Clairo er ikke længere bare et quirky teenagefænomen fra Youtube, hvilket man da også tydeligt kunne høre på debutalbummet ’Immunity’, som udkom tidligere på året.
For selv om 21-årige Claire Cotrill ganske vist kun akkurat er trådt ind i de ’voksnes rækker’, så er albummet en velreflekteret og moden videreudvikling af hendes charmerende, hjemmelavede soveværelsespop. Indierockens distortede, mudrede guitarlyd blander sig gnidningsfrit med Clairos ellers poppede undertoner og udgør et smukt bagtæppe til hendes på en og samme tid tårefremkaldende tekster og henslængte betragtninger om tilværelsen.
’Immunity’s højdepunkter tæller blandt andet ’Bags’, en lidt smadret kærlighedssang med tydelige queerundertoner, og den trap-inspirerede, autotune-ladede ’Closer to You’. Men alligevel er det faktisk det helt simpelt opbyggede åbningsnummer ’Alewife’, der bedst indkapsler den rørende blanding af personlig nærhed og samtidig humoristisk distance, som er så karakteristisk for Clairos befriende usentimentale favntag med ellers store følelsestunge emner på tværs af hele ’Immunity’ – så godt som én sang nu kan gøre det.
Ifølge Clairo er ’Alewife’ opkaldt efter en togstation tæt på hendes barndomshjem i den amerikanske delstat Massachusetts. Hun har fortalt til den i øvrigt ret anbefalelsesværdige podcast, ’Song Exploder’, at netop denne togstation fungerede som en form for portal til hele verden for hende i de svære teenageår. Herfra kunne hun komme alle steder hen, og på passende vis bliver sangen ’Alewife’ altså lige sådan vores vej ind i Clairos relaterbare univers, der handler mere om modet til at italesætte sine følelser end at svælge i dem.
Sangen er hendes personlige fortælling om en aften, da hun gik i 8. klasse og kæmpede med vedholdende selvmordstanker, som heldigvis aldrig nåede at udmønte sig i en skadelig handling, fordi en hurtigreagerende veninde ved navn Alexa kontaktede politiet efter at have kommunikeret med en destruktiv Clairo igennem hele aftenen.
Det er altså den traumatiske oplevelse, Clairo nøgternt og fuldstændig befriet for selvmedlidenhed synger om på ’Alewife’s bund af trommer, der nærmest rumler som et uroligt hjerteslag under en akkordprogression, som indeholder lige dele melankoli og optimisme.
Med tekstlinjer som »swear I could’ve done it / if you weren’t there when I hit the floor« er man ikke et sekund i tvivl om Clairos depressive sindstilstand på den forfærdelige aften, men hun formår alligevel at afholde sig fra at synke helt ned i det mørke, som det ville være så uendelig let at lade sig opsluge af. Hendes tekst er altid løftet af en underliggende optimisme og selvironi, som især skinner igennem, når hun som en sarkastisk kommentar til sit dramatiske teenage-jeg synger: »I know I’ll be allright / but eighth grade was never that tight« – dog uden at negligere alvoren og berettigelsen i de eksistentielle teenagetanker.
Clairo har selv fortalt, igen til ’Song Explorer’, at sangen udelukkende var ment som et udtryk for hendes taknemmelighed over Alexas indgriben: »Jeg besluttede mig for, at det var på tide at tale om den her oplevelse – ikke om, hvor sørgeligt det var, men mere om, hvor taknemmelig jeg er og var for Alexa«. Og på den måde lykkes hun altså med at fremstille en dybt traumatisk oplevelse som noget opløftende og livsbekræftende, der i stedet handler om, at vi alle har brug for hjælp nogle gange – og hvis vi er så heldige at få den, kan vi komme stærkere ud på den anden side.
Det er de samme tematikker om modet til at anerkende sine egne følelser, der går igen på numre som førnævnte ’Bags’, men også i queerhymnen ’Sofia’, hvor Clairo synger om at turde legitimere sine crushes på kendisser som Sofia Coppola og Sofia Vergera. Særligt det smukke afslutningsnummer ’I Wouldn’t Ask You’, hvor et børnekor bakker op om Clairos forsikring om, at vi nok skal blive allright, afrunder også fint den cirkel, ’Alewife’ indleder fra ’Immunity’s første anslag.
Man kan måske undre sig lidt over debutalbummets titel ’Immunity’, når vi allerede på åbningsnummeret bliver lukket ind i en del af Clairos fortælling, som paradoksalt nok omhandler det komplet modsatte af at være immun. Men titlen skal måske netop forstås som om, at det er i sårbarheden, den sande styrke eller usårlighed egentlig ligger. Vi skal ikke tie disse sørgelige fortællinger ihjel. Ligesom på ’Alewife’ skal vi efterrationalisere dem på en facon, der gradvist ændrer vores opfattelse af dem og os selv.
På den måde indtager Clairo rollen som den seje storesøster, der med sin personlige visdom kan forsikre alverdens ensomme (voksne) teenagere om, at selv om 8. klasse måske er slem, så skal det nok blive bedre. For følelser er måske nok både stærke og vigtige, men de kan også være forbigående og overkommelige, og der er intet ynkeligt i at bede om hjælp til at tackle dem – tværtimod.
Du kan opleve Clairo spille ’Alewife’ og resten af ’Immunity’ live, når hun giver en udsolgt Soundvenue Session i Lille Vega torsdag den 18. december.