1. Liss
Liss virker virkelig meget ældre, end de er. Selv om bandet stadig er ganske unge, har de den der selvsikkerhed i deres spil, der gør, at man aldrig er i tvivl om, at deres koncert bliver god. De er overlegne – og på en Distortion Ø-scene, der stadig var ved at vågne fredag aften, var det lige, hvad vi havde brug for. Søren Holm svævede nærmest på scenen. Hans vokal var fejlfri samtidig med, at den emmede af upoleret energi. Da Liss begyndte at spille, begyndte festen for alvor også.
2. 070 Shake
Den unge amerikanske emorapper 070 Shake skabte nogle af de mest intense og følsomme øjeblikke på årets Distortion, og hun gjorde det hele gennem autotune. Hun formåede at få de mest emotionelle øjeblikke fra hittet ’Honey’ og Kanye West-samarbejdet ’Ghost Town’ til at stråle endnu stærkere, da hendes vokal sitrede gennem vocoderen: Det gjorde hende mere menneskelig og mere fjern på samme tid. På et tidspunkt bad hun hele publikum om at glemme deres sociale medier og være i nuet, og det lykkedes hende faktisk utroligt nok at skabe et rum, hvor man glemte alt udenfor. Og er det ikke netop derfor, man går til koncert til at starte med?
3. Verdens mindste moshpit
Lillebittebock er ikke god live. Han kunne måske godt være det, men hans rene playback-koncerter antyder, at han ikke giver specielt mange fucks for et klassisk liveshow. »Jeg gør lige hva’ fuck, der passer mig«, som han rapper på ’Stresser dig’. Men den unge rappers sangskrivning er til gengæld fantastisk: ’Helt Fint’ er en af årets mest medrivende og følsomme rapsange, og et af de nye tracks rapperen spillede lød som en form for genial blanding af house og emorap.
Men koncertens højdepunkt var, da Lillebittebock formede den måske mindste moshpit i dansk hiphophistorie. Det kræver altså mod at starte en moshpit med fem mennesker i. Så ja: Bock har attituden, og han har sangene. Så fuck om han er elendig live. For hans talent skinner igennem det grufulde liveshow.
4. Flexlikekev
Flexlikekev er Lillebittebocks modsætning. Han er nemlig intet mindre end en af landets bedste liverappere lige nu. Den danske rapper, der er vokset op i London, har måske et katalog, der stadig er en smule ujævnt, og han mangler måske lige den dér ene sang, der for alvor katapulterer ham til stjernestatus. Men når han fyrer rundt på scenen som et heksehyl, man har givet slip på, ligner han en verdensstjerne. Moshpits, galskab og energi: Unge Flexlikekev har det hele.
5. Bette
Sidst jeg så Bette, blev hendes koncert fuldstændig massakreret af elendig lyd på Spot Festival. Den slags var der intet af på Distortion Ø: Den danske r’n’b-sanger gled gennem sit set med elegance og uden nogen som helst slinger i valsen. I skovens dybe stille ro, hvor Distortion Ø’s livescene lå forputtet, strålede Bette og vuggede både sig selv og publikum hen til drømmeagtige tilstande. Bette lød sublim, og måske var den her koncert en form for kompensation for den forfærdelige Spot-situation.
6. Nadia Rose
Nadia Rose lignede nærmest en ung, kvindelig, britisk Tupac, da hun trådte ind på scenen i lædertøj og nok attitude til at give de fleste røde ører. Men i starten kunne lyden ikke følge med rapperens overskud. Som så ofte var niveauerne på Urban-scenen helt skæve, og man kunne knap høre den engelske rapper. Men så snart der kom hul, skinnede Nadia Rose for alvor igennem. Det tog kun få numre, før hele scenen var én stor grime-fest.
7. First Hate
First Hate er efterhånden en institution på danske festivaler: Et af de sikreste, stærkeste kort, man kan spille. For duoens romantiske pop har en næsten eventyrlig evne til at få taget til ikke bare at rejse sig, men flyve helt væk til en anden verden. Man ved ikke, om man skal holde sin elskedes hånd eller smide begge arme over hovedet i begejstring. Til Distortion Ø fik de besøg af Emma Acs på en ny version af ’Lonely Orbit’, hvilket faktisk understregede, hvor magtfulde og smukke Anton Falcks tekster er: Uanset hvem der synger vokalen, bliver man bjergtaget.
Læs også: Se billeder: Distortion sluttede med storslået Final Party på Refshaleøen
Læs også: Distortions psytrance-fadæse var et kæmpe fuckup – men én ting giver festivalen håb