Frances Quinlans vokal mestrer hele spektret på ‘Likewise’

4 6
Frances Quinlans vokal mestrer hele spektret på ‘Likewise’
Frances Quinlan. (Foto: Julia Khoroshilov)

Nogle sangere udmærker sig ved deres tekniske kundskaber, dog uden at besidde nogen særlig kunstnerisk identitet gennem deres stemme. Andre er netop ikke kendt som store sangere i klassisk forstand, men for at være i stand til at udtrykke noget, der virker ægte og levende.

Amerikanske Frances Quinlan mestrer hele spektret. Teknisk virker hun til at kunne gøre, som hun vil. Selv når hun skubber sin vokal derud, hvor den må briste, synes hun at være i fuldstændig kontrol. Samtidig formår hun at få sine ord til at lyde væsentlige gennem en stemme, der er i stand til at føle overvældende meget. Som lytter er man som regel ikke i tvivl om, at det er betydningsfulde og sympatiske følelser, der er tale om, ja, indimellem er det som at være i selskab med godheden og oprigtigheden selv. Derfor er Quinlan også en sanger, det er meget nemt at give sig hen til.

Så det er oplagt, at hun på sit første soloudspil vælger at lade sin stemme være det musikalske centrum, og det i et mindre larmende lydbillede end hos indierockbandet Hop Along, hvor Quinlan normalt er guitarist og forsanger. På ’Likewise’ skruer hun ned for guitarerne og tempoet til fordel for et til tider poppet synthunivers foruden en række mere minimalistiske sange, hvor hendes stemme står næsten nøgen.

I et interview har Quinlan fortalt, at hun ikke ville lave et album, hvor det gennemgående kun var hende og en guitar. I stedet skulle det udforske ukendt terræn – også så hun kunne vende tilbage til Hop Along med fornyet kreativ energi.

’Likewise’ er ikke lavet helt uafhængigt af de andre bandmedlemmer, som er inde over flere af sangene, inklusive førstesinglen ’Rare Thing’, hvor der er noget næsten Hop Along’sk over den rytmisk forførende baslinje, som bærer omkvædet. Alligevel understreger det næsten Björk-agtige beat og den generelt poppede produktion, at det her er Quinlans vision.

Det cementerer hun allerede på den smukke åbner ’Piltdown Man’, hvor hendes stemme blot er ledsaget af, hvad der umiddelbart fremstår som en guitar, men reelt er en synthesizer. Dermed er retningen er lagt, og det er tydeligt, at hun har været nysgerrig på, hvilke muligheder synthesizeren giver. Det medfører da albummets mest medrivende øjeblik, da en lille syntheksplosion, der synes at have ligget på lur, får lov til at transformere ’Now That I’m Back’ mod sangens afslutning.

På flere af sangene tilføjer Quinlan desuden klaver, strygere og harper på en måde, der leder tankerne hen mod Joanna Newsom. Derudover er der ingen tvivl om, at hun er inspireret af Joni Mitchell som sanger og komponist (hør for eksempel ’A Secret’), mens det heller ikke er utænkeligt, at ’Went to LA’ er blevet udtænkt, mens Van Morrisons ’Astral Weeks’ har spillet i baggrunden.

Selv om Quinlan har forsøgt at udfordre sig selv, er ’Likewise’ et album, der med sine farverige (indimellem eventyrlige som på ’Detroit Lake’) og varme (hør især ’Lean’) produktioner grundlæggende er et meget trygt sted at opholde sig, og det bliver måske også lidt for komfortabelt undervejs.

Det er i hvert fald svært ikke at tænke, at Quinlans vokal kommer til sin egentlige ret i et rockensemble, hvor dens renhed og udtryksrigdom møder et givende modspil i mere støjende produktioner.


Kort sagt:
Frances Quinlan solodebuterer med et varmt, intimt og vellykket album bygget op omkring hendes imponerende vokal.

Frances Quinlan. 'Likewise'. Album. Saddle Creek.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af