Aldous Hardings minimalistiske spøgelsesfolk var ikke klar til Roskilde Festival

Med en mystisk grimasse, der var lige dele manisk og genert, indtog Aldous Harding scenen med selvtillid og skrøbelighed. Den newzealandske folkpop-sangerinde skruede straks op for intensiteten og stoppede tiden – men desværre kun for en kort stund.

Teltets størrelse blev en udfordring for Hardings musik, der var for spinkel til at trænge ordentligt igennem. Hendes minimalistiske og underspillede spøgelsesfolk blev så krumbøjet og dæmpet, at hun aldrig rigtigt formåede at fastholde publikums fokus. Det hjalp heller ikke, at Harding insisterede på at spille sine numre langsommere end normalt, eller at hun holdt lange pauser mellem hvert nummer. Selv hendes firmandsorkester kom til at se rastløst ud.

Vokalen fejlede absolut ingenting, og den tidligere gadesanger beviste gang på gang, at hun ejer et bemærkelsesværdigt register: Som når hun går fra en dyb, hæs røst til en falset på et øjeblik i omkvædet på ‘Zoo Eyes’. Men selv på hitsinglen ’Barrel’ tabte hun pusten og forsvandt ind i en verden, som ikke havde plads til andre end hovedpersonen selv.

Trods et ihærdigt forsøg fra publikum kombineret med Hardings iboende charme, formåede musikken aldrig at løfte sig, hvilket blev understreget yderligere af den store mængde af koncertgængere, der lå i kanten af teltet og sov en god brandert ud.

Aldous Hardings fine og spinkle sange egner sig bedre til intimkoncerter – de ikke var klar festivalrammen.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival