Chorus Grant vender ryggen til larmen og kigger indad på ’Vernacular Music’
»Sørgmodig dur«, har Kristian Finne selv døbt lyden på sit andet album under kunstnernavnet Chorus Grant. ’Vernacular Music’ er akustisk musik, der ikke som sådan er demonstrativt hulkende, men alligevel i kraft af sin nordiske dna har et skær af den tristesse, der kan følge med langtrukne efterår og flygtige somre.
Vernacular betyder folkemunde eller original dialekt. Det er tydeligt, at Finne har forsøgt at finde ind til en kerne af noget, der ikke kunne være lavet andre steder end her i det kolde nord. Vi er langt fra ikke kun guitarrocken hos Finnes gamle band The River Phoenix, men også et stykke fra duoen Cancer, som Finne sammen med Nikolaj Manuel Vonsild fra When Saints Go Machine har fået stor anerkendelse for.
Ofte er ’Vernacular Music’ smuk og intim. Med en højtidelighed og en fornemmelse af noget bedaget, et delikat lag af det fineste støv – en musikalsk poetik der næppe vil bringe buzzende interviews i Aftenshowet eller på P3. Elektronik er nærmest bandlyst. Klarinet, fløjte, saxofon og sav skaber atmosfære og nuancer i sangenes periferi, som om noget fortidigt, stort og overvældende trænger sig på. Det skaber en vis velgørende uhygge og mystik her og der. Det gør også, at det nær-konstante nærvær af Finnes behagelige, men ikke voldsomt varierede sangstemme og den flittige brug af akustisk guitar ikke overskrider sin besøgstid – de allermest rastløse lyttere vil dog finde albummet monotont på grænsen til det kedsommelige.
Det kan dog anbefales at hænge ved, for albummet rummer flere gode pluk. På ’Lives’ er sammenspillet sprødt og sårbart som nyfalden sne, og især træ- og messingblæserne giver et lidt patineret udtryk, der er behageligt og trygt. ’Give It a Name’ er mere upbeat, med håndklap og lejrbålsstemning, men stadig med et strejf af mystik, som en fejring eller et ritual dybt inde i en mørk skov. ’Changing Forever’ har en simpel, men elegisk melodi, der igen kalder på minder om folkemusik fra forne tider. Smukt. ’No Word for the Word’ har albummets mest catchy riff – her kan man næsten høre et hit, som vil egne sig til fremtidige Soft Indie-playlists på Spotify. Giv nummeret et par spins, og riffet tager bolig i dig.
På ’Vernacular Music’ har Kristian Finne fået fingerfærdig support fra bandmedlemmerne Camilla Munck og Moogie Johnson, der også på egen hånd har lavet smuk nordicana sammen. Flere kyndige hænder er inde over og tilføjer egne penselstrøg hist og her, men alligevel fremstår albummet som et soloprojekt. Fremmanet i isolerede stunder med blot pennen, papiret og en akustisk guitar ved hånden.
Der foreligger dog ikke en Bon Iver-inspireret baggrundsfortælling om Finne i en ensom hytte. ’Vernacular Music’ er indspillet i København, hvilket næsten må betyde, at et større vej- eller byggeprojekt med bor og hamre må have fundet sted ikke langt fra optagelserne. Alligevel giver albummet lytteren en fornemmelse af at være trukket væk fra larm, wi-fi og blinkende distraktioner.
Udenlandske sammenligninger kunne være Iron & Wine eller Sufjan Stevens’ ’Carrie & Lowell’, og arrangementerne og instrumenteringen får mig her og der til at tænke på Cass McCombs’ statelige ’Wit’s End’ – sidstnævnte kunstner er en af Finnes erklærede inspirationskilder.
Helt så stærkt indtryk gør Chorus Grant dog ikke, for ikke alle sange kan helt udfylde de smukke rammer. 12 numre kan faktisk være en lidt stor mundfuld, når variationen sangene imellem trods alt ikke er større. Men ’Vernacular Music’ kan sagtens retfærdiggøre en lavmælt stund i Kristian Finnes selskab. Sidste nummer hedder ’Chamber Two’ og er instrumentalt: Her slukker Finne mikrofonen og afrunder pladen med et akustisk guitarstykke, hvor mange toner nænsomt bliver gentaget og får lov at hænge som et slags ekko, der skal lede over i stilheden. Som om tankerummet skal have det sidste ord.
Kort sagt:
Chorus Grant vender ryggen til larmen og kigger indad på ’Vernacular Music’, der vil belønne de tålmodige med smuk, håndspillet musik med en snert af (æld)gamle dage.