Mura Masa går fuld emo i radikalt stilskifte på ‘R.Y.C’

3 6
Mura Masa går fuld emo i radikalt stilskifte på ‘R.Y.C’

Oven på Mura Masas feature-tunge festplade af et debutalbum havde jeg egentlig forventet mere af det samme på toeren – dog sandsynligvis med større navne, nu hvor Alex Crossan har etableret sig som en seriøs spiller på den elektroniske musikscene.

Det er dog ingenlunde det, vi får med den længe ventede toer. Det er evident, så snart blikket vandrer ned over tracklisten. Der er færre features end på etteren, og hvor ‘Mura Masa’ bød på kæmpestjerner som ASAP Rocky og Damon Albarn, er de største navne på ‘R.Y.C’-gæstelisten up-and-comers som Slowthai, Georgia og Clairo.

Fra de første toner står det klart, at vi har at gøre med et helt andet væsen end debuten. Et stille guitarriff sætter stemningen med en emo-inspireret lyd, som strømmer igennem stort set hele albummet, hvor netop guitaren har fået en langt mere markant plads end synthesizeren.

Det er et inspireret valg, for emolyden har vist sig god til at udtrykke inderlighed, angst og intimitet, især fra et ungdomsperspektiv, som også udgør det tematiske koncept bag ‘R.Y.C’ (en forkortelse for ‘Raw Youth Collage’). Og inklusionen af dancebeats og skarpe synths gør, at man kan mærke, at vi har at gøre med en aktuel, frisk vinkel på de følelser. Rent lyrisk er albummet et kludetæppe af ‘rå’, uforfalskede oplevelser, sunget af gæstevokalister som også plejer at behandle ungdommens kvaler på deres eget materiale. Derfor føles det faktisk ikke så sært at høre Tirzahs døsige r’n’b-vokal på samme album som Slowthais fandenivoldske cockyness.

Stor respekt for, at Alex Crossan vælger at gå i en retning, der er langt mindre kommerciel, men som han åbentlyst brænder for. Men når han selv griber mikrofonen, går det mindre godt. Han er ingen stor sanger, men mens emo tit har fundet succes ved at søge uperfekt skrøbelighed rettere end teknisk imponerende fraseringer, er han ikke ekspressiv nok til at sælge den inderlighed, som sangene kræver. Crossan svøber sig selv i vokaleffekter, og mens den tilgang har gjort kunstnere som Justin Vernon og Kanye West mere udtryksfulde, gør det her blot en anonym vokal endnu mindre gennemtrængende.

Albummets emotronica – blandingen af guitar, trommemaskiner og autotune – genkalder bølgen af emorappere, og især Lil Peep. Men den afdøde rapper var aldrig bange for at lade sin depression få et grimt, skrabet udtryk, imens Crossan sliber de fleste kanter af til en grad, hvor det svært at mærke mennesket bag. Ironisk, når første bogstav i albumtitlen står for ‘Raw’.

Dertil er sangskrivning ikke ligefrem rigt på stærke melodilinjer. Gæsterne har været involveret i sangskrivningen, hvilket redder dele af albummet, men Crossans solosange lyder som imitationer af The 1975. Melodierne savner det dynamiske flair, der trods alt gør hans produktion ganske mindeværdig.


Kort sagt:
Mura Masas spring udi emotronica er vovet og overraskende – og som producer er det tydeligt, at han har styr på lyden. Desværre er der i højere grad end tidligere sange udviklet uden samarbejdspartnere, og hans egen sangskrivning og vokal kan på ingen måde følge med gæsternes.

Mura Masa. 'R.Y.C'. Album. Universal Music.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af