Nas-kompilationen ‘The Lost Tapes 2’ er behagelig, men for det meste ligegyldig
Nas udgav tilbage i 2002 ‘The Lost Tapes’, der var en kompilation af numre, som ikke klarede cuttet til de to album ‘I Am’ og ‘Stillmatic’. Konceptet er det samme på efterfølgeren, der har været rygtet lige siden etteren og nu knap to årtier senere rent faktisk er blevet til virkelighed.
Efter sigende indeholder ‘The Lost Tapes 2’ sange, der af forskellige årsager ikke kom med på fire af Queensbridge-rapperens seneste album: ‘Hip Hop is Dead’, ‘Untitled’, ‘Life Is Good’ og så et ikke udgivet projekt, der blev skrottet til fordel for det Kanye-producerede ‘Nasir’ fra sidste år.
Titlen giver noget at leve op til, for forgængeren er rent faktisk en af Nas’ absolut bedste udgivelser overhovedet, selv om den altså består af frasorterede tracks fra to album, hvoraf især ‘I Am’ ikke når kompilationen til sokkeholderne.
Nas’ evner som rapper kan ikke klandres for at være grunden til, at numrene på ‘The Lost Tapes 2’ ikke klarede skærene i første omgang, for teknisk og ikke mindst lyrisk er niveauet over hele linjen højt. Vi får gadefortællingerne, bravadoen, samfundskritikken og de eftertænksomme og introspektive øjeblikke, vi kan forvente af et Nas-projekt. Det hele er der.
Der er en ‘kongen er tilbage’-agtig stemning over de isnende kirkekorsvokaler på åbneren ‘No Bad Energy’. Nas bruger nummeret til at angribe kritikere og andre negative elementer, men sender også en solid lussing til de rappere, der ikke har noget at have det i: »To rappers who never sold crack, telling other people’s lives / never shot nobody but be shooting people in their rhymes / never robbed nobody or re-upped with coke in they ride / I’m probably who they talking about when they’re writing most of their lines«.
På den Pharrell-producerede ‘Vernon Family’ bringer Neptunes-beatsmeden nogle smooth strygere ind over et ellers anspændt beat, hvilket fungerer godt, og Nas er rå og aggressiv. Singlen ‘Jarreau of Rap’, der gæstes af den afdøde sanger Al Jarreau, er derimod et spøjst og lidt broget bekendtskab. Nas’ staccato-rap og det cirkusagtige beat er på én gang spændende og uortodokst, men samtidig trættende i længden.
Et tilbagevendende tema i Nas’ diskografi er, at han sommetider har truffet nogle helt uforståelige beatvalg. Faktisk adskiller legendens gode, middelmådige og dårlige udgivelser sig ofte fra hinanden på dét punkt, for Nas har jo altid været en glimrende rapper. Det er han som sagt også på ‘The Lost Tapes 2’, men desværre viser produktionerne sig endnu engang at være en akilleshæl. Det til trods for, at producerholdet tæller nogle af genrens helt tunge drenge.
Det gælder nemlig for størstedelen af albummet, at det rent musikalsk simpelthen er for kedeligt og upåfaldende. Bortset fra få interessante afstikkere, såsom de tidligere nævnte, har de fleste sange det til fælles, at produktionerrne er behagelige nok, men på ingen måde specielt fængende. Det er ikke fordi, at tracks som ‘Lost Freestyle’, ‘Queens Wolf’ og ‘Adult Film’ er dårlige, men de kommer og går uden at hænge fast – Nas’ dygtighed til trods. Decideret ringe er dog den Hit-Boy-producerede ‘Royalty’, hvor trommerne er enerverende og strygerne ulideligt corny. RaVaughns r’n’b-hook kan beskrives med de samme adjektiver.
Resultatet er, at ‘The Lost Tapes 2’ i langt højere grad lever op til sin titel end forgængeren fra 2002. Den første kompilation er så god, at det er svært at fatte, at der skulle være tale om frasorterede rester fra andre projekter. Denne gang er det knapt så svært at se.
Kort sagt:
Nas er i fin form på kompilationen ‘The Lost Tapes 2’, men mest af alt er der tale om en samling behagelige, men upåfaldende numre fra gemmerne.
Læs også: Nas’ fem bedste album – rangeret