The National udløste store følelser under flot og rørende Royal Arena-koncert
The National har i mange år været i det, der for de fleste bands i samme situation måtte have syntes at være lidt af en kattepine. De er et gigantisk band, der kan give udsolgte koncerter i store sale, hvilket eksempelvis var tilfældet i Royal Arena. Men samtidig er en af bandets store forcer, at deres musik er så afvæbnende og indadskuende. Til tider decideret intim. Hvordan når man helt ned på bageste række, når ens musik ikke just har mulighed for nogensinde at blive den store feststarter?
Svaret er langt hen ad vejen et spørgsmål om skala. Når The National spiller live, har de siden 2007 udvidet besætningen fra den sædvanlige kvintet, således at de både har basun og trompet med til koncerterne. I år har de udvidet yderligere ved at tilføje en ekstra trommeslager, samt to kvindelige korsangere – uden sidstnævnte ville store dele af ‘I Am Easy to Find’ da også være tæt på umulig at opføre.
Det gjorde lyden markant mere fyldig i Royal Arena, og der gik nærmest Phil Spector i den, når der var aktivitet i flest instrumenter samtidig. Det gik dog ikke ud over det følsomme univers, bandets sange præsterer – og det skyldtes, at bandet forstod, hvilke dele af besætningen der skulle være fokus på hvornår.
De fleste fik en stjernestund eller to, men der skal ikke herske tvivl om, at deres sceneudtryk især blev båret af forsanger Matt Berninger og guitarist/pianist Aaron Dessner – ikke blot fordi de var de eneste, der talte mellem numrene, men også fordi de står for de mest ekspressive dele af musikken. De emotionelle højdepunkter var helt klart oftest, når Matt valgte at skubbe sin vokal til et yderpunkt (eksempelvis på ‘Day I Die’, ‘Mr. November’ eller ‘Terrible Love’), eller når Aaron havde gang i en særligt smuk, måske endda vrælende guitarsolo (eksempelvis til ‘Don’t Swallow the Cap’, ‘Guilty Party’ eller den geniale tilføjelse af en jazzet intro til ‘The System Only Dreams in Total Darkness’).
Når den følelsesmæssige kerne udgøres af Matt og Aaron, er deres præstationer naturligvis også noget nær altafgørende for, hvornår koncerten lander. Og der var altså punkter, hvor det føltes lidt rutinepræget – omend stadig velspillet. Jeg fik ikke meget ud af, da Matt stod og vuggede til ‘Quiet Light’, ej heller meget, da han stod ganske stille til ‘Light Years’. Generelt var det egentlig de nye sange, der endte med at falde en kende til jorden – jeg er temmelig begejstret for albummet, så jeg regner med, at det nok bare er fordi, de numre skal finde deres live-form.
Jeg må også sige, at her på min fjerde The National-koncert havde jeg svært ved at få hænderne op i vejret over, hvor ofte Matt bevægede sig ned til publikum. Hvis det blot var en enkelt gang eller to hver koncert, ville det måske føles mere specielt – men jeg forstår selvfølgelig også, hvor stort det måtte føles for især alle de yngre fans i publikum, der så The National for første gang fredag aften i Royal Arena.
Når skalaen er skruet så højt op, gør det også de mere afvæbnende øjeblikke ekstra virkningsfulde. Netop derfor var ekstranumrene nok det, der gik allerbedst. ‘Karen at the Liquor Store’, ‘Fake Empire’, ‘Terrible Love’, ‘About Today’ og ‘Vanderlyle Crybaby Creeks’ var en fuldstændig fortryllende serie af særligt sårbare sange, der udløste store følelser hos mig.
Især sidstnævnte var opfindsomt eksekveret. Den blev kørt unplugged i bedste MTV-stil, mens guitaristerne Aaron og Bryce Dessner symmetrisk løftede deres akustiske guitarer i vejret, mens blæserduoen Ben Lanz og Kyle Resnick stod i midten og leverede engleblidt akkompagnement. Vokalen stod publikum mestendels for. Matt havde vendt mikrofonen ud mod dem inden nummeret startede, og senere hen vandrede han rundt i fotograven og rakte den ud i fanskaren. Han kunne dog ikke dy sig for også selv at synge et par linjer.
Det var en rørende måde at afslutte koncerten. Som en slags tak til publikum, fordi de trods alt er årsagen til, at The National i dag er, hvor de er.
Kort sagt:
The National havde svært ved at få numrene fra den nye ‘I Am Easy to Find’ til at have samme slagkraft som bagkataloget – men koncerten var ellers spækket med momenter, der var både rørende og musikalsk uhyre kompetente.