Agnes Obel lader skønhed og horror smelte sammen på ‘Myopia’

4 6
Agnes Obel lader skønhed og horror smelte sammen på ‘Myopia’
Agnes Obel.

Da Agnes Obel i 2010 udgav debutsinglen ‘Riverside’, var alle på den anden ende over den musikalske tidslomme, hun fik skabt med kun sin stemme, et klaver og elegante strygerarrangementer.

Danskerens univers har altid været mørkt og eventyragtigt, som den dystre vrangside af en Astrid Lindgreen-historie, og det eventyrlige og mytiske er blevet ved med at være en del af hendes sangskrivning lige siden det nu ti år gamle debutalbum ’Philharmonics’.

Langsomt har Berlin-bosatte Obel dog ladet andre næsten lidt ambiente elementer få plads i sin musik, og den midsommer-agtige nåleskovsstemning er trådt en lille smule i baggrunden til fordel for en leg med umenneskelige vokalsamples og anderledes visuelle udtryk.

Agnes Obels fjerde album ‘Myopia’ bygger videre på netop den æstetik og er smukt, filmisk og til tider faktisk lidt uhyggeligt. Størstedelen af sangene har noget varslende, ulmende over sig, der absolut forstærkes af titler som ‘Island of Doom’, ’Parliament of Owls’ og ‘Broken Sleep’.

Det enkle klaver og de dybe strygere udgør stadig rygraden i Obels musik, og som ofte før er albummet sammensat af både instrumentale passager og sange med vokal. Særligt de instrumentale passager ‘Roscian’, ‘Drosera’ og ‘Parliament of Owls’ giver albummet en filmisk karakter og gør, at ‘Myopia’ snildt kunne være soundtracket til en nordic noir-serie eller en kunstnerisk horrorfilm. Med sine skæve intervaller og ulige taktart får særligt ‘Drosera’ skabt ægte ubehag.

Blandt albummets bedst numre finder man den flotte ‘Island of Doom’, der i melodi og klaverspil lyder som en sær krydsning mellem Kate Bushs ‘Wuthering Heights’ og Britney Spears’ ‘Everytime’. Her kommer Obels brug af vokalsamples virkelig til sin ret, og disse får skabt nogle smukke lydflader, der på én gang er dragende og lidt uhyggelige at lytte til – eksempelvis når mørke, metalliske stemmer synger »When the lights fade out«. Det samme gør sig gældende på den flotte ‘Broken Sleep’, der i sine harmonier minder lidt om ‘Familiar’ fra ‘Citizen of Glass’-albummet fra 2016.

Agnes Obels leg med vokalpitch og samples, som nok for alvor blev introduceret på netop ‘Citizen of Glass’, rykker hendes musik over i et til tider ambient univers, hvor kropsløse, maskinelle stemmer i fragmenter flyder rundt om ørerne på lytteren. Hendes stemme er normalt det eneste, der får musikken til at holde jordforbindelsen, så når den træder tilbage til fordel for de stille, hviskende, mørke og lyse vokalsamples, slipper sangene al forbindelse til denne verden og virker endnu mere overnaturlige, end de i forvejen er.

En hage ved ‘Myopia’ er dog, at de smukke numre lidt flyder sammen og bliver til en stemning, mere end de står stærkt som selvstændige sange. Nogle gange virker Agne Obels univers så stiliseret, at det er svært at lade sig røre af andet end det klangligt smukke. De historier, teksterne bærer på, træder i baggrunden, og det er svært at mærke, hvad det helt præcist er, Obel egentlig har på hjerte – ud over at hun har skabt et gennemført sonisk univers.

Albummet afsluttes dog med den meget klassiske og fine Agnes Obel-sang ‘Won’t You Call Me’, hvor man fornemmer noget sårbarhed og længsel i hendes luftige stemme. Tankerne bliver sendt tilbage til ‘Philharmonics’, og ’Myopia’ slutter således med de få simple virkemidler, som udgør hele fundamentet for Obels univers: En stemme og et klaver.


Kort sagt:
‘Myopia’ er smukt og gennemført, men albummet står stærkere som en stemning end som selvstændige sange.

Agnes Obel. 'Myopia'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af