Sagnomspundne Jai Paul genopstår med gamle mesterværker
Søndag den 14. april, 2013. Klokken er tre om natten. Den unge, hyper-hypede London-producer og sanger Jai Paul vågner ved, at hans telefon ringer. I den anden ende er ledelsen fra hans pladeselskab, XL Recordings. Beskeden er panisk: Pauls ufærdige og stærkt forsinkede debutalbum er blevet lækket af ukendte gerningsmænd. Selv om politiet hurtigt bliver involveret, er det for sent. Albummet er ude.
Lækket får meget opmærksomhed på trods af sin ufuldendte karakter. Det store musiksite Pitchfork skriver en artikel, hvor de kalder sangene for »jaw-droppingly good«. Jai Paul selv, der indtil da kun har udgivet to officielle singler, forsvinder fra offentlighedens øje. Efterlader musikverden i dyb forundring. Hvor blev dette lysende talent af?
Jeg tror, de fleste i dag har afskrevet Jai Paul som en kortlivet dille. En 20-årig knægt, der blev signet af verdens mest hippe pladeselskab på baggrund af stort set ingenting, og som efterfølgende blev kvalt af sine egne og andres forventninger. Et blad til glemmebogen.
Men efter seks års tavshed har Jai Paul pludselig brudt tavsheden og officielt udgivet den ufærdige debut under navnet ’Bait Ones’ sammen med to nye sange. Han har også skrevet et åbent brev til fans, hvor han mere end antyder, at han har haft et mentalt sammenbrud. Men nu er han tilbage på hesten, og han vil tage ejerskab over det læk, der startede nedturen. Som han skriver:
»I’ve grown to appreciate that people have enjoyed that music and lived with it, and I accept that there is no way to put that shit back in the box. (…) it is what it is and I had to let it go.«
Det må siges at høre til sjældenhederne, at en musikers officielle debut kommer otte år efter gennembruddet. I Jai Pauls tilfælde har det dog været ventetiden værd, for tiden er ikke løbet fra hans musik. Hans lyd er så særegen, at den er tidløs, og det må siges at være mærket på en ægte kunstner.
Et ord som eklektisk er måske meget rammende, når man skal beskrive ’Bait Ones’. Men så igen: Jeg kunne bruge 100.000 intetsigende adjektiver, og det ville stadig ikke gøre Jai Pauls lyd fyldest. Overordnet kan man sige, at det er elektronisk musik med elementer af pop, funk, hiphop og også world, der leder tankerne hen på vores egen Den Sorte Skole, mens Jai Pauls fintfølende vokal giver en følelse af intimitet, der mere minder om noget af Bon Ivers senere materiale.
Men der, hvor ’Bait Ones’ skiller sig ud fra mængden, er i selve produktionen, som ærlig talt er ret smadret. For det første drukner Jai Paul sin i forvejen meget lave vokal i en metallisk rumklang, der får det til at lyde som om, han sidder i en olietønde og synger – som lytter kan man kun gisne om, hvad teksten er. Dernæst hakker han lydsporet i stumper og stykker og klippe-klistrer et potpourri af spøjse synths og samples, som både er intenst og forvirrende. Til sidst presser han lyden så meget sammen, at man tror, der er en løs forbindelse i ens højtalere. Det lyder på én gang super fedt og helt ad helvede til, men om man kan lide det eller ej, så må man give ham, at det er originalt.
Det er svært at lave en reel anmeldelse af ’Bait Ones’, for det er i sin natur en underlig blanding af mere eller mindre færdige sange. Nogle er åbenlyst ufærdige så som ’Chix’ – et 57-sekunders beat med et enkelt vers af Pauls karakteristiske falset henover. Omvendt er der også numre som ’Zion Wolf Theme’, der virker så helstøbt, at det vist kun er Jai Paul selv, der kan svare på, hvorfor titlen er efterfulgt af ’(Unfinished)’.
Et nummer, der ikke har fået unfinished-stemplet er ’Str8 Outta Mumbai’. Og man kan godt forstå, hvorfor Jai Paul er tilfreds med resultatet her, for det er et decideret mesterværk. Orienten møder Londons undergrund, og midt i det hele sidder Paul i sin olietønde og krænger sin sjæl ud på smukkeste vis. Nummeret er samtidig et af albummets mest velproducerede og lyder – i modsætning til mange af de andre numre – til at være finished.
Det samme kan siges om ’BTSTU’ og ’Jasmine’ – demosinglerne, der gjorde Jai Paul til et af musikbranchens hotteste navne tilbage i 2011-2012. Ligeledes eminente popsange, kvast i Jai Pauls selvdestruktive lyd. Men sangene markerer også en stor svaghed ved albummet, når nu vi anmelder det i 2019: Det er gamle sange, og hvis man hørte dem back in the day, så er der altså ikke meget nyt under solen.
Og så alligevel! Som nævnt, så udgav Jai Paul to nye numre sammen med ’Bait Ones’. ’Do You Love Her Now’ og ’He’. På disse numre er der for alvor gået popdreng i den gode Jai. Det er mere disco, mindre smadder, og der er om muligt endnu mere falset end på ’det gamle’. Selv om jeg ser en originalitet i ’Bait Ones’, der ikke er lige så åbenlys på de to nye singler, så er det nogle solide popnumre, og de viser, at Jai Pauls talent rækker videre end bare den lyd, som jeg famlende har forsøgt at definere i denne anmeldelse.
Misforstå mig ikke: Det lyder stadig som Jai Paul. Men også lidt som Phil Collins. Det er en mere moden, 80’er-inspireret lyd, der er meget i tråd med de strømninger, man har set i musikbranchen de senere år, og det gør det ikke mindre imponerende, at sangene efter sigende baserer sig på optagelser fra 2013. De når ikke samme kunstneriske højder som de bedste sange på ’Bait Ones’, men det er alligevel høj kvalitet.
De nye numre er mere gennemarbejdede end noget andet, Jai Paul har lavet, og det er faktisk hans første udgivelser, der hverken er mærket ’demo’, ’unfinished’ eller ’leak’. Jeg kan ikke lade være med at smile lidt, når jeg lytter til det, for det viser, at Jai Paul har genfundet evnen til at lave musik, og det kan man ikke andet end at glæde sig over som musikelsker. Som omkvædet lyder på den sang, der startede det hele:
»I know I’ve been gone a long time, but I’m back and I want what is mine«.
– Jai Paul, ‘BTSTU (Demo)’
Kort sagt:
Jai Pauls debutalbum er en underlig, ufærdig og gammel sag, der indeholder både mesterværker og meget mangelfulde numre, men det er et glædeligt genhør med det britiske stortalent, og de to nye singler, der følger med udgivelsen, tyder på, at han er back on track.
Læs også: Jai Paul udgiver ny musik for første gang i 7 år – deler to nye numre