Linn Koch-Emmery serverede melodiske støjperler i Roskilde Festivals eftermiddagssol
Ved koncertstart var fremmødet sporadisk, og man fornemmede en rimelig afslappet attitude blandt publikum i eftermiddagssolen, da Linn Koch-Emmery indtog Rising-scenen som tirsdagens andet navn.
Det lod hun sig dog ikke mærke af og lod straks sin fuzz-indsvøbte, 90’er-inspirerede indiepop gjalde ud over pladsen. Selv om den unge svensker ikke opfinder den dybe tallerken, har hun ikke desto mindre formet et solidt greb om virkemidlerne, der selvsikkert fører faklen videre i ånden fra Pavement og The Pains of Being Pure at Heart.
Det særlige ved Koch-Emmery er, at hun ofte undsiger sig quiet-loud dynamikken, som ellers karakteriserer det genreudspring, hun tager afsæt i. I stedet er hendes melodiske støjperler karakteriseret ved en vedvarende ulmen, som løber kontinuerligt gennem materialet.
Man havde således forholdsvis hurtigt afkodet fremgangsmetoden, hvorefter man så kunne rette sit fokus mod arrangementernes raffinementer, såsom trommernes effektivt placerede breaks og de smægtende korharmonier i ‘Don’t Sleep On My Luv’ og basfigurens fremdrift i ‘Wires’, der var blandt seancens højdepunkter. Ligeledes var det fornøjeligt at observere den ekspressive trommeslager, som gentagne gange ikke kunne dy sig fra at jonglere med trommestikkerne.
Selv om koncerten sluttede med en klimakssøgende og indtagende tur rundt i støjcentrifugen, var helheden også en showcase i Koch-Emmerys begrænsninger. Når hun droslede ned for energien i ‘You & I’, tabte koncerten således momentum. Heldigvis var tempoet for det meste af tiden højt, og det var på denne energiske bølge, at Linn Koch-Emmery befandt sig bedst.
Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival