FARVEL TIL 10’ERNE. For ti år siden var jeg i praktik hos Soundvenue. Helt præcist i forårssemesteret 2009. Jeg sad ofte med hue på indenfor, og jeg havde det, mange nok ville kalde en ’alternativ’ døgnrytme.
Men jeg elskede musik, og som ung, ivrig universitetspraktikant var min primære opgave at skrive nyheder til Soundvenue.com. Det blev til ret mange nyheder (og et nyt forhold til kaffe) over de seks måneder. Men det kan alligevel tælles på et par hænder, hvor mange af mine historier, der handlede om hiphop.
Dengang skrev Soundvenue nemlig primært om (indie)rock – plus de mindre afarter, der helst ikke lå mere end et stenkast fra den alternative rocks alfarvej. 2009 var således året, hvor vi kårede årets tre bedste album til at være Animal Collectives ’Merriweather Post Pavilion’, Grizzly Bears ’Veckatimist’ og Dirty Projectors’ ’Bitte Orca’. Det var Brooklyn og skovmandsskjorter all the way, og der var ikke ét eneste hiphopalbum at finde på Soundvenues liste over årets 20 bedste album!
Hvis du nu til dags besøger Soundvenue.com bare engang imellem, vil du vide, at billedet ser lidt anderledes ud. For at sige det mildt. Der er jo også gået et helt årti, hvilket vi sætter fokus på i et stort tema om 10’erne, som bliver rullet ud i denne og næste uge.
I dag er hiphop den dominerende genre. Ikke bare i vores spalter, men i hele verden. Op gennem 10’erne har hiphoppen langsomt, men sikkert overtaget tronen som verdens mest populære genre, og undervejs flekset sine kommercielle muskler side om side med en tilegnet status som et musikalsk rum, hvor der er plads til både nyskabelse og kreativitet, oprør og angst.
Popmusikken, som vi kendte den, er død, og hiphoppens grundpræmis er blevet poppens new normal. Men samtidig er hiphoppen stadig sit eget økosystem i den store, vide musikverden – med egne udfordringer, normer og tematiske udgangspunkter. Og det er ikke en dum ting, at rappen efterhånden brager ud af musikbranchens største megafon.
For med hiphop som udgangspunkt har 10’erne lagt fundamentet for en ny form for populærmusik, der både afspejler og rykker ved den verden, vi lever i.
Drake som patient nul
Nu var det jo ikke fordi, hiphop ikke eksisterede dengang i 2009. Men altså, det var et år, hvor årets bedst sælgende hiphopalbum var Eminems ’Relapse’ og Jay-Z’s ’The Blueprint 3’ – ikke ligefrem højdepunkter i de to rapperes respektive karrierer. Bevares, vi fik Raekwons ’Only Built 4 Cuban Linx… Pt. II’, men hiphop var ikke på peak i slutningen er 00’erne (lige på nær Lil Wayne). Hiphop var en nichegenre – det var ikke noget ’alle’ hørte.
Men simultant med at jeg i engang starten af 10’erne (efter en periode som freelancer) blev fastansat hos Soundvenue, skete der noget. Det var nok efterdønningerne af Kanye Wests følelsestunge, autotunede og skelsættende ’808s and Heartbreak’-album fra 2008, der begyndte at manifestere sig. Og det var som om, der for alvor skete et skift med Drakes ’Take Care’ i 2011.
Drake sang lige så meget som han rappede. Det var nyt. Han sang om følelser, svaghed, berømmelsens bagside – han ringede til ekskærester midt om natten! Det var nyt. Og sammen med hofproducer Noah ’40’ Shebib gjorde han det i et format, der var lige dele hiphop og r’n’b.
Hvor ’808s and Heartbreak’ til tider var et ’svært’ album at gå til, lavede Drake netop popversionen af det, man lidt simpelt kan kalde ’hiphop, der ikke er bange for at vise følelser’. Her blev genren noget andet end bling og blær (00’erne) og samfundskritik (80’erne og 90’erne). Albummet ramte en guldåre og kickstartede en ny æra for hiphop.
