For præcis 25 år siden udgav en 20-årig rapper fra Queensbridge sit debutalbum med titlen ’Illmatic’, der skulle vise sig at blive et af de mest hyldede og respekterede værker i hiphoppens historie og en prototypisk East Coast-klassiker. Siden er meget vand løbet gennem East River, og Nas står nu med et omfattende bagkatalog på 12 soloalbum med det Kanye West-producerede ’Nasir’ fra sidste år som sidste nye skud på stammen.
Men når man starter karrieren med at udgive en klassiker, kan det være svært at opretholde niveauet og leve op til forventningerne fra fans og kritikere. Hvorfor nogle da også påstår, at rapperens i retrospekt værste karrieremove var at debutere med ’Illmatic’.
Ikke desto mindre har Nas lavet masser af glimrende musik siden, og i anledning af 25-års jubilæet for udgivelsen af ‘Illmatic’ kigger vi her tilbage på karrieren og giver vores bud på rapperens fem bedste album.
5. ’God’s Son’ (2002)
Nas red på en bølge, da ’God’s Son’ udkom i 2002. Efter en krise i slut-90’erne, hvor hans album blev mere og mere ujævne og kommercielle, slog Queensbridge-rapperen tilbage med et af hiphophistoriens stærkeste diss i form af ’Ether’ mod Jay-Z, og så fulgte han op med det stærke ’Stillmatic’-album i 2001. ’God’s Son’ red videre på den succes. Albummet udstråler selvsikkerhed og fremdrift – men det er samtidig et af Nas’ mest direkte personlige album.
Selvsikkerheden indkapsles af en af Nas’ stærkeste sange overhovedet: ’Made You Look’. Dét nummer runger og tordner stadig, som var det lavet i går. Det er, som Kanye ville sige det, superheltemusik. ’Last Real Nigga Alive’ er en fascinerende fortælling om, hvordan New Yorks hiphopmiljø hang sammen, der iscenesætter Nas som den sidste ægte gaderapper. ’The Cross’ (utroligt nok produceret af Eminem!) har en lignende tematik, og introen ’Get Down’ emmer af overskud. Det er sange, hvor Nas lyder sjældent urørlig.
Samtidig får vi også overskudsagtige numre som ’Book of Rhymes’, hvor Nas reciterer random tekster fra sine notesbøger, et par hyldester til hans afdøde mor, og så selvfølgelig det store hit ’I Can’. Det her var albummet, der for alvor placerede Nas tilbage på toppen. Han var ikke længere kun rapperen, der havde lavet ’Illmatic’, men en New York-legende med en hel håndfuld klassikere på cv’et.
4. ’It Was Written’ (1996)
’Illmatic’ omtales ofte som det bedste album i hiphophistorien, så forventningerne til Nas’ andet album var mildt sagt store. Mange krævede, at rapperen ikke ville søge mainstreamsucces eller pophits, men i stedet fortsætte den poetiske vej fra debuten.
Det gav Nas en fuck for. Han introducerede det opulente drugdealer-alter ego Nas Escobar (der nok var inspireret af Reakwons mafioso-rap), skabte et kæmpe pophit med Lauryn Hill i form af ’If I Ruled the World (Imagine That)’ og fortolkede gudhjælpemig også Eurythmics på ’Street Dreams’. Der var endda en sang med west coast-superproduceren Dr. Dre!
Længere væk fra ’Illmatic’ kunne man næsten ikke komme, og Nas blev da også slagtet af mange ’Illmatic’-fans, da ’It Was Written’ udkom. Men i dag står det som et af hans stærkeste album, netop fordi det så overbevisende fandt en ny vej for Nas efter debuten. Det her er hans klart stærkeste kommercielle album, det har hans største hits – og så byder det også på karrierehøjdepunkter i form af den ikoniske ’The Message’, mafiosorap-klassikeren ’Affirmative Action’ og konceptsangen ’I Gave You Power’, hvor Nas rapper fra en pistols perspektiv.
’It Was Written’ er dermed noget så sjældent som et hiphopalbum, der var hadet, da det udkom, men som nu står som en klassiker. Det er Nas’ klart mest undervurderede album.
3. ‘The Lost Tapes’ (2002)
Det er ikke så tit, man placerer et opsamlingsalbum med kasserede optagelser på en liste som denne, men ’The Lost Tapes’ er så godt et hiphopalbum, at det næsten er svært at tro historien om, at de her sange skulle være frasorteringer.
Det er ikke desto mindre tilfældet, men af en god grund. Som mange andre artister var Nas i slut-90’erne og start-00’erne nemlig offer for, at hans sange blev leaket og delt på nettet som mp3-filer før tid. Derfor blev en del numre skrottet fra ’I Am…’ og ’Stillmatic’, og de endte så her.
