KOMMENTAR. James Bond er blevet gammel. Han er faktisk gået på pension. Eller, det er han i hvert fald i plottet til den kommende 007-film ’No Time to Die’, der får premiere i april.
Det er på mange måder en film, der varsler flere nybrud for den snart 60 år gamle filmfranchise. Vi får en helt ny 007 i form af Lashana Lynch (husk: Bond nyder sit otium), fantastiske Phoebe Waller-Bridge er som den første kvinde siden 1963 blevet hyret som manuskriptforfatter, og i går blev det så annonceret, at Billie Eilish står for temasangen.
Det er et mageløst valg. En gamechanger, der potentielt kan skubbe traditionerne i helt nye retninger – meget passende, nu hvor vi netop er gået ind i et nyt årti, ikke?
Hos James Bond handler meget om netop traditioner. Der er visse ting, der skal være med i en James Bond-film. Visse ting, som gør franchisen til det, den er.
En af disse traditioner er temasangen. Og selv om vi er kommet langt siden næsten udelukkende at få serveret svulstige ballader (fra A-Ha til Chris Cornell), så er det stadig parolen, at James Bond-sangen er et helle – et sikkert sted, hvor der ikke bliver taget for mange chancer.
Mange havde nok ønsket, at Dua Lipa havde fået tjansen. Valget af Billie Eilish er et eller andet sted en (lille) mellemfinger til alle Bond-puritanerne.
For hvis der er noget, Eilish ikke står for, så er det den klassiske ballade. Hun har bygget en hel karriere op på at gå modsat branchens normer, og hendes popmusik bliver ikke konstrueret efter genrens klassiske byggesten.
Billie Eilish skal lave sangen sammen med bror Finneas, og jeg er overbevist om, at de kommer til at tage traditionen i helt nye retninger. Selvfølgelig kommer de til at ære franchisen – bevares, de er ikke barbarer – men de er netop hyret ind, fordi de kan noget andet end Adele, Sam Smith og så Dua Lipa, der af nogle var tippet til at ryge på ’No Time to Die’-sangen.
Når jeg synes, at det er et friskt, modigt og måske ligefrem genialt valg, så skyldes det, at jeg ikke har noget imod at pille lidt ved de her traditioner. Visse traditioner er til for at blive brudt. Ikke nødvendigvis smadret i tusind stykker, men i visse tilfælde bare modificeret, fintunet, så man kan møde en ny tidsalder, en ny generation og en ny målgruppe.
Adele og Sam Smith var også relativt unge, da de lavede sangene til ’Skyfall’ og ’Spectre’. Men de var (og er) klassiske artister, hvis musik som udgangspunkt passer mere eller mindre ind i Bond-universet.
Med Billie Eilish får vi en 18-årige popstjerne, der har samlet sig millioner af fans ved at gøre præcis, hvad der passer hende. Hos hende er autoriteter og ’plejer’ skyllet ud med badevandet. Valget af Eilish åbner Bond-franchisen op for en helt ny generation af fans, som måske ikke har haft det store tilovers for Daniel Craig, der puster sig op og tæsker navnløse håndlangere, indtil målet er nået. Det er smart, sådan rent marketingsmæssigt, det kan enhver se.
Hertil leverede både Adele og Sam Smith sange i den svulstige poptradition – Adeles var fremragende, Smiths var intetsigende. Ser man tilbage på de andre Craig-film, har vi fået musik af Chris Cornell (‘Casino Royale’) og Jack White & Alicia Keys (‘Quantum of Solace’) – og ja, igen kunne Eilish ikke være længere væk fra historien.
Jeg er så spændt på, hvad Eilish-søskendeparret rent faktisk finder på. Jeg aner det ikke. Men jeg er sikker på, at det ikke bliver i nærheden af nogle af de Bond-sange, vi har fået tidligere i dette årtusinde.
Og er jeg bare en Eilish-fan, som ikke ved, hvilke 007-traditioner, der er på spil?
Nej, jeg er også kæmpe Bond-fan. De film kom ind med modermælken. Jeg elsker Bond-musikken. Så sent som i fredags var jeg i DR Koncerthuset og se Jakob Stegelmann præsentere en koncert med DR SymfoniOrkestret, der spillede musik fra agentfilm. Caroline Henderson sang ’Goldfinger’.
Men sådan nogle franchises som 007 bliver sjove, når man tør lege med traditionerne. Det kan gå godt, og det kan også gå galt. Men det værste er at få en Bond-oplevelse, hvor man føler, at man har set og hørt det hele før.
Med ’No Time to Die’ lægger Daniel Craig smokingen på hylden. En æra inden for James Bond-franchisen er forbi. Men med valget af Billie Eilish kunne noget tyde på, at selve musikken i hvert fald er klar til at gå ind i et nyt årti.