Sideløbende revolutionerede The Weeknd og Frank Ocean r’n’b-genren med ’House of Balloons’ og ’Nostalgia, Ultra’ (senere også ‘Channel Orange’), og på Soundvenue-kontoret i Studiestræde fik jeg (og resten af redaktionen) stille og roligt hovedet op fra det indierock-trug, vi havde spist af i mange år – altså, de samplede jo for helvede Beach House og MGMT! Selvfølgelig i kølvandet på Drake, der brugte Lykke Lis ’Little Bit’ på sin debut-ep i 2009.
Hertil havde den nye indierockgeneration (igen, groft sigtet) peaket i 00’erne – det var her, vi fik hovedværker fra Arcade Fire, LCD Soundsystem, Interpol, Grizzly Bear, The Strokes, Animal Collective, Wilco, Radiohead. Der er ingen af de bands, der har udgivet noget i 10’erne, der er bedre end det, de udgav årtiet forinden. Og der har bare ikke været vildt mange, der har kunnet samle krummerne op på ligeså banebrydende vis.
Pludselig var det i hiphop, at man for alvor fandt fornyelsen og viljen til at udfordre normerne. Og her man fandt de nye popkulturelle ikoner. Idiosynkratiske og fremsynede rappere som Tyler, The Creator, ASAP Rocky, Kendrick Lamar, Drake og Kanye West blev de kunstnere, man sad på kanten af stolen og ventede på nye singler og album fra.
Hiphoppen blev ganske enkelt det mest spændende sted at være i musikverdenen. Der, hvor der blev sagt ting, der ikke var blevet sagt før. På måder, som vi ikke havde hørt før. Der, hvor der både blev kigget selvransagende indad og perspektiverende og vredt ud mod det samfund, vi lever i.
Og hos Soundvenue fulgte vi selvfølgelig trop. Vi er ikke bundet af genrerestriktioner – vi skriver om den musik, vi synes er spændende. Om den musik, der afspejler tiden. Og op gennem årene blev det mere og mere tydeligt, at 10’erne var hiphoppens årti.
»We the new rock stars«
Ved overgangen til 2018 blev det officielt: En opgørelse med data fra firmaet Nielsen Soundscan deklarerede, at hiphop/r’n’b nu havde overgået rock som den mest populære genre i USA.
Tænk lige over det: Hiphop var ganske enkelt blevet den genre, som blev konsumeret mest. Den dominerede hitlisterne, men samtidig blev den ved at forny sig, kaste nye superstjerner af sig og levere moderne mesterværker.
I 2017 – året hvor hiphop overtog tronen – fik vi både Lil Uzi Verts emo-hovedværk ’Luv Is Rage 2’, Drakes ’playliste’ af hits ’More Like’, Brockhamptons ’Saturation’-trilogi, Migos’ trap-extravaganza ’Culture’, Tyler, The Creators åbenhjertige ’Flower Boy’, Kendrick Lamars introspektive ’Damn’ og Jay-Z’s bedste album i lang tid, ’4:44’.
Og det var bare toppen af isbjerget.
»Rap is the new rock and roll. We the rock stars! We the real rock stars, and I’m the biggest of all of them! I’m the number one rockstar on the planet!«, nærmest råbte Kanye West profetisk i et legendarisk 2013-interview med Zane Lowe. Det virkede manisk og komisk. Men han havde jo ret – formentligt også i, at han selv var planetens største rockstjerne i 2013.
Det er ret simpelt: Hiphop er det nye pop, og rapperne er de nye rockstjerner. Mytologien mellem de forskellige genrer er smeltet sammen. Se bare på rappere som Lil Nas X, Post Malone og Lil Uzi Vert.
Populariteten har været den samme i vores egen andedam: Rappere som Gilli, Kesi, Sivas og MellemFingaMuzik har været streaming-konger i 10’erne, mens navne som Ukendt Kunstner, Suspekt og Benal er blevet allemandseje. Rockmusik på den danske Spotify-hitliste? Glem det.