Held i uheld, for ’The Lost Tapes’ står for sig selv som en af Nas’ allerbedste udgivelser og holder trods et par middelmådigheder et langt højere bundniveau end tidligere ‘rigtige’ studiealbum som ‘Nastradamus’ og ’I Am…’.
På åbneren ’Doo Rags’ vender Nas nostalgisk blikket tilbage mod sin ungdom i 80’erne med referencer til den tids mode og musik, men pointerer samtidig, at mange af datidens problemer stadig vedbliver. Og ’Nothing Lasts Forever’ er trods sit klichétema et af Nas’ stærkeste numre, hvilket i høj grad skyldes instrumentalen med dens forsigtige klavermelodi og lyse strygere, der altid svæver over sangens øvrige dele og giver et himmelsk udtryk.
Der er ikke meget gangsta-glorificering på ’The Lost Tapes’, som gennemgående er en bittersød blanding af nostalgi, samfundskritik og introspektive tanker over spartanske produktioner, der ofte gør brug af simple klavermelodier og stygere.
2. ‘Stillmatic’ (2001)
2001 var et kritisk punkt i karrieren for Nas. For det første fordi hans to seneste album, ’I Am’ og ’Nastradamus’, havde skuffet fælt af forskellige årsager, og for det andet fordi Jay-Z lige havde affyret skud på diss-tracket ’The Takeover’.
Men hans femte album, ’Stillmatic’, kom lige i rette tid og blev lidt af et comeback-album. Ikke alene trynede han Jay-Z ret eftertrykkeligt på ’Ether’ og vandt ifølge mange beefen – det er også et return to form for Nas i den forstand, at han igen nærmer sig den lyriske og tekniske verdensklasse, man så på ’Illmatic’.
Ballet åbnes med netop ’Ether’, som er en ren tour de force: På fire et halvt minut sparker Nas til Jay-Z på den ene brutale bar efter den anden og anklager ham for alt fra at være en kvindehader til at vise disrespekt det afdøde forbillede Biggie.
På ’One Mic’ ser vi igen den filosofiske og indadskuende Nas, når han over et melankolsk beat skifter mellem at udforske samfundsproblemer og hige efter et simplere liv: »Yo, all I need is one mic, one beat, one stage«. På ’Rewind’ viser Nas sig som den innovative lyriker, han er, ved at switche sangstrukturen op og rappe en historie bagvendt med linjer som »now he back to square one, screamin’ ’shoot don’t please’«.
På ‘Stillmatic’ fik vi lidt af det hele: Den samfundskritiske og conscious Nas var tilbage, men med et hårdere, vredere udtryk og lidt gangsta-attitude iblandet i perfekt harmoni.
1. ‘Illmatic’ (1994)
Der er ikke noget overraskende eller kontroversielt i at placere Nas’ ’Illmatic’ som hans bedste, og du havde nok set den komme – men den er jo bare svær komme uden om. Det er trods alt ikke for sjov, at debuten fra 1994 som oftest kommer op, når snakken falder på alle tiders bedste hiphopalbum.
’Illmatic’ er den slags album, der bare skriger ’klassisk’ og ’ikonisk’ – fra momentet man ser coveret og får øjenkontakt med lille Nasir Jones, der er klistret op mod et grynet fotografi af the projects, til slutnummeret ’It Ain’t Hard to Tell’ fader ud.
På den DJ Premier-producerede åbner ’N. Y. State of Mind’ kan man nærmest føle, lugte og smage et vinterkøligt, slummet 90’er-New York, mens Nas maler et detaljeret billede af det brutale gadeliv i hjembyen. Homien AZ, den eneste gæsterapper på albummet, stråler med en energisk, lys vokal på ’Life’s a Bitch’, der trods sit morbide tema har den her forløsende »fuck det hele«-stemning takket være L.E.S.-beatet og AZ’s råbe-hook. Den sobre ’One Love’ er skrevet som et brev til en fængselsindsat kammerat, som Nas opdaterer med de seneste nyheder fra gaden, hvilket sommetider bliver decideret hjerteskærende; »Plus, congratulations, you know you got a son / I heard he looks like ya, why don’t your lady write ya?« Av…
Og sådan kunne man fortsætte i længder om albummets ti tracks, der alle har fantastisk beat-håndværk og Nas’ fængende gadepoesi og rå beskrivelser af livet i New Yorks fattige kvarterer som gennemgående kvaliteter.
Det er ikke fordi Nas ikke har sange i sin øvrige diskografi, som måske rivaliserer dem på ‘Illmatic’ – for eksempel nævnes ’The Message’ fra efterfølgeren ’It Was Written’ sommetider som en af hans allerbedste. Men ‘Illmatic’ som album er gennemført som intet andet i karrieren og har sat et gigantisk aftryk på genren. Det er et album, der skriger hiphop med stort H.
Læs også: NorthSide har aldrig været mere hiphop end i 2019