Bisses countryalbum ’Tanzmaus’ er faktisk ikke så country alligevel
Evigt omskiftelig, altid i bevægelse – og stadig den samme.
Det må være den mest rammende måde at beskrive Bisse på; troubadouren, ordentusiasten og albumkunstneren, der på rekordtid har kastet den ene udgivelse efter den anden af sig med ustyrlig skabertrang.
Gemt bag Storm P.-illustrationen ’Klovnens begravelse’ – en illustration, der aldrig nåede at blive fuldendt, da den folkekære tegner og satiriker gik bort i 1949 – finder man ’Tanzmaus’. Bisses tiende album i rækken med ni nye sange, der følger op på det blot ti måneder gamle symfoniske revyalbum ’Tanmaurk’.
Som en kamæleon skifter Bisse farve, som en slange skifter han ham, og som musiker skifter han stil og prøver nye ting af for hver udgivelse. Denne gang havde den omskiftelige musiker og sangskriver meddelt, at han ville invitere til halbal med et countryalbum.
Men havde man håbet, at Bisse ville gå all- in med fiddlevioliner, banjo, vaskebræt, fodtramp og linedance, så bliver man skuffet i mødet med ’Tanzmaus’. Havde man håbet, at han ville tage den mere strømlinede Nashville-lyd til sig og over et helt album croone til lyden af klimprende akustiske guitarer og sukkersøde strygerarrangementer, går man også forgæves.
Jovist, der er countryvibes at hente hinsides pressebilledernes lyserøde skjorte, brede slips og cowboyhat, men det ligger mere som en distanceret stiløvelse, som langt fra er fast integreret som et musikalsk koncept over hele albummet.
Bisse er stadig sig selv: Snørklet, enigmatisk og gådefuld. Romantisk, lun, naiv og fuld af håb og følelser. Og ord, ikke mindst.
I begyndelsen var ordet, fristes man med en bibelsk reference til at sige, og dernæst kom musikken. Det er i hvert fald tilfældet hos Bisse, for hvem ordene er det centrale og altid har været det, og som musikken klæder af og på som en omskiftelig fernis fra plade til plade.
På ’Tanzmaus’ kaster Bisse sig denne gang rundt i hornarrangementer, Dixieland-jazz, sjælere og akustiske guitarballader med subtil backing, mens hans vokal på smægtende vis lader ordene rulle, flyde, trække sig sammen og ud i fortællinger, abstraktioner, anekdoter og øjebliksbilleder.
Men hvis det ikke er countryen, der tegner albummet, så er der til gengæld et andet tema, der dominerer.
Hvor ’Tanmaurk’ var en nationalrevisionisme, der blev trukket op til nutiden, er ’Tanzmaus’ forankret i et lige her og nu: Det er en liveopdatering om den korrumperede drift af de samfundsbærende finansinstitutioner, om snyltere, der stjæler fra socialkassen, og om griske rigmænd, der flår staten i udbytteskat og bosætter sig uden for nationens lov og ret i selvvalgt, luksuriøs eksil.
Det er en samfundskritisk bredside mod tidens fordærvede moral, mod klasseopdelingen og mod handlingslammelsen.
Men selv om emnet er alvorligt, bliver det i Bisses musikalske univers aldrig rigtigt alvorligt.
»Jeg har lavet the Big Five big time / livet er en leg for andres penge / især hvis du undlader at spørge dem«, lyder det med henvisning til den svindeltiltalte Britta Nielsen i den fremragende ’Britta Big Five’, hvor Bisse med humoristisk bid slår sig løs over et struttende blæsere i et ekko af C.V. Jørgensens eksildanskerrevsende klassiker ’Costa del Sol’.
»Hvor mange sosu-medarbejdere kan man få for 12 milliarder kroner? / et slag på tasken ville være / cirka 45.000 stykker«, kommer det senere på ’Sanjay Shah’, et blidt hesteridt med slideguitar og westernstemning, hvor Bisse både varsler hævn med et »sosu-blodbad i Dubai«, men også sender et par flade mod den offentlige administration: »Jeg er ikke dum / jeg er bare nyansat i SKAT.«
At Bisse skulle have forvandlet sig til en fuldblods samfundsrevsende samtidspoet er dog ikke det fulde billede, for på titelnummeret går revyånden fra ’Tanmaurk’ igen, når mundharmonika, whiskers og blide pianoanslag lægger bund for en idyllisk skildring af nationen med inkongruente referencer til både Dirch Passer, Jellingestenene, stormagasinet Field’s og 2Pac.
Andetsteds kigges der tilbage, som når ’Modstandsmanden’ kaster sig ud i lystig Dixieland-jazz, en genre, der har været et musikalsk kendetegn for New Orleans siden 1910’erne, men som typisk for Bisses tøjlesløse stil afveksles med et nedtonet B-stykke. Her bliver den lettere enerverende legesyge til en mere afgrundsdyb alvor, som Bisse over udstrakte blæsere bevæger sig ud i en dybsindig politisk refleksion over sin familiefortid, forankret i historien om farfarens bror, der mistede livet som modstandsmand under Anden Verdenskrig.
I et decideret rapflow lyder det: »Han ofrede sig for at jeg ku’ sige hvad jeg vil / og ærligt talt, hvad bruger jeg så denne dyrt betalte ytringsfrihed til?«, før det munder ud i spørgsmålet: »Ville jeg have været modstandsmand eller stikker?«
Det er ikke den mest gribende selvransagelse, man har hørt fra Bisse (den hæder går nok stadig til ’Kærlighedsbarnet’ fra ’Bitchin’-albummet), men endnu engang står nutiden frem i et relief af fortiden, og endnu engang bruger Bisse sin personlige familiebaggrund til at tegne et langt større tematisk terræn op.
Det er i sig selv beundringsværdigt, for Bisse kreerer sange, der kommer bredere omkring, end de kommer bredt ud, og som skifter fra det nære til det fjerne, det konkrete til det abstrakte og det personlige til det almene i løbet af splitsekunder.
Så kan det godt være, at ’Tanzmaus’ ikke lyder som det countryalbum, der var bebudet.
Men det er stadig et glimrende Bisse-album.
Kort sagt:
Der er ikke meget halbal, banjo og linedance over Bisses bebudede countryalbum, ’Tanzmaus’. Til gengæld er der verbale lussinger mod det moralske fordærv i samfundets institutioner og relaterbare personlige betragtninger og refleksioner, der trækker nutid og fortid sammen over flotte blæserarrangementer, akustiske guitarballader og en enkelt afstikker til New Orleans-jazz – rimelig meget, som man kunne forvente det af Bisse.