Mens hiphop er blevet tidens popmusik (forstået på den måde, at det er den mest populære form for musik), hvad er der så sket med popgenren? Altså det sted, hvor man gør en dyd ud af lave sange på tre minutter, der ikke overrasker, har en fast struktur og sætter alt ind på at have et vanedannende omkvæd.
Kunstnere som Taylor Swift, Justin Bieber, Katy Perry og Ed Sheeran er der bare. De er blevet en integreret del af popkulturen, men de rykker ikke ved noget. Det gør én som Ariana Grande, bevares, men ellers virker det til, at en ny garde af kunstnere, der laver noget med lidt flere ridser i lakken – både musikalsk og emotionelt – står klar til at nuppe teten. Folk som Billie Eilish, Charli XCX og Clairo.
Hiphop er et økosystem i konstant udvikling
I denne og næste uge kigger Soundvenue tilbage på 10’erne med en lang række artikler, lister og analyser, og i tiden op til har jeg tænkt over, at min tid hos Soundvenue jo har flugtet 1:1 med det årti, som vi nu siger farvel til. Min tid som journalist, anmelder og redaktør i musikkens tjeneste har været defineret af 10’erne – hvis man altså ser ud over den første tid som praktikant.
I dag har jeg ikke længere hue på indenfor. Jeg har fået briller, og jeg får Aarstiderne leveret hver mandag. Men musikken er stadig altdominerende, og jeg er i den grad altædende. Også musik, der bliver spillet på guitar. For selvfølgelig bliver der også lavet skelsættende – eller bare god, det kan også være nok – rockmusik i dag. Big Thief, Nick Cave, Vampire Weekend for bare at nævne et par album i år.
Nogle ting ændrer sig, andre gør ikke. Men måske man lidt kringlet kan formulere, at noget af min urokkelige kærlighed til musik tit hænger sammen med de dele af den, som rent faktisk flytter sig. Og i 10’erne har netop udvikling – både musikalsk og i et bredere samfundsperspektiv – været hiphoppens og r’n’b’ens modus operandi.
Hiphoppen er ikke stagneret – endnu. Og derfor er den så spændende at følge med i. Det er her, der bliver prøvet ting af og opfundet nye genresammensætninger på ugentlig basis. Det er her, status quo bliver udfordret. Det er her, der bliver lavet protest, og her, ordet for alvor kommer til sin magt i et opgør med autoriteter. Det er her, der bliver udklækket nye superstjerner og enfants terribles, der styrer den popkulturelle samtale langt ud over musikkens grænser.
Men på trods af sin nyfundne status er hiphop stadig sit eget lille økosystem, som har haft og stadig har sine udfordringer. Men det bliver bedre, og der er sket en hel del i løbet af det forgangne årti.
Med Kendrick Lamar som bannerfører har hiphoppen i 10’erne genfundet sin politiske brod. Der er stille og roligt blevet gjort op med genrens forstokkede forhold til homoseksualitet. Kvindelige rappere gør op med hiphop-patriarkatet. Og stereotypen om machomanden som den klassiske rapper er blevet lagt i graven; nu behandler hiphoppen tunge personlige emner som angst og depression, der knytter sig til tidens ungdom.
Hiphoppen er blevet mere menneskelig, mere sårbar, mere i øjenhøjde – og har på den måde fået en hel generation af nye fans. Men samtidig reflekterer, kommenterer og afspejler den nutidens samfund og dets problemer som ingen anden genre.
Begge faktorer har været medvirkende til, at hiphop i dag kan kåres til både den vigtigste og den mest populære genre i 10’erne. Og det er genrens konstante udforskning af rammerne og reglerne inden for de to halvdele, der gør, at den kommer til at regere langt ind i 20’erne.
Popmusikken, som vi kendte den, er død – hiphoppen længe leve.
LÆS HELE TEMAET: Farvel til 10’erne
Læs også: De 25 vigtigste internationale album i 2010’erne