The Tallest Man On Earth tog en sejrsrunde i DR Koncerthuset
Nogle gange kan tekniske fejl til en koncert være så forstyrrende, at de kan overskygge selv en god optræden. Men da Kristian Matsson indtog DR Koncerthusets Koncertsal som The Tallest Man On Earth, var situationen lige omvendt. For selv om Mattson tabte en falsk negl, og selv om han måtte tale lidt med sine stage hands mellem flere af numrene, var der intet, der overskyggede ham denne aften.
Matsson var, fra start til slut, klar til at spille og tydeligt glad for at være der. Han sprang ind på scenen med noget klaver i højtalerne, og to timer efter dansede han ud igen til ‘You Can’t Hurry Love’ på salens anlæg. I tiden derimellem var han, undtagen de stage hands, der hjalp ham med at skifte guitarer, den eneste mand på scenen. Og han hoppede, sprang, kravlede, stampede, lå og vadede rundt på scenen med den ene guitar efter den anden. I næsten samtlige forspil rendte han ud til kanten af scenen, væk fra mikrofonen og ud mod publikum, og når der så kom et vers, røg han tilbage til mikrofonen og blæste publikum bagover med sin overbevisende, Bob Dylan-klingende vokal.
Uanset om musikken var stille eller vild, var Matsson altid intens. I den ellers rolige ‘Love Is All’ breakede han midt i sangen, og som var det i teateret, kunne man høre hans fodtrin, der stampede rundt på scenen, inden han fortsatte. Også på banjoballaden ‘Time Of The Blue’ mestrede han at synge de stille sange, så alle lyttede med udelt opmærksomhed.
Selv om Matsson var god til at spille stille, var det den enorme energi og vildskab, der karakteriserede koncerten. Indimellem kom det til udtryk som en mur af lyd, som den han skabte med sin akustiske guitar i åbningsnummeret ‘To Just Grow Away’ eller med elguitaren på ‘Criminals’. Andre gange var energien kanaliseret over i Matssons enormt gode og taktfaste strumming, som på ‘The Wild Hunt’, der blev underbygget af, at han hoppede rundt og stampede i jorden, når der kom et særligt vigtigt slag. Til tider blev det dog så vildt og skarpt, at det skar i ørerne, og man kunne godt have ønsket, at salens tekniker havde skruet en lille smule ned.
Under hele koncerten havde Mattson publikum i sin hule hånd. Han formåede at ramme den svære balance mellem at være en intens performer, som lægger al sin energi i musikken, og så være den tilgængelige og rare mand, som giver én lyst til at åbne op og lytte. Efter to intense numre sagde han hej og forklarede med et glimt i øjet, at »It’s just going to be a bunch of sad songs«. Og gennem hele koncerten sludrede han kort mellem numrene – sjældent for meget, men nok til, at man følte sig tryg i hans selskab. Og det betød, at da han tabte en falsk negl, og de skulle bruge et minut på at sætte den på, kunne han stå og tale lidt videre, uden at han tabte en eneste tilhører. Så snart han slog guitaren an, havde han igen alle med i sit univers.
Flere gange høstede Matsson enorme bifald, især efter de populære sange som ‘I’m a Stranger Now’, ‘King Of Spain’ og ‘Love Is All’, hvor han satte sig ud på en tom stol på første række og spillede den sidste akkord.
Lige inden den sidste linje på ‘The Dreamer’, som var det sidste nummer inden ekstranumrene, stoppede Matsson næsten helt med at spille og holdt blot én meget svag og dyb akkord. I 30 sekunder gik han stille rundt på scenen og betragtede det tryllebundne publikum, hvorefter han råbte det sidste »How you’re the light over me« til publikums vilde jubeludbrud. I et kort øjeblik tror jeg, at alle i salen havde kuldegysninger på samme tid, og i det øjeblik, hvor han tog imod et stående bifald, var der ingen tvivl: Matsson havde sejret i Koncerthuset.
Kort fortalt:
Sjældent har Koncerthuset lagt gulv til en enmandshær så intens som The Tallest Man On Earth – gennem hele koncerten balancerede han mellem vild musiker og tilgængelig ven, så han hele tiden havde publikum i sin hule hånd.