Danske Bona Fide debuterer med et spartansk album, der har sin helt egen knitrende lyd
Danske Bona Fide er et af den slags projekter, som jeg virkelig gerne vil kunne lide, men som jeg simpelthen bare ikke kan give mig hen til uden et par forbehold. For selv om den albumdebuterende duo er spækket med lovende takter, så er det som om, potentialet aldrig rigtig helt bliver forløst.
Bag Bona Fide gemmer sig sanger Sofia Luna og guitarist Emil Palme, og netop Lunas stemme og Palmes guitar er også de eneste musikalske virkemidler på det spartanske debutalbum ‘Yield’, der ifølge en pressetekst er indspillet udelukkende på eller over en telefon.
De skrabede indspilningsforhold og den sparsomme instrumentering resulterer i en lyd med en svag støjende kvalitet, der giver Bona Fides gotiske folkesange et lag af noget analogt, filmisk og nostalgisk. Det er knitrende og knasende som en ulmende pejs eller en gammel filmrulle.
På den led danser lyden en svær og faretruende balancegang mellem at skabe et autentisk og nært rum og at virke ufærdig som en skitse eller demo. En balancegang, som det retfærdigvis skal siges, at Bona Fide lykkes med langt hen ad vejen. ’Yield’ har i hvert fald sin helt egen udefinerbare romantisk-nostalgiske lyd, der giver en fascinerende lytteoplevelse.
Samtidig betyder denne tilgang, at albummet er spækket med reallyde fra optagelserne, der i ny og næ stikker frem og bidrager til albummets særlige lyd og stemning. På den led kunne udgivelsen vække minder om amerikanske Florists fremragende album ‘Emily Alone’, som jeg også anmeldte sidste år.
Men hvor Florist på ‘Emily Alone’ bruger virkemidlerne til at skabe et varmt og trygt rum, bevæger ‘Yield’ sig i et mere mystisk og metallisk univers. Mere svævende og mindre jordbundent, godt hjulpet på vej af Sofia Lunas dragende stemme, der har noget umiskendeligt traditionelt og nordisk over sig.
Sangene ulmer på dragende vis, og hver for sig er de deres egne små magiske fortællinger og rum, som lytteren kan gå på opdagelse i, men som lytter kunne jeg godt savne, at de nogle gange også brød ud i lys lue. For albummets største svaghed er, at det til trods for alle sine kvaliteter bliver lidt for ensformigt og endimensionelt i længden.
Der mangler i mine ører noget forløsning, noget variation, og noget der skiller sig ud fra resten. Måske er der simpelthen bare for få virkemidler til at kunne bære et helt album? For selv efter flere gennemgange har jeg svært ved at udpege et enkelt nummer, der gjorde indtryk på egen hånd eller havde en melodi, der blev hængende, efter sangens sidste toner var rundet ud.
Alligevel er albummet som helhed – særligt takket være det univers, det tager os med til – et interessant bekendtskab. Med sin ulmende mystik, knitrende analoge lydkvalitet og Sofia Lunas smukke stemme, er der masser at kunne lide på ‘Yield’. Jeg ville bare ønske, at jeg kunne lide det lidt mere, end jeg gør. På den måde kunne jeg give mig hen til Bona Fides fortællinger uden at blive tabt på halvvejen.
Kort sagt:
Den danske duo Bona Fide debuterer med et spartansk og stemningsfyldt album, der har sin helt egen analoge og knitrende lyd. Alligevel mangler man som lytter en smule variation, og albummets sparsomme virkemidler bliver lidt for ensformige i længden.