 10. maj er der solide seks numre fra jubilæumspladen ’36 Chambers’. Hoveddelen af kollektivets koncert ser dog ud til at være dedikeret til diverse solonumre fra Ghostface Killah, GZA, Raekwon og Cappadonna samt et par ODB-numre udført af Young Dirty Bastard. Og så er der et par spøjse covers i form af The Beatles’ ‘Come Together’ og Rick James’ ‘Mary Jane’.
Gang Starr-veteranen DJ Premier binder det hele sammen med dj-sets imellem de tre hovednavne. NME beskriver, at han imellem De La Soul og Public Enemy leverede et »nævepumpende throwback-set dedikeret til folk som Phife Dawg, Prodigy fra Mobb Deep og Nipsey Hussle«, mens Manchester Evening News skriver, at Premier »kender sit publikum og fylder sine optrædener med tracks fra genrens faldne helte«.
Setliste 10. maj i SSE Arena, Wembley, London:
De La Soul: Setliste mangler
Public Enemy:
‘My Uzi Weighs a Ton’
‘Louder Than a Bomb’
‘I Shall Not Be Moved’
‘Can’t Truss It’
‘Don’t Believe the Hype’
‘Rebel Without a Pause’
‘Timebomb’
‘Anti-Nigger Machine’
‘He Got Game’
‘Fight the Power’
‘Welcome to the Terrordome’
‘Bring the Noise’
‘Shut ‘Em Down’
‘Black Steel’
‘Public Enemy No. 1’
‘Harder Than You Think’
Wu-Tang Clan:
‘Bring da Ruckus’
‘Shame on a Nigga’
‘Killa Bees on the Swarm’
‘Clan in da Front’
‘Wu-Tang: 7th Chamber’
‘Winter Warz’ (Ghostface Killah-sang)
‘Can It Be All So Simple’
‘Da Mystery of Chessboxin”
‘Wu-Tang Clan Ain’t Nuthing Ta F’ Wit’
‘C.R.E.A.M.’
‘Tearz’
‘Protect Ya Neck’
‘Come Together’ (The Beatles cover)
‘Reunited
‘Duel of the Iron Mic’ (GZA-sang)
‘Mary Jane’ (Rick James cover)
‘Ice Cream’ (Raekwon-sang)
‘4th Chamber’ (GZA-sang)
‘Severe Punishment’
‘Glaciers of Ice’ (Raekwon-sang)
‘Black Jesus’ (Ghostface Killah-sang)
”97 Mentality’ (Cappadonna-sang)
‘Love Rap’
‘Mathematics Set’
‘Mighty Healthy’ (Ghostface Killah-sang)
‘The Mexican’ (GZA-sang)
Ol’ Dirty Bastard Tribute
‘Shimmy Shimmy Ya’ (Ol’ Dirty Bastard-sang)
‘Got Your Money’ (Ol’ Dirty Bastard-sang)
‘Duel to the Death’
‘Triumph’
‘Gravel Pit’
‘Method Man’
Hør Standard – Soundvenues hiphop-podcast: Den store Wu-Tang Clan-special
Læs også: Golden age-quiz: Hvor meget ved du om New York-rappens gyldne tid?