Umiddelbart har Camila Cabellos hitlistetoppende latinpop på ’Romance’ ikke meget at gøre med den alternative retropop, Harry Styles serverede på ’Fine Line’. Alligevel deler de to albumaktuelle kunstnere flere fællesnævnere, end man skulle tro.
De forsøgte sig begge som teenagere og håbefulde popspirer i X-Factor, hvor de blev forkastet som solister for så at blive en del af to af dette årtis absolut største kommercielle gruppesucceser i form af boybandet One Direction og pigegruppen Fifth Harmony. Senere forlod de gruppekonstellationerne og har begge søsat succesrige solokarrierer, som i denne måned altså kulminerede med udgivelsen af hver deres respektive andet album.
Selv om de to stjerner befinder sig i to vidt forskellige ender af popspektret, så deler de altså samme oprindelseshistorie, og måske er det derfor, det føles som om, at ’Fine Line’ og ’Romance’ grundlæggende lider af den samme brist – til trods for de to albums helt åbenlyse forskelligheder.
Styles og Cabello lader nemlig begge til at have svært ved at finde sig selv og dermed også den helt personlige lyd, der kan tage det unægtelige talent, vi har fået smagsprøver på med Styles’ single ’Lights Out’ og Cabellos inderlige ’Used To This’, til det næste niveau.
Fortæl mig, hvem skal jeg være
Vi har nok alle på et tidspunkt i livet haft en uhåndgribelig drøm om at leve det vilde popstjerneliv. En drøm, der ikke nødvendigvis har været baseret på meget andet end et løst ønske om at blive som de store stjerner, man beundrede, når de befandt sig på Boogie-listen, blev spillet i radioen eller sågar på forældrenes pladespiller.
Men hvis man gerne bare vil være som Britney Spears eller David Bowie, hvordan finder man så egentlig ud af, hvem man selv er som kunstner, og hvordan man selv gerne vil lyde?
Jeg forestiller mig, at både Cabello og Styles handlede på den udefinerbare popstjernedrøm, da de besluttede sig for at prøve lykken i X-Factor i en alder af blot 15 og 16 år. Ikke fordi de havde et helt klart og tydeligt billede af, hvilken form for kunstnere, de gerne ville være, men nærmere fordi de havde en ambition om at blive popstjerner for enhver pris.
De er således begge blevet fortalt, hvilken rolle de skulle udfylde igennem hele deres musikalske opvækst, og selv efter adskillelsen fra deres respektive grupper og X-Factor-mærkatet er det tydeligt, at de søger andre faste opskrifter og inspirationer i deres kunstneriske virke.
Hos Harry Styles er det den tydelige ambition om at skrive ’Fine Line’ ind i en lang musikalsk tradition, der resulterer i, at legender som Bowie, Fleetwood Mac og Beatles spøger så meget i kulissen, at Styles’ eget personlige præg drukner i de mange referencer og inspirationskilder. Mens det for Cabellos vedkommende er den konstante higen efter en ny topplacering på Billboard-listen, der hindrer hende i at udfordre den kalkulerede mainstreamopskrift, som ligger til grund for hendes image som hyperseksualiseret latin good girl på hendes megahits ‘Havana’ og ‘Señorita’.
Der er jo som sådan intet nyt eller forkert i at lade sig inspirere af sine idoler eller at sigte efter hitlistesucces – som i hvert fald for Cabello må siges at være en realitet – men før eller senere bliver det essentielt for holdbarheden og relevansen af en artist, at de formår at præge og genfortolke det kunstneriske koncept, de baserer sig på, på en ny personlig måde – og det er altså det, der endnu ikke er lykkedes fuldstændigt for hverken Cabello og Styles af vidt forskellige årsager.
På mange måder er både Cabello og Styles først på dette tidspunkt i deres respektive karrierer i færd med den essentielle musikalske selvrealisering, som uden for talentshows og Youtube-sensationernes lukkede universer ville være en given forudsætning for overhovedet at slå igennem i musikbranchen. På den måde bliver deres kunstneriske opdagelsesrejse en offentlig skueplads, som vi alle bliver vidner til – både når den er frugtbar, og når den ikke er.
Gruppeforbandelse eller velsignelse?
Det kan efterhånden ikke komme bag på nogen, at konstruerede popgrupper som Fifth Harmony og One Direction har en midlertidig levetid. Vi har set den slags brud så mange gange før, helt tilbage til Diana Ross’ udbrud fra The Supremes og senere klasseeksempler som NSync og Destiny’s Child, der har affødt to af nutidens absolut største solister i form af Justin Timberlake og Beyoncé.
Det er altså ikke fordi, det er umuligt at bygge en holdbar og samtidig kvalitetspræget karriere op omkring en tjans som medlem af en gruppe. I både Timberlakes og Beyoncés tilfælde er man fristet til at påstå, at de to under alle omstændigheder ville være sluppet igennem nåleøjet på et tidspunkt – alene fordi deres talent simpelthen bare er fuldstændig unægteligt, og det samme kan man egentlig sige om Styles og Cabello, der allerede, mens de var en del af One Direction og Fifth Harmony, skilte sig ud fra mængden.
Styles og Cabello er da også uden tvivl de to medlemmer fra de hedengangne grupper, hvis solokarriere har haft absolut mest at byde på indtil videre. Fra både Fifth Harmony og One Direction har alle øvrige medlemmer ellers udgivet mere eller mindre anonym musik i eget navn – senest flødebollen Liam Payne, der med sin solodebut ’LP1’ har begået et album, som allerede fra første anslag lugter så langt væk af Ed Sheeran-klingende metervarepop, at man nærmest græmmes på genrens vegne. På den baggrund må man da også anerkende især Styles for i det mindste at forsøge sig med en lidt mere særegen tilgang til sin solokarriere, om end den altså endnu ikke er helt uden sine huller.
Heldigvis er både Cabellos og Styles’ soloridt først lige blevet skudt i gang, og den slags er jo heldigvis ikke en spurt, men nærmere et langt trav, hvor kreativ autonomi, selvstændighed og kvalitet løbende kan udvikles og desuden svinge op og ned. For begges vedkommende gælder i hvert fald, at talentet rækker til skyerne, så det bør bare være et spørgsmål om tid, før også deres kunstneriske potentiale forløses. Beyoncés ’Lemonade’ eller Justin Timberlakes ’Futuresex/Lovesounds’ blev jo heller ikke skabt på en dag.